Adrenalinen er overvældende, nærmest berusende. Men slædesportsgrenene ved vinter-OL kan i enkelte tilfælde også give følelsen af at forlade det menneskelige hylster.

På en ubehagelig måde, vel at mærke, og det har affødt et udtryk, atleterne kalder sled head. Slædehoved.

Tom Johansen, der er formand for den danske bobslæde- og skeletonsatsning, har selv prøvet det på egen krop, da han i perioden fra 1998 til 2006 var bobslædepilot.

- Hvis du kører for mange løb samme dag, bliver du træt i hovedet, fordi du har koncentreret dig så meget. Du fungerer, men er ikke i stand til at tænke kreative tanker. Du er bare til stede, siger Tom Johansen.

- Alt foregår udenfor ens egen krop. Man er iagtager og ikke deltager i sit eget liv. Det er den følelse, man har.

Tom Johansen hørte første gang slædehoved-udtrykket, da canadierne op til vinter-OL i 2010 angiveligt kørte mellem otte og tolv træningsløb hver dag.

Turen ned ad isbanen i skeleton og bobslæde er en højhastigheds rystetur for hovedet, og siden opstod hypotesen, at hvis atleterne får for mange af de rystelser, uden at restituere, kan det give langsigtede følgeskader i hjernen.

I videoen herunder ses det tyske vinderpar, Francesco Friederich og Thorsten Margis, i tomands bobslæde ved dette års vinter-OL i Beijing.

Når det gælder hjernen - og rystelser af selvsamme - bevæger vi os ind i et meget komplekst felt, siger Mille Møller Thastum, der er neuropsykolog og ph.d.

Hun arbejder på Regionshospitalet Hammel Neurocenter og beskæftiger sig med behandling af langvarige symptomer efter hjernerystelse.

Vores hjerne ligger beskyttet af kraniet og væske, som er udviklet til at modstå og absorbere slag. De fleste af de stød og rusk, vi får, vil derfor ikke påvirke selve hjernen, forklarer hun.

- Hvis man skal diagnosticere noget som en egentlig hjernerystelse, skal der være kliniske tegn på det tidspunkt, man får hovedtraumet, der viser, at hjernen har fået en kraftig påvirkning. Det kan være påvirkning af bevidsthed eller en kort periode med hukommelsestab, siger neuropsykologen.

Hypotesen er i bobslæde og skeleton dog, at kørerne får mange små slag til hovedet, der ikke er kraftige nok til at kunne kategoriseres som en hjernerystelse. Såkaldte mikrohjernerystelser. Og at de over tid angiveligt kan medføre skader på hjernen.

I 2018 satte et canadisk forskerhold sig for at undersøge teorien, men det lykkedes dem ikke at finde endegyldige beviser. Derfor er det også fortsat et 'hypotetisk fænomen', slår Mille Møller Thastum fast.

- Det er ikke noget, man indtil videre har kunnet påvise med sikkerhed, siger Mille Møller Thastum.

Forskerne bag undersøgelsen påpegede også, at der er masser af tidligere atleter, som ikke kæmper med langvarige symptomer relateret til hjerneskader.

'Vi er sindssygt forsigtige'

Når Tom Johansen i dag tænker tilbage på, hvor meget canadierne trænede dengang, bliver han faktisk lidt rystet. Det var 'meget voldsomt'. Til sammenligning har man i Danmark valgt at sætte et loft på maks tre gennemløb per træning.

- Jeg er lidenskabelig forbundsformand og så længe, at der er en hypotese om, at senfølgerne kan være til stede, synes jeg ikke, at man kan tillade sig at tage chancer. Vi er nødt til at passe på vores atleter, siger Tom Johansen, der har to sønner, som dyrker skeleton.

Siden har Canada også skruet markant ned for træningsmængden og tillader i dag, som danskerne, højest tre ture om dagen.

I et forsøg på at beskytte atleterne, har det internationale forbund indført en hjernerystelsesprotokol (en baseline test, red.), der giver det medicinske fagpersonale ved banen mulighed for at trække atleterne ud og grounde dem, hvis de vurderer, at det er nødvendigt.

På en træningslejr i Østrig i sidste uge så Tom Johansen sig imidlertid nødsaget til at tilsidesætte deres faglige ekspertise.

- Her fik vores pilot grønt lys til at køre, men jeg valgte at hive ham ud, fordi jeg ikke vurderede, at han var klar. Vi er sindssygt forsigtige og går hellere med livrem og seler, siger formanden.

Den fremgangsmåde bifalder neuropsykolog Mille Møller Thastum.

- I sportsgrene med stor kraftpåvirkning af hjernen og stor risiko for hovedtraumer, som for eksempel bobslædekørsel, kan man lige så godt tage nogen forholdsregler og minimere den påvirkning, hjernen får.

Selvom videnskaben fortsat leder efter endegyldige beviser, er dele af bobslæde- og skeletonmiljøet alligevel af den overbevisning, at der er en direkte sammenhæng mellem mange år med høje hastigheder, utallige rystelser af hjernen og de alvorlige følgeskader, flere tidligere atleter har oplevet.

Siden 2013 har der været tre eksempler, hvor tidligere bobslædekørere på eliteniveau har valgt mørket til - og livet fra. Senest i 2020, hvor amerikaneren Pavle Jovanovic begik selvmord.

Han har engang beskrevet følelsen i slæden som at være 'i en blender og en tornado på samme tid'.

Og sidste år valgte den tidligere amerikanske landsholdskører William Person at sagsøge USA's bobslæde- og skeletonforbund, fordi der, ifølge ham, bliver dækket over, hvor farlig sporten er.