15-årig russer 'har ikke flere følelser tilbage' efter dopingsag

Den russiske OL-deltager, Kamila Valieva siger, at dopingsagen har været udmattende.

Kamila Valieva har fået grønt lys til at fortsætte ved vinter-OL. (Foto: © ANNE-CHRISTINE POUJOULAT, AFP or licensors)

Opdateret i bunden med resultatet af tirsdagens konkurrence.

Den seneste tid har været 'meget vanskelig' for Kamila Valieva.

Det fortæller den russiske kunstskøjteløber tirsdag morgen til nyhedsmediet Channel One.

Teenage-stjernen vandt OL-guld i sidste uges holdkonkurrence, men blev suspenderet dagen efter som følge af en positiv dopingprøve fra december. Den internationale sportsdomstol, CAS, gav dog efterfølgende Kamila Valieva lov til at fortsætte ved legene.

- Det er, som om jeg ikke har flere følelser tilbage. Jeg er glad, men på samme tid er jeg følelsesmæssigt udmattet, siger Kamila Valieva til det russiske medie Channel One.

Senere i dag begynder den individuelle konkurrence. Kamila Valieva, der stiller op for Ruslands Olympiske Komité, ROC, er blandt favoritterne, og hun håber, at den verserende dopingsag ikke påvirker hendes præstation.

- Når jeg åbner Instagram, ser jeg mange beskeder og lykønskninger fra folk, der tror på mig. Jeg har endda set billeder af reklamesøjler i Moskva, hvor der står: 'Kamila, vi er med dig'. Det har været rart i en svær tid, siger Kamila Valieva.

Sagen kører fortsat, og CAS' beslutning kommer bag på Anti Doping Danmark og Dansk Idrætsforbund, DIF. Ifølge Hans Natorp, formand for DIF, er det ulykkeligt, at der hænger et dopingspøgelse over OL.

- Uanset, om hun blev suspenderet eller ej, så er det en tabersag, sagde han til DR Sporten i går.

'Ulækkert, IOC, I stjæler drømme'

Da Kamila Valieva vandt guld med ROC i holdkonkurrencen, var der ingen medaljeceremoni som følge af dopingsagen. Det vil der heller ikke være i dag, hvis russeren slutter på podiet, lyder det fra den Internationale Olympiske Komité, IOC.

Det forstår den tidligere langdistanceløber, VM-medaljevinder og OL-deltager Kara Goucher intet af. Amerikaneren langer ud efter IOC på sin Twitter-profil.

- Forestil dig at have trænet hele dit liv for dit olympiske øjeblik, som allerede er nedtonet af pandemien. Du vinder en medalje, men kan ikke modtage den på verdens største scene, fordi en anden har forbudte stoffer i systemet. Ulækkert, IOC, I stjæler drømme, skriver Kara Goucher.

USA fik sølv i holdkonkurrencen, og den amerikanske lejr er alt andet end begejstret for, at de sandsynligvis ikke får overrakt deres medaljer under OL på grund af Kamila Valievas dopingsag, fortæller den amerikanske medaljevinder Madison Hubbell.

- Vi håber på at få overrakt vores medaljer (under OL, red.), men det er en stor skuffelse, hvis vi mister den mulighed. Det er noget, vi har opnået sammen som hold, og det er ikke det samme, hvis vi går glip af oplevelsen, siger Hubbell.

Kamila Valieva har fået grønt lys til at kæmpe videre ved OL. Dette på trods af at hun i december leverede en positiv dopingprøve. (Foto: © ANNE-CHRISTINE POUJOULAT, Ritzau Scanpix)

Bedstefars hjertemedicin

IOC agter at afholde en medaljeceremoni, når dopingsagen er afsluttet, lyder det. Men hvor og hvornår det sker, er endnu usikkert. Komitéen afventer stadig svar på skøjteløberens opfølgende B-prøve.

Mens Kamila Valieva fortsat må konkurrere i Beijing, udvikler sagen sig løbende. Hun har selv forklaret sin positive dopingprøve med, at hun tilbage i december benyttede sig af sin bedstefars medicin. Det oplyser Denis Oswald, formanden IOC's disciplinærinstans.

- Hendes argument var, at stoffet kom ind via den hjertemedicin, som hendes bedstefar tager, siger han.

Hvorfor Valieva kom i kontakt med hjertemedicinen, fremgår dog ikke. Medicinen indeholder spor af det forbudte stof trimetazidin, som kan øge blodcirkulationen og derved kroppens udholdenhed.

Opfølgning på tirsdagens konkurrence:

Kamila Valieva var bedst af alle i det korte program og indtager derfor første pladsen, inden det lange program på torsdag hvor medaljerne bliver fordelt.

Se den unge russers korte program i videoen herunder: