Dokumentaren 'Max Schmidt - gal eller genial' fik en seer og ophavsmand til et historiespeciale fra Københavns Universitet om samme person til at klage til DR. Klageren mente blandt andet, at DR havde baseret dokumentaren i så høj grad på klagers arbejde, at der var detaljer, som kun kunne fremgå af DR’s dokumentar, hvis det var baseret på hans speciale om udsendelsens hovedperson Max Schmidt.
Klager ønskede primært, at DR anførte hans speciale som kilde. Klager har anført, at han er den eneste, der har studeret Max Schmidt og hans arbejde nærmere. Klageren kritiserede blandt flere andre forhold også, at DR tegnede et forkert billede af Max Schmidt som ”sexgal”.
Efter at DR afviste klagerens kritik, valgte klageren at få Jesper Termansen, der er lytternes og seernes redaktør i DR, til gennemgå sagen på ny. Jesper Termansen giver ikke klageren medhold i kritikken.
Ingen påvist sammenhæng
I dokumentaren medvirker en række historikere og en journalist, der også har beskæftiget sig med Max Schmidt. Jesper Termansen påpeger i afgørelsen, der er tiltrådt af DR’s generaldirektør, at uanset om klageren mener, at DR har støttet sig til hans speciale, er det DR’s ret at redigere stoffet og vælge de kilder, som DR finder bedst.
Klager har anført, at der er nogle detaljer om Max Schmidt, som efter hans opfattelse kun kan stamme fra klagerens egen forskning.
- Om dette er korrekt, kan LSR ikke afgøre. Det vil som tidligere skrevet kræve et dybt og indgående kendskab til alle mulige kilder, der har medvirket og deres forskning, skriver Jesper Termansen.
Af afgørelsen fremgår det, at klageren ikke har påvist konkrete afsnit eller passager i specialet, som DR skulle have brugt uden at citere værket.
- Det helt afgørende i dette spørgsmål er derfor, at en afklaring om brud på ophavsretslovgivningen er et juridisk spørgsmål, og det ligger uden for LSR’s mandat at tage stilling til, konkludere lytternes og seernes redaktør.
Belæg for ”sexgal”
Klageren hævder også, at dokumentaren tegner et billede af retspsykiateren Max Schmidt som ”sexgal” fordi han interesserede sig for kvindelige prostitueredes tatoveringer.
Lytternes og seernes redaktør giver ikke klageren medhold i denne kritik. Jesper Termansen lægger i afgørelsen vægt på, at flere historikere udtaler sig i udsendelsen om netop dette emne. Deres samstemmende forklaringer er, at det ganske vist var en del af en retspsykiaters opgave hos politiet på dette tidspunkt at undersøge kvindelige prostituerede fysisk – og deres eventuelle tatoveringer.
- Men de er i udsendelsen enige om, at den ildhu og nidkærhed, hvormed Max Schmidt foretog sine undersøgelser af kvinderne, var usædvanlig, påpeger Jesper Termansen.
Det bliver dermed slået fast, at der i programmet er belæg for præmissen om, at Max Schmidt interesserede sig i unormal grad for de prostitueredes intime tatoveringer. Men lytternes og seernes redaktør bemærker også, at det samtidig bliver sagt i udsendelsen, at det var almindeligt inden for psykiatrien at interessere sig for tatoveringer, og at det var en del af en almindelige politiretspsykiaters arbejde.
Hvis du vil vide mere om sagen, kan du læse hele ankesagen her.