”Spasser”.

Ordet indgår for tiden i et program, man kan se på DR2, og de fleste af os ved vist godt, at det ikke et pænt ord.

Titlen er 'Danmarks lækreste spasser'. Det er bygget op om Mulle Skouboe, der sidder i kørestol og lider af cp. Den lidelse, som Spastikerforeningen i dag anbefaler, at man ikke længere kalder spastisk lammelse, men for cp. Forkortelsen står for cerebral parese.

Mulle Skouboe er meget direkte, og hun insisterer på at kalde sig selv for ”spasser.” Hun giver i programmerne udtryk for, at ordets negative klang forsvinder, når mennesker med netop dét handicap selv bruger ordet. I programmerne forholder hun sig til begrebet skønhed og samfundets idealer, og Mulle Skouboe har fået DR med til at gøre sig selv til vært ved en skønhedskonkurrence, hvor Danmarks smukkeste handicappede skal kåres.

Ikke alle er begejstrede for Mulle Skouboes holdninger. En kvinde, der selv har cp, klagede til DR, fordi hun mente, at programmet skadede hende selv og andre med cp og satte dem tilbage i kampen for at blive anerkendt som individer og ikke kun blive opfattet som mennesker med et handicap. Hun fandt programmet direkte skadeligt, og hun bad DR sætte det på pause, ind til andre med cp kunne komme til orde.

Redaktøren af programmet gav ikke klageren ret, og hun bad mig som DR’s ombudsmand tage stilling til sagen. Heller ikke jeg gav hende medhold.

På den ene side er det forståeligt, at et menneske med cp kan føle sig sat tilbage, når ordet ”spasser” bliver slået op endda i en programtitel. På den anden side er programmet efter min opfattelse hverken forhånende eller fornedrende over for mennesker med handicap. Programmet er bygget op om personen Mulle Skouboe, og hun bruger ordet ”spasser”. Det spiller en væsentlig rolle for temaet. Når DR har valgt det tema, må det også være tilladt, at ordet ”spasser” indgår i programtitlen. Om det er godt eller skidt, er op til den enkeltes smag, og det forholder jeg mig ikke til. Men det er ikke en overtrædelse af DR’s etiske retningslinjer.

DR’s forpligtelse er derimod, at inden man træffer et kontroversielt valg – for eksempel at eksponere en kvinde med Mulle Skouboes holdninger og bruger ordet ”spasser” i en programtitel, tænker man nøje konsekvenserne igennem.

Der er mange, der er krænkede i vores tid. DR’s retningslinjer slår fast, at DR skal modvirke fornedrende eller fordomsfuld omtale af eksempelvis personers fysiske handicap. Når jeg undersøger, om DR har overtrådt sine egne etiske grænser, lægger jeg vægt på: Hvad er rammen – konteksten – for et program? Hvilket formål hævder DR, at der er med et program, og hvordan bliver det udført? I hvilken sammenhæng bliver en udtalelse fremsat? Hvad er formålet med udtalelsen?

Alle de konkrete spørgsmål er med til at afklare, i hvilket lys den konkrete udtalelse skal ses og forstås. Her kan jeg føje til, at det jo i høj grad gør en forskel, om en udtalelse for eksempel er sagt i et satireprogram eller i en nyhedsudsendelse. Der er meget vide grænser inden for satire, hvorimod det samme ikke gælder en nyhedsudsendelse.

Hvis DR automatisk skulle bøje af og ændre på indhold, hver gang enkeltpersoner eller grupper føler sig krænket, kunne det ende dér, hvor DR reelt ikke var i stand til længere at være herre over sit eget indhold.

Vi lever i en tid, hvor krænkelser spiller en stadig større rolle i den offentlige debat. Sociale medier er med til at sprede et budskab, og dermed kan en krænkelse også hurtigt føre til et pres på medier, herunder DR, for at ændre sit indhold.

Giver man først efter, risikerer man også at give religiøse, politiske, ja, alle særgrupper et nødhåndtag at trække i, hver gang man er utilfreds med noget i DR.

Forleden afgjorde jeg en klage over et program på P1. En klager mente, at et nyhedsindslag om britiske Labour var antisemitisk. Blandt andet havde DR ikke forholdt sig til egne og andres udtalelser i forhold til en international definition på antisemitisme.

Jeg gav ikke klageren ret. DR har ikke i ethvert spørgsmål, der vedrører Israel-Palæstina-konflikten, pligt til at forholde sig til den internationale definition på antisemitisme. DR må principielt kunne lave journalistik, der skildrer staten Israel på en kritisk måde, uden at det i sig selv skal opfattes som antisemitisme.

Derfor:

DR skal stræbe efter ikke at krænke og fornedre. Men det kan være en følge af den redaktionelle frihed, at DR bringer noget, nogen kan føle sig stødt over eller ligefrem vil have fjernet.

Alle redaktionelle valg er truffet af mennesker og kan selvfølgelig diskuteres. Det er ikke en blanco-check til, at alt er i orden, bare en DR-redaktør påberåber sig sin redaktionelle frihed.

Men hvis man er utilfreds, som mange har været med ”Danmarks lækreste spasser” har man sin ret til at kritisere DR og DR’s valg. Enhver klagesag vil blive behandlet og set på individuelt. Der er løbende både enkeltpersoner og grupper, som kritiserer DR for de valg, DR træffer.

Men det er vigtigt at sige fra over for en tendens i tiden til, at den krænkede part nærmest føler at have en form for retskrav på at blive hørt og taget til følge.

For hvis krænkede automatisk får en ret, så har frie medier ikke længere retten til selv at bestemme over sine egne ytringer.

Du kan læse afgørelsen i ankesagen her: