Langt, langt, langt de fleste børn undgår det heldigvis. Men nogle børn må gennemleve den situation, at far eller mor bliver alvorligt, og måske uhelbredeligt, syg.

Det får en kæmpe betydning for resten af det barns liv, forklarer børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.

- Alt i et barns liv forandres, når den ene forælder bliver uhelbredeligt syg. Det kommer til at være en del af det barns livsvilkår altid. Hvis den ene forælder dør, så er livet for evigt forandret. Det er en utrolig svær tid for et barn.

Det, som alle børn tror, ikke kan ske, det sker jo for det barn.

- Op til skolealderen forstår børn ikke, at man kan miste far og mor. De har en grundtro på, at mor eller far kan man altid regne med. Og når sygdommen rammer, så bliver den basale tryghed truet. De mister tillid til, at verden er et trygt sted.

Det vikarierende håb

Det er vigtigt over for barnet at holde fast i håbet, også selv om man får besked fra lægerne om, at alt håb måske er ude, siger Margrethe Brun Hansen:

- Jeg kalder det, det vikarierende håb, hvor man holder fast i: ”Lægerne holder øje med mig, og jeg er her jo stadig, og vi skal stadig have gode oplevelser sammen, jeg skal med til fodbold om tirsdagen, og vi skal se Disney om fredagen, mens vi spiser popcorn”.

Hvis man er meget træt eller dårlig af sin sygdom, eller behandling, så er det vigtigt, at der er en voksen, der kan tage sig af barnet imens.

- Gerne en, som ikke er den anden forælder – en som har situationen en lille smule mere på afstand, og som fx kan tage med på besøg hos mor eller far på hospitalet og hjem igen bagefter, og som kan tale med barnet om de tanker, som det uvægerligt vil få.

Sæt ikke tid på

Hvis far eller mor er uhelbredeligt syg, så sig det til barnet, men sig ikke nødvendigvis direkte, at det ender med døden. Og sæt i hvert fald ikke tid på, råder Margrethe Brun Hansen:

- Vi ved ikke, hvornår vi skal dø. Det skal du holde fast i. Sig gerne noget i retning af, at: ”Lægerne er meget dygtige, men de fik ikke has på den her sygdom. Nu skal jeg ikke opereres mere, det er som om, sygdommen ikke vil slippe mig”.

- Man behøver ikke sige direkte, at man skal dø, man kan sige, at man ikke bliver rask. Og så spørger børnene som regel, dør du så? Og så kan man sige: ”Det gør vi alle, jeg dør måske nok lidt tidligere end andre”.

- Hvis du ved, at tiden nærmer sig, så tag stille afsked med barnet, så vidt muligt uden det store drama, slutter Margrethe Brun Hansen.