Var det virkelig relevant at nævne, at en mand dræbt af knivstik i byen Chemnitz i Tyskland var ”etnisk tysk”?

Spørgsmålet kom fra en bruger, som havde læst en artikel fra Ritzaus Bureau på dr.dk den 1. september 2018 om opgøret mellem forskellige grupperinger i den tyske by. I Chemnitz demonstrerede højrefløjsaktivister mod udlændinges kriminalitet og kom i slagsmål med deltagere fra en moddemonstration. Højrefløjsdemonstrationen udsprang blandt andet af et drab på en ”35-årig etnisk tysker” ugen forinden, som der stod oprindeligt i artiklen.

Senere blev det dog ændret til ”tysker med cubanske rødder.”

Artiklen berettede videre, at en syrer og en iraker blev anholdt efter angrebet. Her blev der også nævnt etnicitet, men det blev dog ikke kritiseret af klager.

DR-redaktøren svarede klageren, at man fandt det relevant at nævne, at manden var ”etnisk tysk”, fordi det var en del af den overordnede historie. Men klageren var ikke tilfreds og vendte tilbage til DR med spørgsmålene: Hvad er egentlig kriterierne for, hvornår man er ”etnisk tysk ” eller ”etnisk dansk” for den sags skyld. Og hvornår er man rigtig dansk/tysk, og hvorfor var det relevant at inddrage etniciteten?

DR’s retningslinjer lægger op til, at man kan nævne etnicitet, ”når det er relevant for sagen”, som der står. Den konkrete artikel drejede sig jo om et opgør mellem tyske borgere og moddemonstranter, hvor omdrejningspunktet var udlændinges kriminalitet i Tyskland og drabet ugen forinden. Vi ved også fra artiklen, at tyske demonstranter fra udlændingekritiske bevægelser som Alternative Für Deutschland og Pegida blev mødt af en moddemonstration.

Mens jeg skriver, er sagen ikke opklaret og motivet ikke kortlagt.

Men meget tyder på, at det ikke var et tilfældigt slagsmål, som fandt sted i Chemnitz. Vi ved, at det var en følge af en konflikt mellem forskellige grupperinger, som løb over flere uger, og som fik den følge, at en mand blev dræbt. Der var DR’s redaktørens begrundelse for at inddrage etnicitet i artiklen.

Hvornår etnicitet er ”relevant for sagen” er et meget elastisk begreb. Det er der ikke nogen fast praksis for, og det er ofte omdiskuteret. Frie mediers opgave er ikke at undertrykke oplysninger, hvor ubehagelige nogen end synes, at de er. På den anden side er det heller ikke mediernes opgave at piske en stemning op eller foretage forhastede konklusioner og generaliseringer uden dokumentation.

Udlændinge i centrum

Det største politiske spørgsmål i Tyskland siden 2015 har været den betydelige tilstrømning af asylsøgere og migranter, og det har givet anledning til en politisk krise i landet. Når det foregår så voldsomt, som det skete i Chemnitz her i september, er det – efter min bedømmelse – en relevant og væsentlig del af mediernes opgave at rapportere om konfliktens årsag. Der var ret klare indikationer på, at udlændingetilstrømningen var kernen i konflikten i Chemnitz. Derfor var det ikke forkert af DR at viderebringe Ritzaus artikel med den oplysning, at den dræbte var ”etnisk tysk.” Det er et relevant journalistisk spørgsmål, hvorvidt angrebet på den 35-årig var tilfældigt eller det var motiveret af et had, ja, måske ligefrem et politisk motiveret drab. Havde artiklen beskrevet nærmere, hvad der var sagt at de anholdte ved afhøringer eller retsmøder, som kunne kaste lys over voldshandlingen og konflikten, ville det have måske forklaret hvilken rolle etniciteten spillede.

Der var gået det meste af en uge fra drabet fandt sted og til den her omtalte demonstration førte til nye sammenstød. På den tid måtte der være dukket oplysninger op om hændelsen. Var den dræbte højrefløjsdemonstrant? Var han på den anden side? Eller var han overhovedet involveret politisk? Eller var han et tilfældigt offer for en politisk ladet konflikt? Vi ved det ikke. Rettelsen fra ”etnisk tysk” til ”tysker med cubanske rødder,” gjorde kun sagen endnu mere uklar. Hvilken rolle spillede ”de cubanske rødder”? Problemet var snarere for lidt information end for megen.

Den fordring kan man stille til mange artikler. Mange artikler er langt fra perfekte, men det er ikke det samme som, at de overtræder DR’s etiske retningslinjer af den grund.

Etnisk dansk og tysk

Hvad betyder det at tale om en ”tysk etnicitet” eller en ”dansk etnicitet”, spørger klageren.

Danmarks Statistik har brug for at kunne tælle og opgøre ret præcist, hvordan den danske befolkning udvikler sig. Derfor udviklede institutionen for mange år siden en definition, som har vundet indpas hos myndighederne. Man nåede frem til, at en person er ”af dansk oprindelse”, hvis mindst én af forældrene har både dansk statsborgerskab og er født i Danmark. Efterkommer er man derimod, hvis ingen af forældrene er dansk statsborger og født i Danmark. Pressen i dag beskæftiger sig jævnligt med uddannelse, kriminalitet, bosætningsmønster og en lang række andre samfundsforhold set i forhold til, hvilken etnisk baggrund, man har. Det sker i højere grad end nabolande som Tyskland og Sverige.

Tyske medier har været udsat for hård kritik for ikke at turde eller ville sige sandheden. Det samme gælder i et vist omfang svenske medier. Sandt er det, at medierne kan være med til at puste til en politisk stemning, men det er på den anden side heller ikke mediernes opgave at foretage en politisk frasortering af oplysninger. Der er grupper af udlændinge i Danmark, som har en markant højere kriminalitetsrate end gennemsnittet af befolkningen. Det er ikke det samme som, at alle inden for denne etniske gruppe er kriminelle. Men det kan heller ikke være sådan, at man som medie ikke bør nævne etnicitet af frygt for, at det generelt kan skade bestemte grupper.

Pressen forlanger øget åbenhed i retssager og blandt myndighederne, og så må pressen også selv gå foran i sine reportager. Hver sag skal bedømmes konkret. Men når tyskere, svenskere eller danskere for den sags skyld kommer i voldelig konflikt med udlændinge, må det være relevant at komme ind på deltagernes etnicitet.

Under valgkampen i Sverige forleden, bragte Sveriges modstykke til DR, SVT, en opsigtsvækkende dokumentar om voldtægter. SVT er ellers kendt som en ”politisk korrekt” TV-station, og det var da også selvsamme TV-station, som i valgkampens slutspurt lod en vært på vegne af SVT tage afstand fra lederen af det indvandrerkritiske parti, Sverigesdemokraterne, umiddelbart efter, at en partilederdebat var slut. Men i voldtægtsdokumentaren gik SVT lige til biddet.

Programmet kom frem til, at der var en ekstrem overrepræsentation blandt dømte for voldtægt og voldtægtsforsøg med udenlandsk baggrund. Tre ud af fire overfaldsvoldtægter blev begået af mænd født uden for Europa.

SVT blev kritiseret i medierne, fordi det kunne spille ind i det svenske valg. Men nøgternt bedømt behandlede programmet et ekstremt ømtåleligt, men relevant samfundsanliggende, som befinder sig i et politisk minefyldt farvand. Det SVT gjorde, var vel hvad en uafhængig public service-station skal kunne gøre: At rapportere solidt og grundigt, selv om nogen kunne føle sig krænket over, at etnicitet blev nævnt i den sammenhæng.

Det var ikke et problem at DR bragte en artikel fra sammenstødet i Chemnitz, hvor offeret blev beskrevet som ”etnisk tysk.” Problemet var snarere, at der var for få oplysninger. Det kunne have højnet artiklens informationsværdi og perspektiv, hvis man havde bragt oplysninger, som nærmere fastlagde, hvad det var som førte til hændelsen med ”tyskeren med cubanske rødder.”