På papiret er det svært ikke at tænke tanken, at det bør blive til en sejr, når Danmark torsdag aften åbner deres OL-fodboldturnering mod Irak. Men kigger man lidt nærmere på modstanderen, så ligner det langt fra en nem kamp.
- Det bliver en meget lige kamp. Det irakiske hold er et rigtig dygtigt hold. De har mange dygtige offensive spillere og mange spillere fra A-landsholdet. De blev nummer fire ved U20-VM i 2013 med de har spillere, så det er et meget kompetent hold, vi skal op imod, siger Niels Frederiksen
Netop det omtalte U20-VM var der, at man fik det helt store billede af, at der er en god gruppe af spillere i irakisk fodbold. Landsholdet spillede blandt andet 2-2 mod en engelsk trup med nuværende stjerner som Harry Kane og Eric Dyer på holdet.
Viste stor styrke
Det blev også til sejre over stærke nationer som de dobbelte Copa America-vindere Chile og Sydkorea. I semifinalen løb irakerne ind i et nederlag til Uruguay efter straffesparkskonkurrence, hvor Irak faktisk var i finalen, indtil Uruguay udlignede med tre minutter tilbage.
Og det var langt fra en turnering uden stjerner. Udover de engelske profiler blev Paul Pogba kåret til turneringens bedste spiller, og Real Madrid-profilen Jesé var også med. Det vidner om Iraks niveau.
- Det er umiddelbart et godt hold. De er gode tekniske. De er utrolig løbevillige og løbestærke, og de spiller meget aggressiv presfodbold. Så det kan godt blive lidt hektisk fodbold, og det kan de magte i både varmt vejr og over 90 minutter, siger Lasse Vibe
Danskerne står over for hele otte spillere fra de succesfulde U20-VM-hold, hvoraf den 22-årige Ali Adnan Kadhim må betragtes som den største profil. Til daglig er han fast mand i Serie A hos Udinese.
I januar blev holdet nummer tre ved de asiatiske mesterskaber for U23-hold efter et nederlag til Japan i semifinalen og en sejr over Qatar i bronzekampen.
- Det bliver rigtig væsentligt med den her første kamp, og vi skal rigtig gerne have noget med derfra, forklarer Lasse Vibe.
Danmarks kamp mod Irak starter klokken 18.00, og kampen kan følges direkte i LIGA på P3.
