Skistjerne stopper OL-karrieren. Nu frygter hun, at eliteidræt har ødelagt hendes chancer for at blive mor

Dobbelt guldvinder Therese Johaug takker af fra OL og håber, at hendes krop ikke er trænet i stykker efter 15 år som langrendsløber.

Norske Therese Johaug har været dyrket langrend på topplan i 15 år. Men søndag afrunder hun sit bedste OL og en flot karriere i kvindernes 30-kilometer-klassiker.

Rettelse: Tidligere i denne artikel fremgik det, at Therese Johaug stopper sin karriere. Dette vides ikke med sikkerhed, da hun udelukkende har bekræftet, at hun indstiller sin OL-karriere. Hvorvidt hun fortsætter sin øvrige langrend-karriere er endnu uvist.

De mest frugtbare år bruger elitesportsudøvere på træning. Hver dag, morgen og aften, ofte med et olympisk mål i sigte. Og når karrieren går på hæld, står flere kvinder med ønsket om at få børn.

Den norske langrendsstjerne Therese Johaug har haft en lang karriere med store sportsresultater, der involverer flere olympiske medaljer.

Søndag skal hun i aktion for sidste gang ved et OL, men hun ved endnu ikke, hvordan karrieren bagefter skal se ud. Hun har dog en drøm om at starte en familie - men om det kan lade sig gøre, ved hun ikke.

- Der er ingen garanti for, at man kan få børn, når man er eliteatlet, siger Therese Johaug til Expressen.

For efter mange års hård træning, hvor kroppen har ydet sit maksimale, er det ikke sikkert, den kan blive gravid med det samme. Det fortæller Mette Hansen, der er lektor på institut for idræt og folkesundhed hos Aarhus Universitet.

- Elitesport kan godt have indvirkning på fertilitet - i hvert fald inddirekte. Vi har lavet en undersøgelse på kvindelige Team Danmark-atleter, hvor vi så en meget høj forekomst af menstruationsforstyrrelser hos udholdenhedsatleter.

- Så når Therese Johaug siger, at hun er bekymret, så er det med stor sandsynlighed, fordi hun har haft menstruationsforstryrrelser, siger Mette Hansen.

33-årige Therese Johaug vinder sin trejde olympiske guldmedalje. Denne gang i disciplinen 10-kilometer-klassikeren. (Foto: © Pierre-Philippe Marcou, Ritzau Scanpix)

Lav fedtprocent og udeblivende menstruation

Flere danske kvindelige elitesportsudøvere har stået i samme situation som Johaug.

Den danske bokser Dina Thorslund fik et barn, inden hun begyndte karrieren som elitesportsudøver. Men efter elitesporten kom ind i hendes liv, har hun oplevet, hvordan den naturlige cyklus ændrede sig på grund af træningsmængden.

- Jeg tænker over, om det vil påvirke min fertilitet, for der kan godt gå op til tre måneder, hvor min menstruation udebliver, fordi jeg træner så hårdt, siger Dina Thorslund.

- Men det er ikke noget, der bekymrer mig. Men tanken strejfer mig somme tider, for det påvirker kroppen at træne hårdt i så lang tid, siger bokseren.

Da den 34-årige danske løber, Sara Slott, begyndte sin karriere som løber, overvejede hun ikke, hvilke konsekvenser det kunne have for hendes krop, men hun valgte at få børn, mens hun stadig var aktiv løber.

Hun forstår derfor godt, at den norske langrendsløber er bekymret.

For hvis man vælger at vente med at få børn til efter elitesportskarrieren, tikker det biologiske ur, samtidig med at kroppen har været hårdt presset i mange år.

- Hvis jeg ikke havde fået min søn, for otte og et halvt år siden, kunne jeg godt have været noget mere stresset nu, siger Sara Slott.

Therese Johaug stopper OL-karrieren efter konkurrencen i nat. (Foto: © LINDSEY WASSON, Ritzau Scanpix)

Efter mange år som udholdenhedsatlet i verdenstoppen har Therese Johaug trænet hårdt og med al sandsynliged også spist sundt.

Men hun har også forbrændt ekstremt meget krudt i forhold til mængden af energi, hun potentielt har indtaget. Det er i hvert fald tilfældet for mange udholdenhedsatleter, fortæller Mette Hansen.

Får kvindekroppen ikke energi nok til træningsmængden, kan den gå i en sparetilstand, hvor menstruationen undværes.

Skal Therese Johaug gøre sig forhåbninger om at få børn, handler det derfor om at komme tilbage i den rette balance, fortæller hun. Og så er det langt fra umuligt, at hendes drøm om at stifte familie kan gå i opfyldelse.

- Når hun lige får vægten op og den potentielt udeblevne menstruation tilbage ved at sætte fokus på en mere moderat træningsmængde og en fornuftig kost, er der stor sandsynlighed for, at det vil øge hendes fertilitet, siger Mette Hansen.

Lang karriere lakker mod ende

Den norske langrendsstjerne topper og stopper OL-karrieren i en alder af 33 år. Søndag skal hun i aktion for allersidste gang i kvindernes 30-kilometer-massestart.

- Det bliver et ekstremt hårdt løb, det ved vi godt, men jeg ser frem til det, siger Johaug til svenske Expressen.

- Det har været mit liv i 15 år. Jeg har deltaget ved to OL før dette, og ved nu, at der ikke bliver flere. Det er trist at tænke på, at det er sidste gang, jeg oplever denne særlige atmosfære. Det er mærkeligt, men jeg prøver at nyde det, siger skiløberen.

OL i Beijing slutter søndag den 20 februar. Her skal Therese Johaug og resten af feltet i aktion ved kvindernes 30 kilometer massestart. Løbet vises på DR 1 fra klokken 03.55.