EM-slutrundens første 50 kampe er spillet, og nu resterer kun den største af dem alle.
Og det er som bekendt Frankrig og Portuga,l der lidt i ni i aften løber på banen i Paris-forstaden Saint-Denis for at afgøre, hvem der kan kalde sig europamestre anno 2016.
Vi har bedt tre af redaktionens klogeste fodboldhoveder komme med deres bud på finalen og de er alle tre nogenlunde enige om, at Frankrig er favoritter, men at det bliver en tæt finale.
Det lille panel udgøres af kommentatorerne Henrik Liniger og Andreas Kraul samt redaktør Marco de los Reyes.
Henrik Liniger
- Frankrig er ved at spille en klassisk vinder-slutrunde. Stille start. Bedre kamp for kamp. Og de er på hjemmebane. Der er al mulig grund til at tro... at Frankrig får problemer.
- Det har de fleste andre hold haft mod Portugals superforsvar og Ronaldo-Nani-duoen. Jeg tror, at det bliver en mere lige finale, end man lige skulle regne med. Men jeg tror også, at Frankrig vinder - trods alt, lyder vurderingen fra Henrik Liniger.
Andreas Kraul
- Frankrig er favoritter. Selvfølgelig er de det, men ikke voldsomt. Portugal har endnu ikke spillet en eneste kamp ved det her EM, som ikke har været tæt langt hen af vejen, og det er simpelthen et hold, der er gode til at ’dræbe’ modstandernes spil.
- Landstræner Fernando Santos er både snu og nervøst anlagt, og han vil for alt i verden undgå franskmændenes kontraer. Derfor er mit bud, at Frankrig skal skabe en god finale rent spillemæssigt, hvis den skal blive det. Og det er jeg ikke sikker på, de er i stand til, medmindre de får et hurtigt mål. Mit bud er, at kampen bliver tæt; uafgjort og måske endda straffespark, vurderer Andreas Kraul.
Marco de los Reyes
- Jeg tror, det bliver en finale, hvor begge hold vil spille afventende. Det vil sige, at selv om der bliver spillet fremad, vil en del spillere stadig stå langt tilbage, så der ikke kommer blottelser.
- Frankrig er i mine øjne den klare favorit – uden at være storfavorit – og jeg tror også, at franskmændene vil dominere. Og så kan Antoine Griezmann i øjeblikket nærmest gå på vandet. Han er i hvert fald mere end nogen anden spilleren, som portugiserne skal holde øje med – og han skal nok få scoret. Nani, Renato Sanches og især Cristiano Ronaldo skal nok også få enkelte chancer.
- Så 2-1 til Frankrig er mit bedste bud, slutter Marco de los Reyes.
EM-finalen mellem Frankrig og Portugal spilles i aften kl. 21.00. Du kan se optakt på DR1 fra kl. 19.00. Opgøret kan også følges på P3 og her på dr.dk.
