Noget af det værste, man som forælder kan forestille sig, er at skulle tage afsked med sit barn i utide. Hvis man bliver ramt af en uhelbredelig sygdom, og man ved, at man ikke kan blive hos sit barn så længe, som man gerne ville det.

Der er mange ting, man rigtig gerne vil nå at sige til sit barn, men som man godt ville have ventet med at sige. Og så bliver der måske sat en stopper for livet, mens barnet stadig er så lille, at det ikke vil kunne forstå, hvad man mener alligevel.

Lav en god dagbog, råder børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.

- Skriv noget, som barnet kan læse senere i livet. For nogle børn betyder det utrolig meget at kunne læse efterfølgende, hvilke tanker den afdøde mor eller far gjorde sig om hans eller hendes livsbane.

- ”Når du nu kommer på landsholdet, som jeg ved, du gør, så husk lige at tænke på mig, når du scorer sejrs-målet”. Eller mindre specifikt: ”Når jeg ikke er her længere, så husk at hver gang du griner, så vil jeg sidde oppe på min stjerne og grine med dig”.

Skriv fra hjertet

Det kan være rart for barnet at læse, hvilke tanker far eller mor gjorde sig om dets personlighed og potentiale. Og det kan være rart ved alle de mærkedage, livet byder på, at kunne føle, at far eller mor stadig er med.

Det kan hjælpe at skrive de ting ned til barnet i en bog, som det kan have med sig altid:

- Konfirmation, studenterfest, bryllup, børnebørn. Der vil komme utrolig mange dage, hvor barnet vil tænke på, at far eller mor skulle have været med, siger børnepsykologen.

- I dagbogen kan man skrive nogle af de ting, som man ikke lige kan få sagt til en 6-årig, som fx, hvad man ville have sagt til barnet i sin tale til dets konfirmation eller bryllup.

Dokumenter livet

Gem også billeder fra mors eller fars liv og tiden, man har haft sammen, som kan findes frem igen og igen.

- Det kan være billeder, der viser, at der er mange, som har holdt af mor, og som syntes, at hun var rigtig sød og dejlig. Også gerne fra begravelsen, så barnet kan se, hvor mange mennesker, der sendte blomster, fordi de tænkte på at de ville komme til at savne hende. Dokumentér tiden sammen og det sidste farvel, siger Margrethe Brun Hansen.

Skriv også gerne episoder ned, som man husker, man lavede med barnet:

- ”Kan du huske, da vi punkterede på bilferien i Frankrig, da var vi godt nok sure. Eller da vi lå i telt, og det regnede hele ugen”.

- Og gerne ønsker for barnets liv og fremtid – find en kæreste, bliv glad, glæd dig over livet. Og gerne opfør dig ordentligt.

I sådan en dagbog kan man understrege, at livet, hvor kort eller langt det blev, havde mening. Der er jo ingen, der siger, at et godt liv er at blive 96, pointerer Margrethe Brun Hansen_

- Vi har haft en god tid sammen, og det har været smukt. Det er et rart minde for barnet at have og tage frem igen og igen.

Se eller gense tredje afsnit af DR1-dokumentarserien "Ro i sjælen" på dr.dk/tv