Michael Phelps er klar til mere OL guld

Michael Phelps satte årets næstbedste tid på 100 meter butterfly og kan jagte sit fjerde OL-guld på distancen.

Michael Phelps er klar til at forsvare sine OL guldmedaljer (Foto: © TOM PENNINGTON, Scanpix)

Den amerikanske svømmelegende Michael Phelps er klar til at dyste om medaljer på 100 meter butterfly ved OL i Rio de Janeiro til august.

Ved de amerikanske udtagelsesmesterskaber vandt han lørdag på distancen ved at sætte årets næstbedste tid i præcis 51 sekunder.

Han kan dermed vinde OL-guld i denne disciplin for fjerde OL i træk.

Den 31-årige superstjerne vendte lørdag i fjerdebedste tid, men på den sidste bassinlængde satte han konkurrenterne på plads og sejrede foran Tom Shields, der indløste billet til Rio i tiden 51,20 sekunder.

22 OL-medaljer

Phelps har allerede kvalificeret sig til OL på 200 meter butterfly og 200 meter medley.

Dermed står han med gode muligheder for at øge sin samlede høst af OL-medaljer. Den lyder på 22 medaljer, hvoraf 18 er af guld.

Phelps deltager i Rio ved karrierens femte OL, hvilket ingen amerikansk svømmer før har opnået.

/ritzau/AFP