VIDEO Kæmpe milliondonation til DIF’s integrationsprojekt

DIF’s integrationsprojekt Get2sport får 15 millioner kroner af Nordea Fonden.

Det klinger i kassen hos DIF, og det kommer socialt udsatte boligområder til at nyde godt af.

Nordea Fonden har i dag givet en donation på 15 millioner kroner til DIF’s integrationsprojekt Get2sport.

- Det er fantastisk vigtigt, at vi får de penge, fordi det ikke blot sikrer vores Get2sport arbejde i socialt udsatte boligområder, hvor der er en række problemer, siger direktør i DIF, Morten Mølholm, og tilføjer:

- Det gør også, at vi kan igangsætte en udbygningsplan og udvide det her arbejde til at omfatte flere udsatte områder, flere foreninger og kommuner, siger direktør i DIF, Morten Mølholm.

Vil udvide til 20 kommuner

Get2sport har siden 2005 støttet idrætsforeninger i udsatte boligområder. Støtten består typisk af økonomisk hjælp til ansættelsen af aflastende medarbejdere, så de frivillige i foreningerne kan koncentrere sig om at træne og lave sociale tiltag.

I dag yder Get2sport støtte i 13 kommuner og 20 socialt udsatte områder, men med den nye donation skulle det tal gerne hæves over de kommende år.

- I de næste tre-fire år vil vi gå til at udvide det her til 20 kommuner og 30-35 socialt udsatte områder, siger Morten Mølholm.

Donationen fra Nordea Fonden falder i fire rater over de næste fire år.

- Det, vi har brug for på det her område, er noget langsigtethed og noget stabilitet. Hidtil har vi levet fra hånden til munden.

DIF har allerede brugt noget af donationen og har indlemmet Hundige Boldklub i Get2sport-støtten.