For fire og et halvt år siden mistede 27-årige Anette Høite Hansen sin mor.

På det tidspunkt var hun 22 år og var flyttet til København for at læse antropologi.

- Min mor havde været syg i tre år, hvoraf hun var symptomfri i et år. Men selvom min mor var indlagt på hospital den sidste jul, hun levede, så vidste vi ikke, at det blev hendes sidste og altså vores sidste jul sammen med vores mor.

Bange for at glemme

Anette Høite Hansen er vokset op på landet på Tåsinge på Sydfyn. Hjemme hos hendes familie var det altid mor, der styrede, når julen nærmede sig – det var altid sådan noget med pakkekalendre til de fire søskende, masser af julepynt- og hygge og store julegaver.

- Derfor var den første jul uden hende også noget, jeg så frem til med stor frygt. For min mor var jo indbegrebet af jul for mig! Det blev også her, at det for alvor gik op for mig, at jeg havde mistet hende. Nu har det været jul flere gange siden, men alligevel kan jeg stadigvæk godt frygte julen – men heldigvis har jeg oplevet, at det ikke bliver så slemt, som jeg måske går og frygter i tiden op til selve højtiden.

Anette mener selv, at det er fordi, at hun og hendes familie har gjort meget for at bevare deres mor i den jul, de holder sammen nu.

- Engang var jeg bange for, at jeg ville glemme hende. Men jeg synes, vi har været gode til at skabe nye traditioner omkring hende. Vi går i kirke juleaften og sætter lys på hendes grav bagefter, og selvom jeg altid græder i kirken, så er det godt for mig at mindes hende og vide, at hun er jo stadig hos os.

En hjælp i sorgen

Da Anettes mor lige var død af en kræftsygdom, tog datteren kontakt til Kræftens Bekæmpelse, og det var igennem dem, at hun kom i forbindelse med unge-foreningen Børn, Unge og Sorg.

- Her var jeg selv igennem et forløb i en sorggruppe, og siden begyndte jeg som frivillig på vores Linjen, der er vores forum med blandt andet telefonrådgivning, brevkasse, chat og caféaftener. Siden er jeg blevet vejleder, hvor jeg sammen med andre frivillige forsøger at komme tæt på de mange børn og unge, der ringer til os, som er mellem 13 og 28 år – for det handler jo om at kunne sætte sig ind i det, lige dér hvor den enkelte er i sin sorgproces, og også hvis vi skønner, at det rækker ud over vores evner, så at sende dem videre til Livslinjen eller anden form for rådgivning.

Brug for en at tale med

Det er forskelligt, hvordan man kommer videre i sin sorg-proces, og hvor lang tid, det tager. Men julen, der står lige foran døren og banker på netop nu, er et emne, som mange har brug for at tale om – og især for de mange, der har mistet i det forløbne år.

- Det er så forskelligt fra person til person, hvordan man ønsker at holde den første jul efter at have mistet – nogle ønsker at rejse langt væk, andre har brug for at være sammen med familien og mindes den, man har mistet – der er ikke noget, der er mere rigtigt end andet. Og dét, man i hvert fald ikke har brug for at høre i den situation, er, at det hele skal nok gå!

- Jeg græd meget den første jul, men jeg tror også, det er vigtigt at se sorgen i øjnene og bruge den aktivt og positivt til at mindes – men igen, det er så forskelligt, hvad den enkelte har behov for, forklarer Anette Høite Hansen, der om en god uges tid tager hjem til sin far for sammen med sin søster at sætte barndomshjemmet i julehumør til når hele familien, der nu også tæller hendes søskendes fire små børn, rykker ind

Anette Høite Hansen deltager i aften i en temacafe med titlen ’Den svære jul’ hos 'Børn, Unge og sorg' i København. I morgen holdes et lignende arrangement i Århus.