I marts bragte dr.dk billede og navn på en mand, som DR mente stod bag omfattende svindel med gavekort til hoteller og kroer. ”En udspekuleret svindler”, kaldte DR ham i overskriften.
Artiklens oplysninger byggede på et afsnit af programmet ’Kontant’, som samtidig kunne ses på DR1.
Der var bare det det problem, at manden på det tidspunkt programmet blev sendt, og artiklen udkom, end ikke var sigtet for noget strafbart. Og at vise en mand og kalde ham for ”svindler” indikerer efter min opfattelse, at han allerede er skyldig i en form for økonomisk strafbar handling.
DR skal gå efter at afsløre plat, svindel og bedrageri. Naturligvis.
Men man kommer ikke udenom, at når et menneske bliver vist med navn og billede og sat i forbindelse med svindel i et TV-program eller en artikel på dr.dk, så sker der samtidig en enorm negativ eksponering af den, der får navn og billede vist. Og DR kunne godt, efter min vurdering, afdække en sag om gavekortssvindel uden at bringe billede og navn på manden.
For hvad nu hvis personen faktisk ikke bliver dømt? Eller anklagemyndigheden aldrig rejser en sag?
Tilbage vil så stå, at DR allerede havde omtalt den pågældende som svindler med den kraftige eksponering, DR har, når både TV og dr.dk spiller sammen. Dette er ikke et forsvar for svindlere og plattenslagere. Derimod en opfordring til DR at fare mere med lempe og undlade identifikation i det omfang, som det for eksempel er sket her, for også at udvise en vis beskyttelse trods alt for en person, som end ikke er dømt.
Jeg beskriver det her dilemma i min seneste rapport til DR’s bestyrelse om DR’s etik.
I den omtalte episode af ’Kontant’ siger DR-værten, at DR i ugevis har forsøgt at få fat i manden men uden held. Manden ringer, mens DR-værten kører bil, og samtalen bliver båndet. Manden lover at vende tilbage med svar på en mail, men lægger straks på, da DR-værten fortæller ham, at han bliver båndet.
DR vælger derfor at ”gatecrashe” manden i et sommerhus. TV-holdet finder frem til sommerhuset og møder op i mørke med tændt kamera og mikrofon og forsøger at få manden i tale. Da manden ikke vil og ret kontant lukker døren for DR, filmer DR ind ad vinduerne, hvor manden går rundt i bar mave – og DR bringer billederne. En ret privat situation og helt over stregen i forhold til retten til et privatliv, er det min opfattelse. Samme videosekvens bliver genbrugt i DR’s artikel på dr.dk. Umiddelbart efter klippet fra sommerhuset, siger DR-værten, at manden senere har svaret på de spørgsmål, som DR tidligere har fremsendt til ham. Og værten refererer nogle af svarene.
Så det er svært at se, hvad DR’s gatecrash i dette tilfælde egentlig bidrager med, da manden har været forelagt DR’s spørgsmål og svaret på dem.
DR slår sig sammen med partskilde
’Pengejægerne’ er et andet program, hvor DR jager personer mistænkt for kriminalitet. Også det program har et metodevalg og en form, som jeg mener er etisk diskutabelt. Her gælder det DR’s grundlæggende princip om, at DR altid er uafhængighed i forhold til parterne i en sag.
Her drejer det sig om, at DR’s reportere, efter min mening, er for tæt på den ene part i sagen, nemlig statens advokat, Kammeradvokaten. Vi ser i afsnit fire fra 2020, hvordan ’Pengejægerne’ flytter ind hos Kammeradvokaten, filmer møder, hvor værten og advokaterne drøfter sager og personer, som DR dækker, samtidig med, at Kammeradvokaten forfølger samme sager. Det kulminerer med, at DR-værten rejser rundt i London sammen med en ansat fra Kammeradvokaten for at opsøge nogle personer, som både DR og Kammeradvokaten mistænker for medvirken til momssvindel.
Dramatisk ser det ud, når DR-værten og Kammeradvokatens udsendte bliver smidt væk fra en skrotplads. Men er det DR’s opgave at rejse rundt og researche sammen med den ene part i sagen, nemlig Kammeradvokaten? Her synes jeg, at afstanden til kilden for kort. Det sender et uheldigt signal, at det i programmet fremstår som om, at DR bor, rejser og arbejder sammen med Kammeradvokaten. Hvordan skal seerne blive efterladt med andet indtryk, end at DR og Kammeradvokaten har et tæt samarbejde kørende om de samme sager. DR kunne jo godt skildre Kammeradvokatens arbejde, så DR ikke var en del af fortællingen.
Kammeradvokaten skal på statens vegne dels forsøge at få nogle personer i konkurskarantæne, så de ikke fortsat kan drive virksomhed, dels skaffe nogle penge hjem til staten, som staten mener, at den er blevet snydt for. Derfor har Kammeradvokaten en interesse i at fremstille sig selv i et lys, der er mest gunstigt for advokatkontoret og dets ansatte. Jeg anfægter overhovedet ikke DR’s ret og pligt til at afdække svindel og bedrageri – det er en vigtig del af DR’s rolle i samfundet som kritisk journalistisk medie. Jeg mener dog at DR både kan afsløre svindlere og vise hvordan Kammeradvokaten arbejder, uden at benytte de værktøjer og virkemidler, som jeg har beskrevet her. Seerne skal kunne stole på, at DR upartisk og uafhængigt holder afstand til såvel den ene som den anden part i de sager, man afdækker og beskriver.
Klummen er udtryk for lytternes og seernes redaktørs opfattelse – ikke DR’s.