Det er en temmelig fast del af mit job som lytternes og seernes redaktør i DR at modtage klager over, at medarbejderne er partiske i den ene eller anden retning. Der kom da også sporenstregs en håndfuld reaktioner, da den tidligere DR-vært Abdel Aziz Mahmoud i begyndelsen af maj kom med en politisk provokation. Den daværende DR-medarbejder lagde op på Facebook, at han havde købt domænenavnet, Stram-kurs.dk. Det skete for at lede interesserede til partiet Stram Kurs over til foreningen Mino.dk – en sammenslutning af minoritetsetniske unge. I øvrigt en forening, som Abdel Aziz Mahmoud var formand for.
En klager mente, at DR’s regler tilsagde, at DR burde forbyde den pågældende at fremsætte sine egne politiske holdninger. Sådan en regel findes ikke, og den kan ikke indføres i henhold til Grundloven. DR kan ikke blande sig i, hvad medarbejdere siger og mener privat. De har den samme ytringsfrihed som alle andre i dette samfund. Det blev slået fast i 2014, hvor Folketingets ombudsmand kom med en skarp kritik af DR for at iværksætte grundlovsstridig censur over for en medarbejder.
DR skal være upartisk
På den anden side har Folketinget og regering i lovgivning og vedtægten for DR sendt et tydeligt signal om, at DR i sine programmer og øvrige virksomhed bør fremstå upartisk. I den seneste public serviceaftale for 2019 - 2023, som DR har indgået med kulturministeren, står blandt andet, at DR skal være uafhængig af økonomiske, kommercielle og politiske interesser, og der står, at DR’s nyhedsdækning skal være alsidig og upartisk. Der er dermed på den ene side nedfældet nogle klare politiske forventninger til linjen i DR, og på den anden side skal DR som institution afbalancere den kontrakt med de folkevalgte i forhold til, at man ikke krænker medarbejdernes ret til at være borgere og bruge deres ytringsfrihed i et demokrati.
DR har konkretiseret dette i sine etiske retningslinjer, og det er de linjer, som medarbejdere og chefer skal holde sig indenfor. Heri står blandt andet, at hvis en medarbejder (navnlig en centralt placeret medarbejder) ytrer sig på en sådan måde, at DR’s ”funktionsevne” vil lide skade som følge af ytringerne, så omplacerer DR den pågældende. DR kan dog ikke benytte denne ret eller pligt til at omplacere en medarbejder uden en konkret og specifik begrundelse for, hvad det er i nogle konkrete ytringer, som DR mener har bragt ”DR’s funktionsevne” i fare. Med andre ord: Fordi en vært eller en anden ledende medarbejder ytrer sig politisk, kan DR ikke bare uden videre flytte den pågældende til et andet job i DR.
Og hvordan spiller alt det ind i sagen om Abdel Aziz Mahmoud? Der var næppe tvivl om, at værten politiserede. Det fremgik ret åbenlyst. Det havde han lov til i henhold til retten til ytringsfrihed. Det spiller ingen rolle for sagen, hvorvidt Abdel Aziz Mahmoud i øvrigt var freelance-ansat og ikke fastansat i DR. Det afgørende er, hvad hans funktion var i DR. Ikke ansættelsesformen.
Reglerne må forstås sådan, at hans DR-chef havde pligt til at finde ud af, om de konkrete ytringer og handlinger bragte DR’s upartiskhed i fare. Det måtte så være op til DR’s ledelse at afgøre sagen. Og her har DR-ledelsen i sidste instans mulighed for at omplacere en medarbejder, hvis man finder det nødvendigt.
De sociale medier
Det er min opfattelse, at det er et dilemma, som kan blive stadig vanskeligere for DR i en tid med sociale medier, at medarbejderes private ytringer kan komme i konflikt med DR’s politiske forpligtelser til upartiskhed. For hvad vil det sige at ytre sig? Hvis man som medarbejder skriver noget negativt om den amerikanske præsident Donald Trump på Facebook, er man så diskvalificeret som radio-eller TV-vært? Kan lidt kritik gå an, eller hvornår bliver det for meget så det er i strid med DR’s funktionsevne? Og hvad hvis man som DR-medarbejder kun nøjes med at ”like” på de sociale medier et kritisk indlæg om Trump – har man så taget stilling på en for DR skadelig måde?
Det er på ingen måde enkelt. Og det gør kun sagen vanskeligere, at radio og TV i dag er præget af stadig flere typer af programmer, hvor både DR og andre stationer efterspørger værter og medarbejdere, der udtrykker egne holdninger og har ”kant”. Politisk kontrol er ikke nyt. Lige siden DR i 1925 blev oprettet og dengang hed ”Statsradiofonien”, var der en betydelig politisk interesse for at blande sig fra politisk side i DR’s alsidighed. I det for længst hedengangne Radioråd blev programmedarbejdere ansat af partiernes repræsentanter efter en politisk fordelingsnøgle. For ikke at tale om politikeren Erhard Jakobsens forening, Aktiv Lytter – og Fjernseerforeningen, som i 1970ernes Danmark blev oprettet i protest mod medarbejdere som Jesper Klein og B&U-chefen Mogens Vemmer, som Erhard Jakobsen mente propaganderede over for de unge med venstreorienterede udsendelser.
I dag er dilemmaerne nogle andre. Det er ikke længere marxistisk indoktrinering i Ungdomsredaktionen, som er det store emne, som det var i 1970erne. Derimod er det DR’s holdning til udlændinge og integration, klima og forholdet til USA, navnlig under Trump, og en del andre værdibaserede emner, som påkalder sig DR-kritikernes interesse.
Til kritikerne må budskabet være, at der er i praksis meget vide ramme for personlige ytringer for DR-medarbejdere netop ud fra ønsket om ikke at krænke nogens grundlovssikrede ytringsfrihed.
Til gengæld er der også grund til at minde om, at DR ikke har bare en ret, men også en pligt pålagt af Folketing og regering til at overveje, om visse ytringer kan være i konflikt med den upartiskhed, som DR har en pligt til at overholde i sin programvirksomhed. Og en pligt til eventuelt at handle på det.
Baggrunden er den helt enkle, at DR som samfundsbærende institution ikke henvender sig til nogen bestemt gruppe i samfundet, men skal kunne tale til alle danskere, fordi de alle betaler regningen.
Du kan læse hele sagen her.
Klummen er udtryk for DR’s lytter og seerredaktørs opfattelse men ikke DR.