Han er en mester i at spille på flere heste, præsidenten i det australske tennisforbund. Seneste eksempel kom ved takketalen efter kvindernes WTA-finale i Sydney fredag eftermiddag, få dage før starten på Australian Open i Melbournes. På den imponerende Center Court i Sydney, opkaldt efter bysbarnet Ken Rosewall, antydede Healy, at den lokale regering i delstaten New South Wales ville gøre klogt i at få anlagt et tag over anlæggets hovedbane.
Et anlæg der blev bygget forud for OL i byen i år 2000 og dengang var så moderne, at mange års spekulationer om muligheden for at få Grand Slamturneringen Australian Open tilbageerobret blev til konkrete forhandlinger.
Grand Slamturneringen led omkring årtusindeskiftet under at delstaten Victoria, hvor Melbourne er hovedbyen, var trængt økonomisk og penge til en modernisering af anlægget ikke var tilgængelige.
Australian Open flyttede til de nuværende rammer på Melbourne Park (tidligere Flinders Park red.) i 1988 efter i årene fra 1972-1987 at være blive spillet i den fashionable overklasseklub Kooyong Lawn Tennis Club i udkanten af Melbourne.
Perioden fra 1972-2016 er den længste sammenhængende periode Australian Open er blevet afviklet i samme by. Tidligere har turneringen haft tradition for at bevæge sig rundt i det enorme land. Således har Australian Open gæstet Perth, Brisbane, Adelaide og senest i 1970 og 1971 landets største by, Sydney.
De indledende forhandlinger om at flytte Australian Open til Sydney fra Melbourne, hvis kontrakt med Australian Open havde udløb i 2016, fik regeringen i Victoria til at komme i arbejdstøjet og frem med checkhæftet. 3,5 milliarder blev afsat i et storstilet renoverings- og fornyelsesprojekt af Melbourne Park. Et tiltag Tennis Australia belønnede med en ny 20-årig kontrakt, så der nu er sikret Grand Slamtennis i Melbourne frem til 2036.
Er der en ting folk i Melbourne ikke tåler, så er det at afgive ting til den by de slet ikke kan udstå, Sydney. I særdeleshed ikke sportsbegivenheder, da det er en af de unikke ting Melbourne har at byde på. I modsætning til Sydney har Melbourne intet Operahus tegnet af Utzon og ej heller en smuk og prangende bro på niveau med den verdensberømte Harbour Bridge i Sydney. Muligheden ligger ellers lige for, da floden Yarra snor sig smukt gennem centrum af Melbourne, der har cirka 4 mio. Indbyggere.
Melbourne skal opleves
For at forstå, hvorfor det er så vigtigt for Melbourne at holde fast i Australian Open i tennis, landets eneste Formel 1 løb og store kampe indenfor Cricket og Australsk Fodbold kan et af byens berømte ordsprog være anvendeligt.
”You have to consume Melbourne – not see it”
Det er oplevelserne, der skal tiltrække turister til Melbourne, ikke attraktioner i traditionel forstand. Derfor kunne delstatsregeringen i Victoria ikke leve med risikoen for, at Australian Open, en af byens største og vigtigste events, hev teltpælene op og flyttede hele det gigantiske tenniscirkus til Sydney.
De 700.000 gæster der i løbet af turneringens 14 dage i 2015 løste billet til turneringen giver en milliardomsætning på både anlægget og i byen, der ligger få minutter fra Melbourne Park. Netop at centrere begivenhederne i bynære omgivelser er med til at skabe de unikke begivenheder Melbourne gerne vil være kendt for.
Enorm omsætning
Naboen til Melbourne Park, Melbourne Cricket Ground, har plads til mere end 98.000 tilskuere og er på ugentlig basis fyldt op, når de store klub- og landskampe afvikles. Også et andet sted tæt på byen, Albert Park, afvikles der store begivenheder. Et stort område afspærres årligt i forbindelse med Australiens eneste Formel 1 løb.
Et løb der isoleret set genererer underskud på de offentlige finanser, men alligevel er blevet en fast begivenhed i byen. Victorias delstatsregering betragter investeringen i store sportsbegivenheder som branding af byen og ikke som et tilskud til en et specifikt arrangement.
Det australske tennisforbund, Tennis Australia, har udover Australian Open også valgt at placere såvel talentcenter som Administration på Melbourne Park. Talentsatsningen har et årligt budget på mere end 200 millioner kroner og er hovedsageligt finansieret af det overskud Australian Open hvert år producerer.
Et overskud der alene går til Tennisforbundet, til trods for at anlægget, der spilles på, er finansieret af det offentlige, delstaten Victoria. Melbourne og hele delstaten Victorias interesse i at betale for opgraderingen af Melbourne Park er den enorme omsætning Australian Open genererer i byen og ikke mindst den massive mediedækning turneringen modtager. Milliarder af mennesker følger årligt tenniskampene på TV og eksponeringen er bedre end nogen tænkelig reklamekampagne.
Brandet Australian Open er blevet til er en juvel som præsident i det australske tennisforbund Stephen Healy har en naturlig interesse i at både udvikle og udnytte. Selvom forbundet i første omgang har lagt sig fast på at afvikle turneringen i Melbourne i en årrække, som følge af byens massive investeringer i Melbourne Park, så giver takketalen ved opvarmningsturneringen i Sydney et ganske godt billede af, at intet i sportens verden er stationært, alt er til salg.
Ved at opfordre Sydney og delstaten New South Wales til at opgradere og opdatere byens tennisanlæg til en mere moderne status, så sikrer han at drømmene og ambitionerne om engang at erobre Australian Open ikke dør i landets største by. Forbundet har en klar egeninteresse i at holde liv i sportskrigen mellem Sydney og Melbourne.
To stærke tennisanlæg i Sydney og Melbourne betyder gunstige vilkår for Healy, når han næste gang skal forhandle med de to byer om, hvem der i fremtiden skal stå for værtsskabet af en af landets største sportsbegivenheder, Australian Open i tennis. En ting er sikkert, den helt store tegnedreng skal findes frem, pengene er altafgørende, når den australske sportskrig udkæmpes.