David mod Goliat, OB mod Real Madrid og nu Danmark mod Spanien. Der er mange eksempler på, hvor man kan komme op imod overmagten, og det sidste er måske det bedste. De danske chancer i Davis Cup-opgøret fredag er ekstremt små, men det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan få en oplevelse ud af det.
Opgøret åbnes fredag mellem Mikael Torpegaard og superstjernen Rafael Nadal. På den seneste ATP-rangliste er der præcis 902 placeringer mellem de to spillere. Torpegaard ligger nummer 909, mens Nadal senest er røget op som nummer syv.
- Det bliver næsten umuligt at lade vær med at tænke på, at det er ham. Det er jo en drengedrøm, der går i opfyldelse, og han har været mit idol, siden jeg var helt lille. Så det er jo kanon, og jeg tager det som en oplevelse og gør mit bedste, så er jeg sikker på, at det ikke kan gå helt galt, siger Mikael Torpegaard
- Nerverne melder sig selvfølgelig på banen, men jeg håber på at kunne tage den som enhver anden kamp og tænke på, at det er ikke er ham, som står over på den anden side af banen. Jeg skal gøre mit bedste og spille på mine egne præmisser, forklarer han.
En anden verdensstjerne
Men feltet af verdensstjerner stopper ikke ved Rafael Nadal. Lige efter Torpegaards kamp skal Danmarks bedste mandlige tennisspiller i aktion mod verdens nummer otte David Ferrer, der blandt andet har en French Open-finale på sit cv.
- Når du har en verdensstjerne på et hold, så vil de andre altid stå lidt i kontrast. Det er ligesom, når Messi er på banen. Der er også 10 andre fodboldspillere i Barcelona, men det er let at overse, når der er så stor en stjerne, siger Frederik Løchte Nielsen
- Ferrer er en af de mest stabile spillere gennem de sidste 10 år på ATP-turen. Han har været lige bag top fire. Han er et pragteksempel inden for entusiasme og attitude. Han kæmper utrolig hårdt og er eksemplarisk i sin måde at angribe sporten på. Det er en spiller, jeg selv har set op til, siger den danske tennisspiller
Udover de to singler fredag, så spilles der også en double lørdag, mens man afslutter Davis Cup-kampen med to singler søndag.