Med søndagens finalesejr i Japan har Caroline Wozniacki vundet mindst en WTA-turnering per sæson i ni år i træk.
Og den stime skal gøres til et jubilæum næste år, fortæller den tidligere danske verdensetter, som håber at blive ved med at høste store titler i fremtiden.
- Jeg er meget stolt over at have vundet denne turnering.
- En person har lige fortalt mig, at jeg har vundet en turnering hvert eneste år siden 2008. Det er en rar lille stime, som jeg forhåbentlig kan fortsætte. Jeg skal blive ved med at forbedre mig, siger Wozniacki.
Bevarede roen trods ømhed
I finalen i Tokyo slog Wozniacki det blot 18-årige hjemmebanehåb Naomi Osaka med 7-5, 6-3. Det var danskerens første WTA-titel i halvandet år og titel nummer 24 i karrieren.
I første sæt var Wozniacki dog i problemer mod nummer 66 i verden, da danskeren pådrog sig en mindre skade og modtog behandling i flere minutter.
- Jeg fik lidt ondt i lysken i første sæt, men jeg forsøgte at blive ved med at være aggressiv og bevare roen.
- For at være ærlig forsøgte jeg bare at kæmpe for hvert eneste point. Det var hårdt til slut, og jeg var bare glad for at få lukket kampen, forklarer Wozniacki.
/ritzau/