Hver dag modtager jeg en fem til ti mails fra DR’s brugere. Langt fra alle drejer sig om presseetik. Ofte er det snarere problemer med teknik, genudsendelser eller andet ret jordnært. Og sådan er mønsteret også for de mange – ja tusinder og atter tusinder af henvendelser - som kommer til DR i form af telefonopkald eller på skrift i DR’s klagesystem.

Det er vigtigt og afgørende, at brugerne kan give en mening til kende. Selv agerer jeg oftere postmand end ombudsmand. DR’s bestyrelse har lige modtaget min halvårsrapport for anden del af 2018, og her trækker jeg i denne klumme nogle af tendenserne frem.

Der kom for eksempel gang i henvendelserne til DR, da der en periode var problemer med den elektroniske TV-oversigt på dr.dk. I en medieverden kan der blive en tilbøjelighed til at fokusere meget på streaming af programmer. At man som bruger selv kan høre og se et program ved at hente det på nettet i stedet for at være bundet til et bestemt sendetidspunkt. Sagen er bare, at den traditionelle form for TV og radioforbrug stadig har et stort og trofast publikum. Derfor kommer der også mange reaktioner, når tv-programmet ikke fungerer.

Kim Larsens død

Store nationale begivenheder sætter sig også spor i henvendelserne. Da sangeren Kim Larsen døde, strømmede det ind med kommentarer både til begivenheden og DR’s dækning. Navnlig mindekoncerten på Rådhuspladsen i København. Det var bestemt ikke kun negative henvendelser, og sangerens betydning afspejledes i, at der også kom kommentarer fra brugere i Norge og Sverige.

At DR som led i sin spareplan flytter og lukker programmer og det samme med værter, gav også anledning til mange kommentarer. Og sportsbegivenheder giver altid mange lyst til at ytre sig. Både i forhold til kommentatorernes udtalelser og den megen sendetid. Senest drejede det sig om DR’s dækning af VM i sejlsport.

Da P3 i november havde en gæst, som værterne annoncerede havde ”en lille tissemand” (programmet drejede sig faktisk om ”kropspositivisme, mandekroppe og tissemænd) gav det også mange henvendelser. Mange fandt, at det var et bagholdsangreb i forhold til de to kvindelige debattører i programmet.

Alle kan klage til DR

DR har efterhånden i en del år kun haft meget få sager ved Pressenævnet, og det var heller ikke tilfældet i andet halvår af 2018. Tre blev det til, og DR fik ikke kritik i nogen af dem. Jeg behandlede 12 ankesager (sager hvor en klager ikke var tilfreds med DR’s svar og indbragte sagen for lytternes og seernes redaktør). I tre af sagerne fik klagerne medhold eller delvis medhold, og i ni fik klagerne ikke medhold. Pressenævnet har en meget restriktiv praksis for, hvem der overhovedet kan klage. Man skal være personlig involveret for, at Nævnet vil beskæftige sig med sagen.

Hos lytternes og seernes redaktør kan alle klage, også selv om man ikke er personligt involveret. Det kan lyde som et besnærende mål for DR, at det samlede antal sager skal så langt ned som muligt. Men det er ikke nødvendigvis den bedste udvikling. Det er for mig at se et sundhedstegn, hvis brugerne har en mulighed for at få deres kritik og indvendinger prøvet og bedømt. Derfor skal det ikke være svært at klage og heller ikke at finde vejledning om, hvordan man kan klage. Det bør være letforståeligt, hvordan processen foregår.

Ankesager er ikke debatindlæg

På den anden side er der også nødt til at være nogle minimumskrav til en ankesag. Ikke bare er det ressourcekrævende, men ankesystemet er ikke et debatforum. Derfor sker det også, at jeg afviser at behandle en ankesag, hvis den efter min bedømmelse har mere karakter af et debatindlæg og en kommentar end en klage.

Jeg kan også være nødt til at afvise en anke, hvis klageren ikke i tilstrækkelig grad kan identificere, hvad det er for en artikel eller et program, som man klager over. Dertil kommer så de mange henvendelser, som drejer sig om forhold, jeg ikke er bemyndiget til at tage stilling til. Det gælder for eksempel indkøb af programmer og tv-serier, eller dem, der klager over genudsendelser.

Men ellers bør DR være meget åben over for at behandle klager – herunder bør DR se mere på indholdet i en henvendelse end på, hvorvidt klagen er kommet ind i systemet på den ene måde eller den anden.

For det nytter at klage, og DR får også noget ud af det. Selv om en klager ikke nødvendigvis får medhold, så skærper det DR’s syn på egne produktioner og arbejdsmetoder, at der er nogen, som hele tiden forholder sig kritisk til produktet. Og det er en glimrende måde at blive bedre på.

På samme vis er det mit eget indtryk, at mange af de henvendelser, som kommer til DR, fører til frugtbare overvejelser internt, selv om henvendelsen ikke ender med at blive til en egentlig klagesag.

Igen kan jeg kun opfordre til, at du giver din mening til kende og kontakter mig, også selv om du hverken vil klage eller skælde ud. Mange henvender sig også med idéer og forslag, fordi de bare gerne vil bidrage til, at DR får en øget viden om et emne, der har været behandlet i et program.

Så skal jeg nok tage postkasketten på og bringe det videre.

Du kan læse hele rapporten både om tendenser, behandlede klager og meget mere her.