Kan man tillade sig at gøre det til et quiz-spørgsmål, hvilke torturmetoder de kinesiske myndigheder benytter sig af? Er det ikke for stødende og usmageligt til, at DR kan bruge det emne i en quiz?
Nej, egentlig ikke.
Vi lever – heldigvis – i et demokratisk land, hvor ytringsfriheden er – om ikke uendelig – så dog meget vidtstrakt. Det skal netop ikke være muligt for regering og myndigheder at komme efter journalister eller borgere, der siger og skriver noget, som myndighederne ikke kan lide.
Det noget specielle spørgsmål indgik i det satiriske quizprogram, ’Quizzen med Signe Molde’. Rammen for det program er, at værten bringer et par aktuelle politiske emner på banen, laver grin med gæster og fyrer nogle satiriske bemærkninger om andre kendte politikere af undervejs. Gæster skal så dyste om aktuel viden i relation til de nyheder, der er oppe. Den 11. maj var emnet statsminister Lars Løkke Rasmussens ’panda-diplomati’. Regeringslederen havde just været i Kina. De venskabelige forbindelser mellem Danmark og Kina blev understreget af, at kineserne tilbød Danmark et par pandaer til zoo.
To ministre, Søren Pind og Søren Pape Poulsen, skulle dyste om deres viden om regeringschefens Kina-besøg. Ét af spørgsmålene gik på, om de kunne huske, hvilke tre torturmetoder, kineserne benytter. Til lejligheden var der et klip med Amnesty Internationals generalsekretær, Tina Christensen, som havde været i Deadline om emnet. I klippet får generalsekretæren nævnt fanger, som bliver hængt op i armene, bliver slået… så stopper båndet, og gætteriet skal i gang. For hvad var den tredje torturmetode, generalsekretæren ikke fik lov at nævne?
En mand, som normalt er glad for quizzen, var dog stødt over lige dette spørgsmål. Hvis man forestiller sig, at det var ens far, der var blevet mishandlet, eller det var danske modstandsfolk, så kunne det spørgsmål næppe være etisk korrekt for DR, mente klageren.
Svaret fra DRs redaktionschef lød, at hensigten med netop denne quiz var at udstille toppolitikeres dobbeltmoral. De kender udmærket kinesiske torturmetoder, samtidig med at regeringen gerne vil handle med Kina og dyrke ’panda-diplomati’.
Klageren fik ikke ret. DR har en meget vidstrakt ret til at lave satire, også selv om den af nogle bliver opfattet som upassende. Men enhver tilrettelægger i DR må også være klar over, at det vil vække forargelse og modstand, hvis man som i denne sag vælger at lade ministre quizze om torturmetoder. Man kan i høj grad diskutere, om DRs intention med satiren går hjem hos alle, der kigger med. I sig selv er det jo en forunderlig afslappet situation, at to ministre kan sidde i et tv-studie og deltage i en quiz, der gør grin med deres egen regeringschef og regeringens Kina-politik. Det siger noget om demokratiseringsgraden i Danmark. Den er høj.
Men der er også en risiko for, at de to ministres hyggesnak med værten undervejs med gætteriet afdramatiserer det ellers alvorlige budskab om tortur. Og det var ikke meningen med satiren, sådan som DR selv har forklaret det.
Omvendt kan man sige, at DR får fat i et andet og bredere publikum ved at tage et så alvorligt emne op i en satirisk sammenhæng.
Det er ikke et formål med underholdning og satire i DR at støde mennesker blot for at støde dem. Der er nok heller næppe muligt at finde megen satire og underholdning i DR, som er skabt ud fra en overlagt hensigt om at være ondskabsfuld. Der er emner, der er så følsomme, at det både er forventeligt og berettiget, at DR få kritik, hvis omtanken og situationsfornemmelsen mangler. Hvem ville for eksempel turde - endsige have lyst til - at gætte på for eksempel bombemetoder i forbindelse med angrebet i Manchester?
Ytringsfrihed er frihed under ansvar. Selv om der ikke er skyggen af tvivl om DRs ret til at lave satire, kan brugen af ytringsfriheden godt være anvendt dumt i et konkret tilfælde.
Men heldigvis levner demokratiet DR ret til at gå til stregen og måske gå over den, og publikums ret til at kritisere det redaktionelle valg.
Svaret på spørgsmålet var: Elektrisk stød.
Hele sagens gennemgang og afgørelse kan læses her: