Der er et lys for enden, selv efter man har mistet et barn

Hvordan bærer man sig ad med at komme videre i sit liv, hvis man mister det mest dyrebare i livet: Sit barn! Psykologen forklarer.

Den dybe sorg er som et åbent sår. Men ingen mennesker kan holde til at være i sorg hele deres liv, forklarer psykologen. (© COLOURBOX)

For alle forældre står dét at miste et barn som den største sorg overhovedet.

Men selvom man står midt i en så dyb krise som et barns død er, så er der for langt de fleste mennesker lys for enden af den sorte tunnel.

Det fortæller Kirsten Heldbjerg, der er psykolog i Kræftens bekæmpelses landsdækkende telefonrådgivning og har særligt fokus på kræftramte familier med børn.

Hun forklarer:

- Vi mennesker har en meget stor livsvilje. Den stærke lyst til at ville livet ligger instinktivt i os alle, så det positive budskab er, at for langt de fleste lykkes det med tiden at finde en lyst og en vej videre i livet, under de nye vilkår.

- Men der er også en gruppe, for hvem det er svært, og som måske fra naturens side er mere sårbare og derfor har sværere ved at finde vejen frem og få hverdagen til at fungere.

At finde ny mening

Når man har et barn, så retter man al sin kærlighed mod det – og hvis man ulykkeligvis mister sit barn, så står man pludselig dér efterladt i et

tomrum med al den kærlighed, man havde lyst til at give det mistede barn.

- Kærligheden til det mistede barn vil stadig være der, men forældrene har mistet muligheden for fysisk at vise barnet det gennem knus, kærtegn og leg. Kærligheden til barnet opleves nu gennem de følelser af samhørighed, forælderen har i erindringen.

- Alle mennesker har brug for kærlighed og har brug for at rette sin kærlighed mod andre. Derfor er det vigtigt, at man finder noget, man kan rette sine følelser og kærlighed mod. Man må finde nye måder at få mening i livet igen.

Om at være i sorgen

I en sorgproces er det almindeligt at veksle mellem på nogle tider at fordybe sig i sorgen, og på andre tider at have fokus på hvordan man kommer videre i livet.

- For ingen mennesker kan holde til at være fortvivlede og i sorg hele tiden, man bliver nødt til at finde noget, der kan give én en pause fra problemerne, da det er i pauserne at man får ny energi til fortsat at håndtere den vanskelige situation, forklarer Kirsten Heldbjerg.

At finde ny mening i livet kan bla. være at søge samvær med andre, eller engagere sig i aktiviteter, der kan give glæde. Kirsten Heldbjerg forklarer, at det er helt individuelt, hvad der giver mennesker mening i livet – og ofte kan man have brug for hjælp til at finde vejen frem, her kan venner eller andre være til stor hjælp.

- Konkret kan man gøre det ved at sige til sig selv, at det er vigtigt for mig at gøre noget, der giver mig glæde – for man skal jo leve videre og være noget for sine andre børn, ægtefælle og andre familiemedlemmer.

Giv den afdøde plads

Selvom det gode budskab er, at man godt kan finde glæde og retning i livet igen, så vil tabet af et barn for altid forandre én. Smerten over at miste et barn er voldsom, men sorgen rummer også en mulighed for,at man kan udvikle sig, fordi man bliver nødt til at forholde til vanskelige aspekter som liv og død.

- For mange sørgende er det en hjælp, at den mistede fortsat får lov til at have en betydning i livet, så man naturligt i hverdagen kan tale om ham eller hende, og glæde sig over det, han eller hun gav i sit alt for korte liv.

- Man bliver aldrig den samme, men man kan godt skabe sig et godt liv. Sorgen vil altid være der og det kan tage tid at finde den nye vej – og på vejen mod det, kan man sørge for at bevare tilknytningen til den, man har mistet, forklarer Kirsten Heldbjerg.

DR1 viser i aften dokumentaren, Kampen for Magnus, der handler om fanilien Eid Andersen, der mister deres otte-årige søn Magnus.