Ufærdige el-installationer, manglende finish og ikke eksisterende skiltning er blot nogle af de syn, der møder en, når man færdes rundt i den olympiske by i Rio de Janiero.
De brasilianske arrangører kæmper stadig med at få forholdene for både atleter, tilskuere og den fremmødte presse.
Håndboldherrernes Niklas Landin har været ude med en kritik af forholdene, som han håbede ville blive bedre inden legenes start.
Og ifølge forbundets sportschef Ulrik Wilbek tyder det på, at målmandens bønner er blevet hørt. I hvert fald til en vis grad.
- Det går væsentligt bedre. Nu får vi rengøring hver dag, og der bliver fulgt godt op på de mangler, som der helt klart har været fra starten af. Så vi er egentlig ved at være godt tilfredse.
- Det virker også som om, at det det faktum at OL er ved at gå i gang nu kan aflæses hos arrangørerne. Så der er blandt andet kommet skilte op i madsalen. Det går meget bedre nu.
- Der mangler lidt finish og der har været nogle sanitære problemer - og det er der stadig enkelte steder, lyder det fra en smilende Ulrik Wilbek under herrernes træning.
Manglende døre
Ifølge sportschefen verserer der i atleternes by flere historier om nationer, der er væsentligt dårligere stillet end den danske delegation, når det kommer til boligforhold.
I de italienske atleters lejligheder skulle håndværkerne angiveligt have glemt at montere døre ud til altanerne.
- Jeg tror, at vi er sluppet ret heldigt, for vores bygning er en af de første, som er blevet bygget.
- Jo længere arbejderne er kommet med byggeriet, jo mere sure er de blevet, da de ikke har fået løn. De sidste bygninger er derfor ikke nær så færdige, som vores er, slutter Ulrik Wilbek.