B-finalen ved OL i Rio bliver sidste gang, vi kommer til at se makkerparret Quist/Rasmussen ro på højeste plan.
De to lykkedes ikke med at komme i finalen ved OL i Rio, og efter konkurrencen slog de to skuffede atleter fast, at de dermed trækker stikket på karrieren på eliteplan.
- Vi havde ligesom aftalt, at det var det her. Vi skal ud og afslutte det med et løb i b-finalen, og så bliver det bare rart at komme hjem til ungerne, siger Rasmus Quist og understreger, at beslutningen havde været den samme uanset resultatet i Brasilien.
For Mads Rasmussen er det også familielivet, der trækker efter en lang karriere som roer.
- Vi har fem børn tilsammen, og vi skal til at lære dem noget sport. Og der er masser af andre ting, siger han.
Blandt deres største triumfer er OL-guld i 2012 og bronze i 2008 samt VM-guld i 2006 og 2007.
Veteranroning forude
Det var dog ikke helt den afslutning, som de havde håbet på, erkender Mads Rasmussen, der i det civile arbejder som læge.
- Det var ikke det, vi havde drømt om. Vi kom aldrig i gang med at kvalificere os til OL, så vi har spurtet efter det. Men vi har faktisk forbedret os og forbedret os, siger han.
I første omgang kiksede de kvalifikationen til OL, men de blev reddet af en teknikalitet i udtagelsesreglerne, som betød, at de kom med på bekostning af en belgisk båd.
I semifinalen var de aldrig for alvor i nærheden af en placering blandt de tre bedste, der havde sendt dem videre til kampen om medaljerne. Men der var ikke mere i tanken, siger Mads Rasmussen.
- Det falder ikke helt fra hinanden, men de sidste 600 meter var ikke gode nok. Vi mangler lidt, og nu kan vi ikke gøre mere. Vi har gjort alt, hvad vi kunne.
Forude venter b-finalen, et nødvendigt onde, som de helst havde været foruden. Helt færdige med at ro er de dog ikke nødvendigvis, fortæller Rasmus Quist.
- Det kan være, at vi ror noget veteranroning, siger han.
Rasmus Quist er 34 år og Mads Rasmussen er 36 år.