Caroline Wozniacki er populær, måske som aldrig før. På verdensplan er hun ifølge sportsmediet ESPN den 87. største stjerne.
Mediet har sammenholdt popularitet på sociale medier med sportsfolkenes sponsorater, og der er den danske tennisspiller altså blandt verdens 100 største stjerner.
Wozniacki har mere end fire millioner følgere på sociale medier, og hendes sponsorindtægter beløber sig til svimlende 46 millioner kroner om året.
- Wozniacki har nogle af de karakteristika, som alle gode sportsbrand har. Udover at have sportslige kvaliteter, skal man have personlighed – det er meget svært at blive et sportsbrand, hvis man kun er god til sin sport.
- Men hvis mennesket er interessant, kan vi relatere til det, og så fylder det mere, siger brandingekspert Frederik Preisler, der kreativ direktør i bureauet Mensch.
”Miss Sunshine”
Herhjemme kender vi Wozniacki som en hårdtarbejdende tennisspiller, der har haft sin far på sidelinjen stort set hele karrieren. Men i udlandet er det ikke nødvendigvis sådan, de kender danskeren.
I USA er hun for eksempel kendt som ”Miss Sunshine” på grund af hendes smittende smil og altid positive attitude i og omkring tennisbanen.
Men at der er forskel på den Wozniacki, vi kender herhjemme, og den Wozniacki, som fans fra hele verden har fået øjnene op for, overrasker ikke Frederik Preisler.
- Caroline Wozniacki har en personlighed, som vi kender herhjemme i Danmark. Vi kender til hendes familieforhold og har fulgt hende hele vejen. Men hun har en anden personlighed i resten af verden. En personlighed, som er langt mere styret. Den er styret benhårdt og professionelt.
Afklædt i Sports Illustrated
Danskeren har flere gange fået taget meget afklædte billeder for det amerikanske magasin Sports Illustrated. Billeder, som Wozniacki ikke holder sig tilbage med at poste på sine profiler på de sociale medier.
- Som i alle andre populærkulturstjerner gælder det, at hvis man er i stand til at tilføje en eller anden form for sexyness, så får man en større gennemslagskraft lige med det samme.
Og det er hun god til at udnytte?
- Ja, det kan hun godt finde ud af.
Mens tilgangen af afklædte billeder på Wozniackis Instagram-profil har været konstant, har hendes resultater på den internationale tennisscene været anderledes svingende over de seneste sæson.
Lige nu er hun i gang med et opsving, der har bragt hende tilbage blandt verdens 15 bedste spillere.
- Man ser med mange store sportsbrands, at til sidst bliver personen så stor, at de sportslige resultater bliver en lille smule underordnede, fordi selve brandet simpelthen er større.
Caroline Wozniacki spiller i dag kamp i anden runde i French Open. Kampen – hvis tidspunkt ikke lægger fast, men som forventes igangsat omkring kl. 16 - kan ses på Eurosport 1 og følges i tekst på dr.dk/sporten.