Det er en 'speciel følelse', som landstræneren for det danske fodboldhold ved OL, Niels Frederiksen står tilbage med efter nattens store nederlag til Brasilien. Danskerne lever nemlig fortsat i turneringen og er nu videre til kvartfinalen:
- Når vi taber 4-0 til Brasilien, så er det fordi vi møder et rigtig, rigtig godt hold, men samlet set havde vi en ambition om at gå videre fra puljen. Det har vi opfyldt nu. Stor cadeu til drengene, det er vi fantastisk glade for, siger han til DR Sporten.
Tyskland eller Portugal
Lørdag aften skal spillerne igen på banen, når de møder landsholdet fra Nigeria. En 'knald eller fald'-kamp, hvor vinderen i semifinalen møder enten Portugal eller Tyskland.
- Det bliver en spændende opgave. Nigeria er et typisk afrikansk hold med de dyder, de nu har, og de mangler, der måtte være, siger Niels Frederiksen.
I en målrig kamp slog Nigeria fredag Japan 5-4. Herefter vandt de i søndags 1-0 over Sverige, men tabte onsdag 2-0 til Colombia:
- Vi skal nu til at analysere på Nigerias hold. Vi har haft en mand til at kigge på alle kampene i den anden pulje, så vi er godt forberedt og vi glæder os til opgaven, siger den danske træner.
Nigeria har tidligere haft stor succes i den olympiske fodboldturnering. I 1996 vandt nigerianerne guld, mens det i 2008 blev til en finaleplads.
Se interviewet i videoen over artiklen.