Bjældeklang og englesang: Her er 3 bud på julens bedste sange

Hvad enten man kan lide julemusik eller ej, har de fleste nok en julesang, der betyder noget særligt. Se her, hvilke julenumre Mø, Bubber og Peter Sommer bedst kan lide.

Mø, Peter Sommer og Bubber giver deres bud på den bedste julemusik.

Julen er over os, og for mange er det lig med bjældeklang og juletoner på spillelisten.

Selvom de fleste julenumre støves af og gør comeback år efter år i december, har de fleste en personlig favorit indenfor den højtidsbegrænsede genre.

DR har bedt om favoritterne fra hitmesteren Mø, julekalenderaktuelle Bubber og Peter Sommer, som har lavet titelsangen til voksenjulekalenderen 'Mens vi presser citronen'.

Mø: 'Santa Baby' satte sig virkelig fast

Smukfest torsdag Mø trykker den af på Bøgescenermne - og stagediver, denne gang angiveligt med tilladelse. (Foto: © Axel Schütt, Scanpix)

Mø har mange juleminder forbundet til skuespilleren Calista Flockharts udgave af ’Santa Baby’, fordi sangen optrådte i den amerikanske tv-serie om Ally McBeal, der netop har Calista Flockhart i hovedrollen.

- Jeg kan huske dengang 'Ally McBeal' var rigtig populær, så sad jeg altid og så det. Op til jul var der rigtig meget stemning i den serie - sådan vildt meget, og det satte sig virkelig fast. Så købte jeg Ally McBeal-julealbummet, og der var ’Santa Baby’ min yndlingssang.

- Den ramte mig bare, for alle de andre julesange, dem har jeg hørt hvert eneste år i 27 år, og det er fedt nok og bla, bla, bla, men denne her den har for mig et minde med sig på en lidt anden måde end de andre har.

Nummeret 'Santa Baby', der er skrevet i 1953, blev oprindeligt sunget af den amerikanske sangerinde og skuespiller Eartha Kitt.

Siden har julesangen været under kærlig behandling af mange kunstnere, blandt andre Madonna, Taylor Swift og Kylie Minogue.

Bubber: Julet uden at være for cheesy

(© DR)

Bubber er lige nu juleaktuel på DR Ultra, hvor han i årets julekalender forsøger at stable et stort juleshow på benene på Costa del Sol.

Bubbers favoritsang indenfor jule-genren er den danske ’Let Love Be Love’, der synges af Juice, S.O.A.P. og Christina Undhjem.

For Bubber er det blandt andet melodien og sangens rytme, der gør forskellen.

- Den er lige i øjet, og man bliver ikke helt så træt af den, som man kan blive af mange andre julesange – selvom man godt kan blive lidt træt af det hele i længden. Men den her har en klassisk, god klang, fortæller Bubber.

- Der er mange rigtig gode, men den er meget humørfyldt, oprigtig og julet uden at være for cheesy.

Det er Remee, der står bag nummeret som kom til verden i 1998. Remee optræder selv med et par linjer i julesangen.

Peter Sommer: Det er en sjov fortælling

Peter Sommer portræt. Lørdag d. 13/06-2015 på Northside Festival 2015. (Foto: © David Leth Williams, Scanpix)

Peter Sommer er lige nu er aktuel med titelnummeret til DR2's julekalender for voksne 'Mens vi presser citronen'.

Spørger man ham, er den bedste julesang nummeret med den meget passende titel ’Julesang’ fra Gnags.

- Det er en meget sjovt opsat historie, der starter med to mus i en spand med mælk, som spræller så meget at det bliver til smør, så de kan komme op af den.

- Jeg har altid, fra barnsben, kunnet forstå det billede, og som voksen synes jeg, det giver endnu mere mening. Jeg synes, det er en vildt sej tekst, og så er Peter A. G. ret god til at dramatisere den.

Peter Sommer lavede i øvrigt selv et julenummer i 2005 sammen med Wili Jønsson, der blandt andet er tidligere Gasolin-medlem. Nummeret hedder ’Fra mig til mig’.