”Jeg skal jo leve meget hurtigere end andre, for at nå det hele”. Sådan siger 39-årige kræftsyge Karina, som medvirker i programmet ”Ro i sjælen”.

Hun er blevet ramt af brystkræft, som har spredt sig til knoglerne og hjernen, og hun har fået at vide, at hun formentlig ikke kommer over det.

Så hun gør alt, hvad hun kan, for at komme tæt på sin 5-årige søn. Aer ham, krammer ham og holder om ham rigtig meget.

Og det er en meget almindelig reaktion, siger psykolog Jette Winge, der er tilknyttet Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivning i Roskilde.

- Man ser faktisk tit, at den syge nærmest klamrer sig til det levende, så han eller hun får vredet hver en dråbe ud af intensiteten og nærværet, mens tid er.

- Man får øget intensiteten i livet, når afslutningen pludselig rykker tættere på.

Man skal lige ud over kanten

Det er jo et paradoks, at først når man ved, at det snart er slut, bliver man god til at sætte pris på det gode i livet, siger Jette Winge.

- Man skal simpelthen bare ud over kanten for at mærke, hvad det er, der virkelig betyder noget og for at finde den der ro i sjælen.

Men hvordan undgår man at eksplodere af frustration over, at livet skal slutte, inden man er klar til det?

- Det gør man ved at eksplodere en lille smule en gang i mellem. Og gøre noget andet, fx lade sig opsluge af sine børn, sit arbejde, sin hobby eller hvad det nu kan være, der giver ens liv mening og betydning.

- Dem, der har det sværest, er ofte dem, som ikke har sådan nogle ting i deres liv. Mennesker, som har retning og mål med livet, har det ofte en smule lettere i den svære situation, det er, at de bliver uhelbredeligt syge.

Frustration og ro skifter

Nogle uhelbredeligt syge har behov for at snakke i bund, inden de kan finde roen i sjælen og dyrke nærværet i livet.

- De skal lige aftale, hvordan de godt vil have det, når de engang bliver meget dårlige og svage, hvordan de vil have det, når smerterne kommer, hvordan de gerne vil tilbringe den sidste tid, og hvordan deres begravelse skal være.

- Og når den snak er overstået, kan de hvile i situationen og nyde den tid, der er tilbage.

Nogle har ikke tid nok til at finde roen

Roen og erkendelsen indfinder sig ikke, straks man får beskeden om, at man er uhelbredeligt syg. Det tager tid, og der er forskellige faser og sindstilstande, man går igennem undervejs, forklarer psykologen.

- Min erfaring er, at man ikke fuldstændig forliger sig med den skæbne, man har fået. Man gør det i perioder. Og så er der andre perioder, hvor man er desperat, frustreret og ked af det.

Og nogle har simpelthen ikke tid nok til at nå derhen, fordi sygdomsforløbet er hurtigt og kort.

- Erkendelsen af ens sygdom tager tid. Vreden fylder forholdsvist meget i starten af et forløb, og senere kan der komme en tristhed og senere igen en større grad af afklarethed og ro.

- Så hvis man gennemgår et meget kort og hurtigt sygdomsforløb, så når man sjældent til den mere afklarede fase.

Jette Winge understreger, at man altid skal holde fast i solstråle-historierne om mennesker, der lever meget længere, end lægerne har sagt, de kunne. For de er reelle nok, og de giver håb og mening.

- Det er på sin vis også meningsgivende, at man ikke ved, hvilken dato ens kryds er sat på. Det ville jo være et forfærdeligt ridt op til den dato, og så tror jeg, at man ville have svært ved at få mening i det liv, der er tilbage.

Se eller gense første og andet program i dokumentarserien "Ro i sjælen" på dr.dk/tv