Det må ikke være helt nemt at dyrke en vintersport i et land uden sne.
Det ved OL-deltagerne Rolando Reid, Shanwayne Stephens, Ashley Watson og Matthew Wekpe alt om, men det kan du ikke hverken se eller høre på dem, når de kommer syngende og nærmest dansende med kæmpestore smil på.
De fire bobslæde-kørere fra Jamaica er lykkelige over at være med til OL i Beijing, for vejen dertil har ikke ligefrem været snorlige.
De har knoklet hver for sig med fysisk træning og mødtes på grund af coronapandemien for første gang til fællestræning og konkurrence i september sidste år. Her gik deres slæde i stykker, så de måtte låne en anden af nogle canadiere.
Tidligere på året gik et billede viralt, da Shanwayne Stephens sad bag rattet i sin forlovedes mørkeblå Mini Cooper, mens en holdkammerat skubbede ham rundt i gaderne i den engelske by Peterborough, hvor han bor.
Det er i det hele taget lidt svært ikke selv at trække på smilebåndet, når man ser på de fire gutter, der adskiller sig en del fra de fleste af konkurrenterne. Ikke mindst fordi, de kommer fra et land, hvor bobslædekørsel traditionelt ikke er nogen stor sport, selv om deres deltagere ved vinterlegene altid har høstet enormt stor respekt og ikke mindst masser af positiv opmærksomhed.
Fortællingen om det eksotiske vintersportshold minder nemlig på mange måder om den legendariske feel-good film "Cool Runnings" (dansk titel: "Af banen"), fra 1993, hvor John Candy som træner påtager sig opgaven at kvalificere fire mildt sagt uprøvede jamaicanere til vinterlegene.
Ligesom det selvfølgelig - det er jo en Walt Disney-produktion - lykkes i filmen, der er inspireret af de virkelige hændelser frem mod Jamaicas første kvalifikation i '88, lykkedes det også for de fire gutter at kvalificere sig til det igangværende vinter-OL i Beijing, da de i januar snuppede den allersidste plads som det 28. kvalificerede hold.
Det er ikke sket siden vinterlegene i Nagano i '98, at landet fra det caribiske øhav har et hold med i firemandsbobslæde-konkurrencen.
På holdets Instagram-side delte de den glade nyhed efter kvalifikationen med en række billeder fulgt af teksten "It will be fire on ice".
Én af DR Sportens reportere lagde vejen forbi holdets træning forleden, og her fortalte de, i altid højt humør, hvordan det hele startede for dem og om deres vej til Beijing.
- Vi har alle set den her fantastiske film "Cool Runnings". Alle kender historien, der viser, hvor meget man kan opnå. Det giver en god følelse, siger Shanwayne Stephens, der er holdets pilot.
Det er syv år siden, at han nærmest ved en tilfældighed fik øjnene op for bobslæde-kørsel gennem sit job i det britiske flyvevåben. Her bruger man bobslædekørsel til træning og teambuilding, og Stephens gav det en chance, da han så en plakat, hvor de opfordrede folk til at prøve det.
Siden har han været en fast del af landsholdet i den her ret specielle sport, hvor fire mand i en slæde lavet af plastfiber og stål skal arbejde sammen og bevæge sig som én, mens de suser afsted med op imod 150 kilometer i timen.
I videoen her kan du se, hvordan holdet blandt andet har trænet på asfalt frem mod vinter-OL uden at have en rigtig bodslædebane til rådighed. Bemærk motorcykelhjelmene:
Håber på en plads i top 14
Det er Shanwayne Stephens' opgave som pilot at styre slæden, mens Matthew Wekpe agerer bremsemand. Han spiller normalt rugby og satte sig første gang i en bobslæde for kun 17 måneder siden.
Fællesnævneren for Stephens' tre holdkammerater er, at ingen af dem har ret meget erfaring i bobslædekørsel.
Ligesom Matthew Wekpe har Ashley Watson og Rolando Reid begge dyrket andre sportsgrene på forskellige niveauer, men nu er de så endt her i Beijing med et mål om at slutte blandt de bedste 14 af de 28 deltagerlande.
En 14. plads er nemlig den hidtil bedste placering for et jamaicansk firemandsbobslædehold. Den placering hentede Dudley Stokes, Winston Watts, Wayne Thomas og Chris Stokes - nuværende præsident for landets bobslædeforbund - ved legene i 1994 i norske Lillehammer.
Ved det allerførste OL med jamaicansk deltagelse i Calgary, Canada, blev holdet faktisk diskvalificeret efter et styrt.
I et sving væltede slæden med Dudley Stokes, Devon Harris, Michael White og præsident Chris Stokes pludselig rundt, og de fire mænd kunne ikke gøre andet end at vente, til farten tog af, så de kunne komme ud.
Som var det endnu en Disney-produktion, hvor alt ender lykkeligt, ser man dem krydse målstregen til fods efter styrtet, mens de modtager publikums store hyldest og giver high-fives.
I kommentarsporet på YouTube under videoen af styrtet kommer der stadig, her 24 år senere, indimellem nye bemærkninger om, hvor exceptionel en præstation, de udførte dengang.
"De fleste vil ikke huske, hvem der vandt konkurrencen, men de vil huske de her fire gutter for evigt", skriver en bruger, mens en anden blot skriver "Respekt".
Det nuværende hold lægger heller ikke skjul på, at de udmærket er klar over, at de ikke er blandt medaljefavoritterne, men de olympiske lege handler om meget mere end at vinde metal og sportslig anerkendelse.
- Vi har hjertet med i det her, og vi er stolte over at repræsentere vores land, så vi er egentlig bare glade for at være med, siger Rolando Reid.
Jamaicas hold kører næste gang under OL klokken 02.30 og igen klokken 04.05 natten til lørdag. De kører også 02.30 natten til søndag.
