Moussa Dembélé svarer på flamsk. Eden Hazard på fransk. Og landstræner Marc Wilmots svarer på begge sprog. Spørgsmålene, træneren får fra de belgiske journalister, skifter også mellem at være på nederlandsk og fransk. At overvære et pressemøde i den belgiske EM-lejr i Bordeaux kan være en noget forvirrende oplevelse.
Lidt ligesom Belgien selv. Nationen, der er opdelt i fransktalende Vallonien og Flandern, hvor flamsk og nederlandsk udgør sproget. En splittelse, som ifølge eksperter og journalister, der følger landsholdet, ikke gør sig gældende på landsholdet.
Så det er ikke forklaringen. Men der må dog være en årsag til at den gyldne generation, som de belgiske stjerner kaldes, endnu ikke har overbevist om, at man vil indfri de forventninger, der er til nogle af Europas bedste fodboldspillere, og til en fodboldnation, der er rangeret som nummer to i verden.
Et farvel i kvartfinalen ved VM i 2014, stjerner der præsterer bedre på klubhold end på landshold samt et nederlag i den første kamp i Frankrig har ikke gjort noget for at ændre fornemmelsen af forløsningen, der aldrig kommer.
Noget af EM-æren blev genvundet efter 3-0-sejren mod Irland, men i morgen kan Belgien være fortid ved EM, hvis holdet taber til Sverige samtidig med, at Irland slår et Italien, der allerede har kvalificeret sig til ottendedelsfinalerne.
Træner uden taktisk forståelse
Med de verdensklassespillere, det belgiske hold kan mønstre, må det så være træneren. Han har i hvert fald været den belgiske presses skydeskive for de ikke helt så overbevisende præstationer. Han mangler taktisk forståelse og evner ikke at skabe en strategi, der skal forløse ’Les Diables Rouges’ (de røde djævle, red.), lyder kritikken.
- Marc Wilmots får meget kritik i Belgien. Han har den bedste generation af fodboldspillere, som Belgien nogensinde har haft, men alligevel har holdet haft en del problemer på banen. Han bliver beskyldt for ikke at være god nok taktisk, og at han blot forsøger at motivere spillerne uden nogen form for plan for spillet, siger Thomas Bricmont fra det belgiske magasin Sportmagazine til DR.
- Folk i Belgien betragter dette landshold som det bedste nogensinde. Eden Hazard er en større og bedre spiller, end en Enzo Scifo var. Dengang i 1980’erne og 1990’erne var der kliker på landsholdet, hvor de franktalende ikke ville spise sammen med dem fra Flandern, siger han og fortsætter:
- Det ser du ikke mere. Denne generation er vokset op sammen, har det godt sammen og accepterer hinanden. Det består af et perfekt mix mellem fransktalende og nederlandsk talende spillere, og så har vi mange andengenerationsindvandrere med. På den måde favner dette hold hele Belgien, som det ser ud i dag, siger Bricmont.
- Derfor har det aldrig været bedre udenfor banen. Men sætter du så mange stjerner sammen, så er det nødvendigt med en strategi, en plan, og det har Belgien sjældent. Der er ingen balance på holdet. Der er for mange angribere med og for lidt tyngde på midtbanen, mens Kompanys skade har skabt et hul i forsvaret, siger journalisten.
'Holdet' er den største stjerne
- Stjerne? Jeg synes ikke, jeg er holdets stjerne. Det er pressen, der siger det, ikke mig. Holdet er stjernen her. Nej, en stjerne er noget, som Sverige har i Zlatan. Jeg elsker at se ham spille. Der er ikke mange overjordiske spillere på denne planet, men han er en af dem, siger Eden Hazard.
- Jeg vil ikke sammenligne mig selv med Zlatan. Ingen sammenligning. Han er bedre end mig. Se hans statistik. Jeg kommer aldrig til at score så mange mål som ham, men jeg forsøger at gøre mit bedste for Belgien, siger den nyslåede anfører, efter at Vincent Kompany er blevet skadet.
- Jeg er stolt over at være anfører. Jeg synes, at min rolle på landsholdet er blevet mere og mere vigtig, og nu er jeg anfører. Det forsøger jeg at leve op til, og jeg synes, at jeg tog ansvar mod Irland. Jeg er tilfreds med min præstation ved EM, men jeg ved, at presset er enorm på Belgien og på mig, siger Hazard.
Mandag aften er Eden Hazard sammen med Dembélé og Marc Wilmots til rådighed for pressen ved holdets træningsbase på anlægget, hvor FC Girondins de Bordeaux til dagligt træner. Hazard vil ikke tale engelsk. Eller kan ikke. På trods af snart fire år i Chelsea har han først fået undervisning i engelsk i år.
- Hvad? Oversætter du ikke ordentligt? Det er jo helt forkert, siger han grinende til pressechefen, der forsøger at oversætter Hazards franske svar til engelsk.
Chelsea-spilleren har leveret et langt svar på fransk, men oversættelsen er kort. Alt for kort. Alle journalister griner, Eden Hazard griner, og pressechefen spørger nogle af journalisterne om hjælp. Ifølge de belgiske journalister, DR taler med, er Hazard altid sådan.
Anfører med ansvar
Ved mandagens pressemøde er han i hvert fald et festligt bekendtskab. Han sidder og tripper på stolen, mens han joker med pressen, stønner sjove lyde i mikrofonen og leverer lange svar samt øjenkontakt med et glimt.
En superstjerne fra de højeste luftlag helt nede på jorden, altid tilgængelig og god for en lille snak og vittighed, fortæller reporter Alexandre Dumas fra Sudpresse.
- I de første tre år var Hazard ikke god på det belgiske landshold, og folk var ikke vilde med ham, fordi han aldrig har spillet professionelt i Belgien, men startede sin karriere i Lille. Nu har han vist sit værd og er blevet anfører som bare 25-årig. Han er klart den største stjerne på holdet og er blevet mere moden siden VM i Brasilien, siger han.
Eden Hazard var i hvert fald hurtig til at agere efter nederlaget til Italien, og sammen med reservekeeper og alderspræsident Jean-Francois Gillet var han initiativtager til et spillermøde i EM-lejren, inden kampen mod Irland. Nederlaget til Italien var uventet, og det fik Hazard til at indkalde truppen til en snak.
Et møde, som træner Marc Wilmots først blev bekendt med, efter at det havde fundet sted.
- Jeg fik det ikke at vide, det er korrekt, siger Wilmots på pressemødet, hvor stemningen bliver meget mørkere efter lyspunktet Hazard.
- Det her er et ungt hold. Da de tabte til Italien, fik de deres første chok. I Brasilien tabte de først i kvartfinalen til Argentina, så nederlaget til Italien var et chok. Derfor var det et godt valg at tage det møde. Hvis jeg havde været anfører, ville jeg have gjort det samme, siger Wilmots, der i sin aktive karriere faktisk var anfører for Belgien.
Selv om der ikke er sluppet noget ud om mødets indhold, må det have hjulpet, for Irland blev slået med djævelsk belgisk flair. Målet til 2-0 af Axel Witsel blev endda historisk, da det faldt efter 28 belgiske pasninger, hvilket ikke er gjort bedre siden EM i 1980. Heller ikke af Spanien.
Pres på den gyldne generations træner
Marc Wilmots diskuterer med pressen. Smiler ikke. Skifter mellem at være belærende, aggressiv og i defensiven. Han ligner en presset træner. Bliver han virkelig træneren, der ikke kunne skabe et hold af spillere som Hazard, De Bruyne, Lukaku, Benteke, Dembélé, Witsel, Vertonghen, Fellaini og Courtois?
- De har kun været til én slutrunde. Men hvis de ikke når noget her i Frankrig, vil man sige, at han tabte den gyldne generation på gulvet; at han har misset en kæmpe mulighed for Belgien, siger Thomas Bricmont og fortsætter:
- Og det handler ikke om politik, for jeg tror ikke, at landsholdets succes kan samle vores land, selv om alle belgiere fra Vallonien og Flanders til ghettoerne er enige om at støtte det. Og vi er altså meget sjældent enige om noget, siger han.
- Det handler om, at disse spillere har evnerne til at opnå store ting. Hvis ikke man kan forløse dette hold og disse spillere som træner, skal man ikke træne det, siger journalisten, der ligesom mange belgiske eksperter selv tvivler på, at Belgien når hele vejen ved dette EM.
I den belgiske lejr er plakater med ’De Røde Djævle’ sat op overalt, mens små ikoner med treforke afbildet stikker ud fra vægge og telte. I baggrunden af træningsbanen kan man se det slot, der er placeret midt inde på Bordeaux’ træningsanlæg, hvor de belgiske reportere og forbundsfolk drikker kaffe og belgisk øl i en afslappet, nærmest apatisk atmosfære.
Wilmots slutter af med at tale om Sveriges fysiske styrke, om at presse højt, om at Zlatan på tre år forandrede PSG, om Zlatan som måske verdens bedste angriber, om at lukke af for Zlatan til kampen onsdag, om at Zlatan altid præsterer i store kampe, om at han ikke vil satse på uafgjort, og om et scenarie med et nederlag til Sverige på onsdag, mens Irland slår Italien.
Hvilket han kalder et mareridt.