På forhånd var Caroline Wozniacki den undertippede spiller i US Open-semifinalen mod Angelique Kerber, og selvom danskeren var godt med, så var tyskeren altså den stærkeste og vandt 6-4 6-3.
- Det er aldrig en fed fornemmelse, når man lige har tabt, men jeg kan være stolt af den måde, jeg har kæmpet på i denne turnering, og den måde jeg har spillet på. Jeg gav den alt, hvad jeg kunne i dag, men hun var bare lidt bedre, og det må man bare tage hatten af for, siger Wozniacki efter kampen til DR Sporten.
Godt nok fik danskeren en frygtelig start, da hun var nede 4-0 i første sæt, men hun kom tilbage og viste generelt godt spil. Det var dog ikke nok i de afgørende momenter.
- Jeg synes, jeg havde overtaget i store dele af kampen, hvor jeg får presset hende. Hun får dog mange bolde tilbage og laver meget få fejl. Det forcerer så mig til at gå lidt mere efter den og lave nogle uprovokerede fejl. Hun spillede godt, og man kunne godt se, hvorfor hun har haft et godt år, siger Wozniacki.
På trods af nederlaget er der dog meget, som hun kan tage med fra turneringen.
- Jeg kan tage momentum med fra de her uger, og så må jeg analysere, hvad jeg har gjort godt og bruge det i Asien, forklarer Wozniacki afslutningsvis.
I 2009 og 2014 lykkedes det Wozniacki at nå til finalen i US Open. Begge gange endte det med et nederlag.