Linjeløbet ved OL sluttede som et gigantisk antiklimaks for den hollandske rytter Annemiek van Vleuten.
Liggende allerforrest i udbrud alene var hun på vej mod guldmedaljen. En drøm der brast, da hun på den afsluttende nedkørsel styrtede i et sving og blev kastet af cyklen, ud i rabatten og mod en høj kantsten.
Som hun lå livløs, mens konkurrenterne hamrede forbi, var der alvorlig bekymring for hendes tilstand, men nu er der nyt fra hollænderen, der på Twitter lader omverden vide, at hun efter omstændighederne har det godt.
- Jeg er nu på hospitalet med nogle skader og brud, men jeg kommer mig. Mest af alt er jeg bare skuffet efter det bedste løb i min karriere, skriver hun.
https://twitter.com/AvVleuten/status/762465519844732930
Efter løbet udtalte hendes landsmand og vinderen af OL-guldet Anne van der Breggen, at hun ved synet af sin livløse holdkammerat frygtede det værste.
- Det så virkelig ubehageligt ud. Jeg troede hun var død, udtalte hun til hollandske Telegraaf.