Det er OL, det er stort og det er højtideligt. I det mindste på banerne og arenaerne.
Det samme kan man ikke sige om forholdene i OL-byen i Rio, hvor atleterne bor i lejligheder.
Især håndboldherrerne har ikke ligefrem været heldige med deres lejligheder, hvor der stadig er en del mangler, blandt andet møbler.
- Forholdene kunne godt være bedre. Jeg håber, at vi kører på reservekanonerne, inden OL starter, og så sender de hele skytset ind både med hensyn til mad og lidt ekstra møbler til vores lejlighed, siger Niklas Landin til DR.
- Vi mangler lidt borde og stole i vores fællesrum, hvor der står et tv-bord og et tv og to stole. Vi bor fem og seks personer i hver lejlighed, så der er nogen, der må stå op, mens andre må sidde ned, så vi skifter lidt rundt, siger målmanden.
Sportschefen i Dansk Håndbold Forbund, Ulrik Wilbek, er heller ikke tilfreds.
- Bygningerne er simpelthen ikke i orden. Forholdene er ikke i orden. Der er ikke rent her. Det er ubehageligt at skulle ud i bad på badeværelset, siger han til TV2.
Kortspil på gulvet
Forholdene fik blandt andet det australske OL-hold til at nægte at flytte ind i OL-byen, men deres lejligheder skulle dog være i orden nu, og australierne er nu flyttet ind.
Niklas Landin håber også, at forholdene bliver bedre for det danske håndbold-hold, så de i det mindste slipper for at sidde på gulvet, når de spiller kort.
- Vi bruger meget tid på at forberede os til kamp, og det gør vi mange af døgnets timer i lejligheden, så det betyder, at det bliver en smule kedeligt, at der slet ikke er noget i lejligheden, siger Landin og fortsætter:
- Vi skal have det bedste ud af det, når vi har fritimer, og det gør vi med kortspil og lidt af hvert, og det bliver utroligt langtrukkent, hvis man skal sidde og spille kort nede på gulvet, siger keeperen.