I begyndelsen af oktober sidste år fandt der en begivenhed sted i Stockholm, som sendte et meget interessant signal. 34 uafhængige pressenævn i en række frie, demokratiske lande mødes en gang om året for at drøfte fælles anliggender- denne gang i den svenske hovedstad. Nævnene er sat i verden for at holde øje med, om demokratiske landes frie medier lever op til såvel lovgivning som etik for god presseskik. Ud af mødet i Stockholm kom en fælles formuleret bekymring: De sendte et brev til Facebook, fordi de er bekymrede for, at Facebook ødelægger pressefriheden ved at fjerne journalistisk indhold og dermed udøver censur. Og videre fremgik det, at der er ingen grund til, at en udbyder som Facebook griber ind i journalistisk indhold i lande, der har uafhængige pressenævn til at tage sig af den slags.
Nævnene bad derfor Facebook om at lade være at blande sig i medier, som allerede er underkastet kontrol fra netop pressenævnene. Dermed formulerende også de uafhængige pressenævn den bekymring, som har været åbenlys for en række medier især i 2016, hvor især et par begivenheder har sat gang i debatten. Det var opsigtsvækkende, da den norske avis, Aftenposten, udfordrede Facebooks billedcensur ved at vise det berømte billede fra Vietnam-krigen af en lille pige, som flygter fra et napalmangreb. Facebook fjernede billedet, da det stred mod firmaets politik om ikke at vise nøgne børn, og dermed illustrerede beslutningen de åbenlyse svagheder ved at have en virksomhed som Facebook til at definere, hvad der har offentlig interesse. Knap havde den debat lagt sig, før det amerikanske præsidentvalg førte til en bølge af beskyldning om, at sociale medier og herunder Facebook viderebragte falske nyheder. Og videre ad det spor er det nok så ildevarslende, at en række efterretningstjenester, herunder i Danmark og i Sverige, i deres rapporter for 2016 har advaret om russiske forsøg på at påvirke politik og meningsdannelsen i andre lande gennem brug af sociale medier til udspredelse af bestemte og manipulerede budskaber.
Dertil kommer en række andre etiske udfordringer, som samarbejdet med Facebook stiller alle medier -herunder også DR – overfor. Facebook har tilkendegivet, at man gerne vil ind på det store kinesiske marked, men der er tale om et land, som i høj grad overvåger sin befolkning og dens ytringer. Skal Facebook være en del af det, hvis det lykkes at komme ind? Hvordan stiller Facebook sig i det hele taget i sit samarbejde med forskellige landes myndigheder i forhold til at udlevere oplysninger, som er indsamlet via Facebook? Heller ikke der er billedet klart og entydigt. Og det kan også nævnes, at der har været rejst kritik af Facebooks håndtering af billedcensur, som tilsyneladende foretages af akkordarbejder, der næppe har tid til de store etiske overvejelser, hvis de skal kunne holde en dagløn, de kan eksistere for.
Men debatten er svær, fordi Facebook er enormt populær. Befolkningerne – navnlig i Danmark – er vilde med sociale medier. Og medierne ikke bare bruger Facebook (og andre sociale medier) men forsyner også Facebook med nyheder, som dermed bliver delt blandt brugerne. Der er en form for symbiose. I Danmark har DR en dominerende rolle på det felt med mere end hundrede Facebook-profiler der har i nærheden af 200.000 kommentarer om måneden.
Måske tiden er kommet til, at DR som følge af den udvikling ikke længere skal nøjes med at opstille etiske spilleregler for den daglige brug af sociale medier, men også overordnet forholder sig til de udfordringer, som især Facebook skaber for pressefrihed og ytringsfrihed generelt. Det forslag er jeg kommet med i min nyeste halvårsrapport til DR's bestyrelse. For hvordan kan man egentlig agere i forhold til Facebook, som nægter, at den i realiteten er redaktør med det ansvar, der følger og står for en enorm del af den nyhedsformidling, som befolkningerne i en række lande modtager. Tiden er – forekommer det også at Facebook har indset – forpasset til, at virksomheden bare kan melde sig ud af den debat.
Stadig mangler der konkrete svar fra Facebook på, hvordan virksomheden præcist vil forholde sig til sin egen redaktørrolle. Ved enkelte lejligheder peger stifteren Mark Zuckerberg selv på, at Facebook vil stramme op, imødegå falske nyheder, men hensigterne mangler konkretisering. Det er stadig Facebook, der bestemmer, hvad Facebook finder er passende at gøre. Facebooks ansatte kan slette billeder, artikler og hvad som helst, der ikke passer ind i den form, som virksomheden går ind for. Det kaldes censur, eller måske i nogle tilfælde selvcensur for de medier, som har tilpasset sig frygten for, at Facebook fjerner billeder og tekst, man ikke bryder sig om. Så hvordan forholder DR sig til den problemstilling?
Facebook er en forretning. Den lever af, at stadig flere mennesker, klikker, liker, deler og i det hele taget bruger Facebook. Det medvirker DR og andre medier til. Facebook er også en enorm meningsmaskine. Den sprøjter alt ud lige fra familiebilleder til underlige falske nyheder, skidt og kanel. Og så alligevel ikke. For Facebook har faktisk nogle grænser. I et nyt manifest taler Mark Zuckerberg om, at faren for den offentlige debat er polarisering. Skarpe standpunkter. Men skal Facebook med sine egne og uigennemskuelige beslutningsprocesser være overdommer på, hvad der er ”god tone” og ikke ”god tone” på Facebook?
Hvis man vil være på Facebook, må man skrive under på Facebooks retningslinjer. Fair nok. Det er en privat virksomhed. Men kan et samfund og dets institutioner, herunder DR, overlade det til Facebook at definere så vigtige spilleregler?
Min opfordring til DR er, at man fremlægger sit eget bud på, hvilke udfordringer, DR ser, og hvordan man har tænkt sig at forholde sig til dem i de kommende år. Det er en proces, som DR's ledelse allerede internt har været i gang med længe, men kunne man ikke gøre sine overvejelser og analyser tilgængelige for offentligheden og dermed også være med til at påvirke debatten og udviklingen? Jeg håber det, og det er min opfordring. For det er et område fyldt med dilemmaer. På den ene side har DR en erklæret politik om at være digital og være i dialog med de unge brugere, men på den anden side rejser den hastige udvikling på de sociale medier en række dilemmaer i forhold til at understøtte en ”supermagt” på det mediemæssige og digitale område. Supermagter er ikke sunde, hvis ikke der er nogen til at holde dem i skak. Den britiske filosof og forsker, Timothy Garton Ash, har dedikeret sin åndelige virksomhed til ytringsfrihed og er én af de tænkere, som klarest ser udfordringen for demokrati og samfundsdebat fra de nye mediegiganter. Han kalder Appel, Google, Facebook og Amazon ”de store katte” – mediesupermagterne – som har en dominerende indflydelse på ytringsfriheden. Og Garton Ash drager den slutning, at de traditionelle medier må begynde at formulere et modsvar til de store aktører.
Hvis disse refleksioner kommer fra DR og i de kommende år bidrager til den offentlige debat parallelt med, at den teknologisk udvikling sker, er der håb om, at DR kan yde et visionært bidrag til, hvordan både traditionelle medier og nye medier udvikler sig til gavn for den frie og ucensurerede meningsdannelse.
Læs hele rapporten her: