Kerber afværger chokexit i Australian Open

Verdensetteren Angelique Kerber var tæt på at smide en sikker sejr på gulvet, mens Andy Murray fik hård modstand.

Angelique Kerber jubler efter sin sejr i Australien Open. (Foto: © Tracey Nearmy, Scanpix)

Verdensetter Angelique Kerber var ikke langt fra at ryge ud af Australian Open i første runde mod ukraineren Lesia Tsurenko, men tyskeren holdt hovedet koldt til sidst.

Den forsvarende mester var tæt på at blive brudt i det afgørende sæt, men hun afværgede breakbolden og endte som vinder med cifrene 6-2, 5-7, 6-2.

Det hele så ud til at gå glat for den 28-årige tysker, som uden besvær vandt første sæt med 6-2 over Tsurenko, der er nummer 51 i verden.

Dominansen så ud til at fortsætte i andet sæt, men foran 5-3 og på vej mod sejren, kom der pludselig grus i det tyske sving.

Det udnyttede ukraineren flot ved at tage fire partier på stribe.

I tredje sæt begyndte det at dufte af en sensation, da Tsurenko tilspillede sig en breakbold i tyskerens serv ved stillingen 2-1 i ukrainsk favør.

Her trådte Kerber imidlertid i karakter med et flot vinderslag, og så var den solide tyske motor sparket i gang igen.

Hun holdt serv til 2-2 og snuppede derefter de fire følgende partier til sætsejr på 6-2.

Kerber møder i anden runde landsmanden Carina Witthöft, som slog japaneren Eri Hozumi med 7-5, 7-6.

Murray i problemer

Andy Murray vandt 3-0 i sæt over ukraineren Illya Marchenko ved første runde af Australian Open, men den britiske verdensetter måtte slide hårdt for sejren.

To timer og 47 minutter varede kampen, førend topseedede Murray var videre med 7-5, 7-6 (7/5) og 6-2.

Upåagtede Marchenko, der er nummer 95 i verden, ydede overraskende god modstand i de to første sæt.

Murray blev presset hårdt, og især i andet sæt var briten tæt på sættab.

Ukraineren kom tidligt op med et servegennembrud, som Murray fik rullet tilbage. Ved 5-5 stod Marchenko dog med endnu en breakbold, men han missede den, og så kunne Murray tage sættet efter tiebreak.

Det knækkede troen på sejr for Marchenko, og tredje sæt kunne Andy Murray problemfrit trække i land med 6-2.

I næste runde møder verdensetteren Andrey Rublev fra Rusland.

Syvendeseedede Marin Cilic balancerede på kanten af et overraskende exit i sin første kamp i Melbourne.

Kroaten var nede med 0-2 i sæt mod polakken Jerzy Janowicz, men med 6-2, 6-2 og 6-3 i de tre næste sæt bookede Cilic en plads i anden runde.

Boserup overrasker

I damesingle overraskede danskamerikaneren Julia Boserup ved i første runde at besejre den tidligere Franch Open-vinder Francesca Schiavone med 6-2, 6-4.

Boserup, der er amerikansk statsborger, er født i USA, men har danske forældre.

Hun møder i anden runde 11.-seedede Elina Svitolina fra Ukraine.

/ritzau/