Må DR gøre lige meget grin med Jesus og Muhammed?
Det spørgsmål rejste den kristent funderede lytter-og seerorganisation, KLF, tidligere på året. Og det var ikke første gang. Organisationen har tidligere henvendt sig til mig, fordi den mener, at DR ikke behandler kristendommen med samme pli og hensyntagen, som man gør med islam.
Organisationen har modtaget klager fra sine medlemmer, fordi DR´s børneprogram ”Onkel Reje” bragte et afsnit, hvor seriens figurer er på Bornholm, og hvor ”verdens største bornholmer” er så stor, at hun kun kan bruge en rundkirke som toilet.
Men det, der slog – og undskyld udtrykket – hovedet på sømmet, var en satire fra DR3 lagt ud på Facebook langfredag om Jesus på korset.
Jesus anråber sin far i himlen, og Gud kommer ned på jorden til sin søn og skælder ham ud på ret jordisk vis for at glemme sin rygsæk og ”hænge ud med ham Judas”, som vist har en dårlig indflydelse på ham.
KLF fandt den stødende. Det ville DR aldrig gøre med Muhammed og islam, mente organisationen. Og i øvrigt er retten til at ytre sig ikke det samme som retten til at krænke andre mennesker, hvis tro netop bygger på Jesu død på korset for menneskers skyld.
Jeg bragte klagen videre, og DR svarede: Jesus-sketchen var vigtig, fordi det er en måde at fortælle unge mennesker om kristendommen og påsken på. Her valgte DR hensynet til formidlingen og ytringen frem for hensynet til, at nogle kristne lyttere og seere kunne føle sig krænket over det, de opfattede som en form for gudsbespottelse og nedgørelse af deres tro.
DR har ikke mange af den slags sager og egentlig gudsbespottelse. Men emner, der relaterer sig til hensyn til tro og religion er der mange af. Store og små.
Jeg er dykket ned i ”Onkel Reje” og ikke mindst i KLF’ s klage over det blasfemiske anstrøg, som de klagede over. Og hele emnet om DRs ytringer i forhold til tro og religion har jeg behandlet i min seneste halvårsrapport til bestyrelsen, der kan læses her: Halvårsrapport 1. halvår 2017
Med hensyn til det første er der ikke på nogen måde tale om, at børneprogrammet bruger hverken kristne eller muslimske symboler. Det var en enlig svale. Om DR ville have afholdt sig fra at bruge en moské som toilet på et billede, kan jeg ikke bedømme. Det interessante er, om der er nogle bevidste hensyn og egne begrænsninger og navnlig ubevidste, som styrer, hvordan DR vælger at gå til tro og religion.
I udgangspunktet hviler DRs værdier på neutralitet, ligestilling og upartiskhed. Det gælder i alle forhold, og det står i forordet til DRs etiske regler.
Og så alligevel. For læser man godt efter i reglerne for behandling af tro, religion og minoriteter, står der faktisk, at man skal tage nogle særlige hensyn.
”DR skal udvise passende hensyn til religiøse forhold, kulturelle og etniske traditioner.”
Og når det gælder retten til at lave sjov og gøre grin, står der, at det kræver ”særlige overvejelser, når satiren er rettet mod minoriteter eller er baseret på race og religion.”
Hvis DR behandler alle lige, er der vel også ligestilling mellem evangelisk-luthersk kristendom i den danske folkekirke og islam. For det er jo de andre monoteistiske religioner - primært islam og i mindre grad jødedommen, vi taler om, når vi taler minoritetsreligioner i Danmark.
Kendere af islam vil kunne oplyse, at der generelt hersker et forbud mod at vise billeder i islam. Det gælder både af mennesker og dyr. I stedet benytter man geometriske mønstre og symboler. Navnlig viser man ikke profeten Muhammed.
DR kan vælge at fortolke ”passende hensyn” sådan, at man godt kunne, men ikke vil vise Muhammed af respekt for en udbredt – men ikke entydig - opfattelse af et billedforbud i islam. Det er altså den generelle religiøse følelse, der vinder over ytringen.
Der findes faktisk også et billedforbud i jødedommen, og også et forbud i De ti Bud, som man i en gammel testamentelig fortolkning af kristendommen kan påberåbe, men næppe mange gør.
Her må DR spørge sig selv. Når og hvis vi vælger at tage det hensyn, hvorfor gør vi det så? Hvad er gældende for, hvornår DR gør det, og hvornår DR vælger at trodse det?
Alle kan være enige om, at det er barnligt, umodent og dumt at provokere for provokationens skyld. Men det, der for den ene er en dybt krænkende ytring, kan være livsvigtig information og frihed for den anden.
Forleden bragte DR afsnit to af samtaler med de fem nulevende statsministre. Her viste DR den berømte forside fra Morgenavisen Jyllands-Posten med de tolv karikaturtegninger – herunder den allermest forhadte af Muhammed med turban som bombe og et kalligrafisk tegn for den muslimske trosbekendelse printet på det sorte i den bombe, som turbanen også forestillede.
Her valgte DR at bringe en yderst relevant illustration til én af de største udenrigspolitiske kriser, som Danmark har stået i, mens tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen berettede om sin oplevelse af Muhammedkrisen.
Der var det hensynet til ytringen, der gik forud for et eventuelt krænkelsesaspekt.
Der er sket noget nyt. Der er ingen facitliste længere i forhold til blasfemi i lovens forstand. Den blev efter 151 år afskaffet i sommer. Folketinget forkastede blasfemi-paragraffen. Den var sjælden benyttet, strafferetseksperter i Straffelovrådet havde tidligere slået fast, at man næppe kunne trække paralleller fra den ene sjældne sag til den anden, fordi området retsligt er så påvirkelig for tidernes skiften, at der ikke er dannet en præcedens.
Men den var der dog, blasefemiparagraffen. Og den udgjorde en autoritativ instans, hvor domstolene faktisk kunne dømme noget som blasfemisk – gudsbespottende – i lovens forstand og dermed ulovligt. En samfundsmæssig stopklods. Der var i mere overordnet forstand en kant i forhold til, hvor langt ytringer i samfundet kunne gå over for at krænke menneskers religiøse følelser.
Det kan ingen mere. Den rettesnor er væk. Nu påhviler der et ansvar hos redaktører, journalister, kunstnere, politikere og alle andre især, der lever af at ytre sig i selv at trække den grænse.
Sejladsen er fyldt med undersøiske rev.
Hvis DR af frygt for at krænke nogen overhovedet afstår fra at ytre sig kritisk om religion og tro, risikerer man at udøve selvcensur for at være på den sikre side. Det kan ikke være meningen. For er det så eksempelvis den, der truer mest, som også indirekte kan true og råber mest om krænkelse, som kan true et medie til tavshed.
Men på den anden side kan båden også sejle over til den anden side af farvandet, hvor den får skåret bunden op, fordi den støder på unødig krænkelse og måske had ved at gå for vidt i en provokation. Krænkelse kan være en omkostning ved ytringer, men ikke et formål.
Eksemplet med billedforbuddet viser, at det slet ikke er let at finde et godt kompas, som viser rigtigt.
Tag den norske debat om hvorvidt en vært på NRK må bære tørklæde. En tilhænger siger: En public service station skal kunne afspejle samfundet, hvor muslimske kvinder bærer tørklæde. En kritiker vil sige: Tørklædet er et religiøst symbol på kvindelig underkastelse i islam, og der findes mange muslimske kvinder, som kæmper en hård kamp for at slippe fri for dette symbol. Uanset om NRK eller DR vælger det ene eller andet, så har det en konsekvens og er slet ikke noget neutralt og entydigt valg. Det kræver overvejelse og eftertanke. Hvorfor vælger man som man gør.
KLF har ikke ret. Det er ikke et formål at krænke kristne menneskers grundsyn på Jesus med DR3 satire. Men det er – uanset smag og behag – inden for ytringsfriheden, at DR gjorde det. Lige som DR naturligvis skal kunne vise Morgenavisen Jyllands-Postens berømte og forkætrede avisside i en relevant sammenhæng.
Nu sejler alle vi mediefolk uden domstolenes signalbøje, om kan vise, hvor grænsen går. Hverken Pressenævn, lytternes og seernes redaktør eller andre kan med samme autoritet sætte en grænse. Samfundet har på et symbolsk område valgt at løsne en symbolsk fortøjning til den kulturarv, hvor troen og krænkelsen af denne spillede en større rolle end retten til som individ at udtrykke sig. Det giver en ny frihed, men øger også behovet for at finde ind til kernen i, hvad det er for værdier og holdninger, der styrer de ”passende hensyn.”
Du kan læse hele rapporten her: