Forleden modtog jeg en klage over et interview i Deadline med Enhedslistens forsvarsordfører Eva Flyvholm. Politikeren var inviteret i studiet, fordi hun i Berlingske havde udtrykt forståelse for Ruslands sikkerhedspolitiske interesser i Ukraine, hvis der skulle komme en fredelig løsning på konflikten om Ukraine.
Studieværten stillede en del gange det samme spørgsmål. Med lidt forskellige ord og fra forskellige vinkler afprøvede han, hvad Enhedslistens ordfører mente, og hvor langt hun var villig til at gå for at efterkomme russerne. Værten spurgte også ind til, om der var andre autokratier som for eksempel Kina, som Enhedslisten også mente havde legitime krav i forhold til nabostater.
Eva Flyvholm svarede på det hele. Og det tog lang tid, for interviewet varede næsten 23 minutter.
DR burde beklage journalistens ”arbejdsmetode” og sige undskyld, mente klagerne. Værten havde ikke – ifølge deres opfattelse – ret til at blive ved med at stille det samme spørgsmål. Til det må jeg sige: Jo. Det er nogle gange ikke bare en journalists ret, men også pligt. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at om så studieværten havde brugt samtlige 23 minutter på det samme spørgsmål, så kunne det sagtens være berettiget. Dermed ikke sagt at nogle seere ville føle det pinligt, ja, ligefrem være rasende over det. Men det er ikke sagen. Det er det rent principielle i det, som er vigtigt.
Nogle husker måske tilbage i 2013, hvor en studievært på Deadline 28 gange spurgte den daværende socialdemokratiske justitsminister Morten Bødskov, om han kunne komme med et konkret eksempel på, hvorfor ministre har brug for mindre offentlighed om deres arbejde. Mange interviews bliver først rigtig gode og oplysende – navnlig i forhold til det som politikere ikke vil svare på – når journalisten bliver ved.
Det kan overskride en form for personlig grænse. Jeg har selv været der en del gange, og det kan nemt føles som gå over en streg, når man kan se og mærke kildens vrede og irritation. Og bagefter kommer reaktionen fra læsere, lyttere og seere, som omfatter det som uforskammet og tølperagtigt. Alle interviews bør selvfølgelig ikke have karakter af et forhør. Men det kan ind imellem være nødvendigt. Hvis det skal give mening, at DR forholder sig kritisk til alle kilder – og det er faktisk det, der står som en grundlæggende værdi for DR – bør man også have retten til at holde fast og blive ved når kilden svarer udenom, men viser tydelig irritation over fremgangsmåden.
Det er i virkeligheden lige præcis dér, at tidens gode demokratiske samtale ligger. At der gennem spørgsmål er kontrol med de beslutninger, som bliver truffet.
Var Eva Flyvholm irriteret? Måske, men hun viste det ikke. Hun svarede beredvilligt. Kilden her var en toppolitiker, som medierne i den grad bør gå kritisk til. Emnet var ikke bagatelagtigt. De europæiske lande herunder Danmark står på tærsklen af en krig med Rusland og Nato. Ganske vist med Ukraine som aktør, men godt hjulpet af Nato-lande. Vore naboer ruster op og udtrykker interesse for at komme ind i Nato.
I den sammenhæng er det relevant for seerne at komme tættere på, hvad et støtteparti til regeringen egentlig mener, når det gælder Europas deling og brug af militær magt.
Og hvad er egentlig alternativet til, at det er mediet selv, der tilrettelægger hvilke spørgsmål, der skal stilles? Skal det så være kilden, der sætter en grænse? Eller Folketinget? Regeringen?
En medvirkende har jo altid muligheden for at undlade at svare – eller gå.
Ét af de stærkeste interviews i DR, jeg nogensinde har set, var da to daværende udenrigspolitiske medarbejdere i DR i 1983 i TV Aktuelt interviewede (det var i sovjettiden og medarbejderne Lally Hoffmann og Peter Dalhoff-Nielsen interviewede på russisk, og man måtte ryge i studiet) den daværende politisk kommentator for regeringsbladet Izvestija og medlem af politbureauets revisionskomite Aleksander Bovin.
De stillede kritiske spørgsmål om nedskydningen af det sydkoreanske passagerfly, politiske fanger i sovjetiske fængsler og landets fredsbevægelser. Sovjetredaktørens kraftige øjenbryn blev mere og mere sammenknebne, efterhånden som tiden skred frem, og da de spurgte ham til, hvorfor sovjetborgere ikke frit kunne forlade deres land, pakkede Bovin sine cigaretter sammen, tog armbåndsuret på og stoppede interviewet med en salut om, at han aldrig var blevet behandlet så uetisk af en TV-station.
Efter hvilken etisk standard?
Klummen er udtryk for lytternes og seernes redaktørs opfattelse – ikke DR’s.
Du kan læse hele sagen her: