De fleste børn op til 5-6 år kan slet ikke forestille sig, at deres mor eller far ikke skal være der altid. Først efter den alder bliver de klar over, at vi alle skal dø en dag, og at det også på et eller andet tidspunkt vil ramme deres egen mor eller far.

Uanset et barns alder, om det er over eller under 6 år, er det dog en af de sværeste beskeder at skulle give, at far eller mor har fået en alvorlig sygdom.

Så det kræver god forberedelse at tage den snak, siger børnepsykolog Margrethe Brun Hansen:

- Det er vigtigt, at man allerførst selv bliver helt klar over, hvad det er man fejler, og hvad det er for en behandling, man skal i gang med. Brug god tid sammen med lægen på at få det forklaret, så du er helt sikker.

- Dernæst skal man så finde de ord, som man kan bruge over for sit barn til at forklare det med, tilpasset barnets alder og modenhed. Og da kender man jo selv sit barn allerbedst.

Drop hviske-samtaler i køkkenet

Hvis man fx får brystkræft, så kan det være noget med at sige, at man har fundet ud af, at der sidder en knude inde i brystet, som lægerne skal fjerne.

- Hvis man bliver ked af det og græder, og det kan jo være svært at undgå, så gør det ikke noget. Så længe man forklarer barnet, hvorfor man græder, understreger Margrethe Brun Hansen.

- Du kan ikke skjule noget for børn. Drop hviske-samtaler i køkkenet, når I tror, at barnet ikke lytter. Vær ærlig og fortæl, hvad du er ked af: ”Nu blev jeg lige lidt ked af det, fordi jeg kom til at tænke på min sygdom”.

Bevar håbet

Og sørg for at bevare håbet, når du taler med barnet, pointerer børnepsykologen:

- Giv barnet nogle faste holdepunkter, som giver håb: ”Heldigvis har jeg allerede fået en tid til at blive opereret, og det er snart. Og lægen er heldigvis rigtig dygtig. Han har lavet så mange af den slags operationer, så han ved lige nøjagtig, hvordan man gør”.

Vælg få og enkle budskaber og ord, råder Margrethe Brun Hansen og understreger vigtigheden af at lytte til barnet, efter man har talt med det:

- Ofte kommer spørgsmålene lidt forsinkede, og så er det vigtigt at svare ærligt, kort og præcist på dem. Også selv om det kan være ubehageligt.

- Barnet kan sige: "Er du da ved at dø mor?", så må man svare: "Lægerne kan ikke gøre mig mere rask, så ja, jeg skal dø en dag, det kan vare længe eller kort, det ved vi ikke”. Og afvent så næste spørgsmål.

Tegn eventuelt

Hvis det senere i forløbet viser sig, at sygdommen har spredt sig, og der skal yderligere behandling til, så forklar det for barnet, at der skal en ny operation til, fordi der var et lille stykke af knuden, som lægen ikke fik med ud første gang.

- Eller hvis der skal yderligere kemo- eller strålebehandling til, så forklar, at det er behandlinger, der skal få den sidste rest af knuden til at visne. Og forklar, at man kan blive lidt dårlig af den behandling, så mor vil nok være træt i dagene efter behandlingen.

- Hvis der er spredning eller metastaser, som kan være lidt svært at forstå, også for børn, så tegn det eventuelt: ”Se her er den lille pinocchio-kugle, som lægen fjernede, men den havde faktisk lavet sådan en slags tråde, som var så små, at lægen ikke kunne se dem og få med ud dengang, han opererede, derfor skal jeg have flere kemo-behandlinger, som kan få de tråde til at visne.

Og hold igen fast i håbet, understreger Margrethe Brun Hansen: ”Det er jo bare så godt, at man har opfundet den behandling”.

- Hvis man skal have et vist antal kemo-behandlinger, så kan man fx lave et tælle-system, hvor man kan tælle ned, til der ikke er flere behandlinger.

Nogle børn kan have gavn af at komme med på hospitalet og se, hvordan der ser ud. Fx se en strålekanon.

- Og vis også gerne barnet, at du har fået et stort plaster på, ligesom barnet får plaster på, når det har slået sig.

Se eller gense tredje del af DR1-dokumentarserien "Ro i sjælen" på dr.dk/tv