Caroline Wozniacki fik torsdag en noget besynderlig lodtrækning ved OL's tennisturnering, da hun blev parret med Hsieh Su-wei fra Taiwan i første runde.
Hsieh Su-wei annoncerede således inden lodtrækningen, at hun vil trække sig fra OL, da hun er raget uklar med en leder i Taiwans OL-delegation.
Hsieh Su-wei kan derfor blive erstattet af en anden spiller.
- Jeg hørte nogle rygter om, at der var nogle problemer, men derudover kigger jeg aldrig på lodtrækningen, så jeg ved kun, hvem jeg står til i første runde og så må vi tage den derfra, siger Caroline Wozniacki.
- Jeg forbereder mig mentalt på, at det er hende, jeg møder. Så må vi tage den derfra, hvis det ændrer sig, fortsætter Wozniacki.
Danskerens potentielle modstander i anden runde bliver vinderen af kampen mellem Petra Kvitova fra Tjekkiet og ungarske Timea Babos.
Går efter metal
Den danske tennisdarling har været meget plaget af skader i sæsonen, men føler sig ovenpå efter ankomsten til Rio.
Ambitionerne fejler heller ikke noget.
- Jeg føler mig fit for fight. Jeg er blevet skannet i både ankel og arme, så jeg håber, det holder. Jeg forventer altid meget af mig selv. Målet er jo en medalje. Det er klart, siger Caroline Wozniacki, der udover turneringen glæder sig til at blive en del af det gode sammenhold blandt de danske OL-atleter.
- Det er fantastisk at være her. Det er fedt for mig at bo i OL-byen, det savnede jeg lidt i London. Jeg føler virkelig, jeg er en del af holdet den her gang. Har allerede set en del ansigter, jeg kender, så det er sjovt. Nu er man en OL-atlet.