I et veludviklet demokrati er det en selvfølge, at politikere ikke skal bestemme, hvad medierne skal skrive, filme eller på anden måde viderebringe.
Politikere har deres ytringsfrihed som andre og har ret til at kritisere mediernes produkter. Men ethvert forsøg – skjult som åbent – på at diktere, hvad medierne bringer, hører ikke hjemme i et veludviklet demokrati.
Men det seneste forslag fra fremtrædende politikere om at forlange sidste afsnit af DRs Danmarkshistorie omredigeret efter partiets smag, lyder betænkeligt som noget, der kunne være fremsat af politikere fra regimer med knap så rodfæstet en respekt for mediernes frihed. Forslaget er ledsaget med en advarsel fra et ledende folketingsmedlem fra et særdeles indflydelsesrigt parti om, at DRs Danmarkshistorie bør få konsekvenser i det kommende medieforlig for DR.
Ikke helt så galt, men dog med fejlkurs er det, når et folketingsmedlem fra et regeringsparti stiller forslag om, at DR skal forsyne det omstridte afsnit med en ’disclaimer,’ så kommende generationer kan se afsnittet i det rette historiske lys. Nej. Det vil være et alvorligt anslag mod pressefriheden her i landet og et overgreb mod DRs presseetiske regler, hvis den slags krav bliver til virkelighed.
Folketinget har udstukket rammerne for DR, men det er ikke politikernes penge eller politikernes smag, der skal definere, hvad DR producerer. Det er licensbetalerne/skatteydere og borgere, som DR producerer for.
I selve grundpræmisserne for DRs programetik står der, at DR er uafhængig og ikke lader sig styre af økonomiske eller politiske særinteresser. Blandt andet har lovgiverne derfor oprettet en ombudsmandsinstitution, hvortil man kan komme, hvis man blandt andet mener, at DR producerer indhold, der er partisk og fremstår skævt. (Jeg har posten og skal her gerne reklamere og opfordre enhver til at henvende sig, hvis de har en presseetisk klage. Lsrred@dr.dk)
Ingen sandhed
Der findes ikke noget som en officiel sandhed; hverken om journalistik eller historieskrivning. Den græske historiker og manden, der har fået æren for at være den første til at udøve kildekritik og systematisk historieskrivning, historikeren Thukydid, var ikke mere stringent, end at også han krydrede sin historieskrivning med egne tolkninger og vurderinger. Det var Den Peloponnesiske Krig, der var hans emne.
Enhver historieskrivning er præget af personer, samtid, fravalg og tilvalg. Det er helt fair. Det afgørende er, at man åbent lægger sine præmisser for arbejdet frem.
Journalistik er ikke historie i den videnskabelige forstand, men snarere en dag-til-dag fortløbende historieskrivning undergivet de mangler, som tidspres og ufuldstændig adgang til kilder skaber.
Det vil være dybt skadeligt for fortællingen om os selv – navnlig den nyere historie – hvis der ikke er frihed for forskere som journalister til at fremstille virkeligheden på den måde, man ser den. Ikke som en uantastelig sandhed, men som den bedst opnåelige version af sandheden.
Også når den er kontroversiel.
Jernbanesabortører
I 1970erne blev den højt respekterede besættelseshistoriker og senere rektor ved Odense Universitet, Aage Trommer, udskældt, fordi han i sin doktordisputats gjorde op med jernbanesabotagens militære betydning. Det trådte på stærke følelser relativt kort efter Besættelsens ophør.
Forståeligt nok førte det til kritik fra tidligere modstandsfolk, der var præget af egne erfaringer. Men selvfølgelig skulle en faghistoriker som Trommer have lov til at frembringe nyt lys på den moderne historie og herunder ellers modige unge mænd og kvinders modstandskamp. Og naturligvis viderebragte datidens medier synspunkterne.
Sådan foregår debatten i et demokrati.
Jeg har ikke taget stilling til indholdet i sidste afsnit af DRs Danmarkshistorie. Det er muligt, at nogle kilder er blevet overeksponeret, andre det modsatte. Det kan jeg ikke bedømme. Men det er heller ikke afgørende. Nok er journalistik og anden programvirksomhed ikke objektivt, men forhåbentlig er det redeligt. Det betyder, at man overholder gængse standarder, hører begge parter, afvejer kildeudsagn imod hinanden osv. Men det er udtryk for menneskelige valg og opfattelser.
Farligt for DR
Alene det at politikere fremsætter sådanne trusler og krav om omredigering er farligt. Hvis DR skal kunne fungere som et troværdigt public servicemedie er det vigtigt, at befolkningen ikke opfatter DR som en institution, der lader journalistik og programvirksomhed blive til ud fra politisk pres, men udelukkende ud fra journalistiske valg, der selvfølgelig kan diskuteres og betvivles.
Ellers er tabet af DR som troværdighed nyhedsformidler langt større, end den fare der måtte opstå, hvis DR i et enkelt afsnit af Danmarkshistorien skulle have gjort sig skyldig i forglemmelse af borgerlige modstandsfolk.