Timm Vladimir: Jeg serverer aldrig en klassisk nytårsmenu

Japanske æbleskiver, tatar og tilberedte østers. Når man hedder Timm Vladimir skal den have fuld gas i køkkenet nytårsaften.

Timm Vladimir skal lave en masse små snack-retter til nytårsaften. (Foto: © Thomas Lekfeldt /Scanpix, (c) DR/Scanpix)

Den traditionelle julemad er ved at være indtaget sammen med familien, og vi begynder så småt at se frem mod nytårsfesten med vennerne.

For Timm Vladimir, som er tv-vært, kok og direktør i Timm Vladimirs Køkken, er det lig med lækker og eksperimenterende mad og en aften, hvor alle er klar til at give den gas og hygge sig ekstra meget.

Chef for nytårsmenuen i 25 år

- Jeg er ikke så super nostalgisk omkring nytåret, på den måde at jeg tænker tilbage på året der gik. For mig er det mest en god anledning til at lave en masse virkelig lækkert mad og have en rigtig hyggelig aften med mine venner, siger Timm Vladimir.

- Alle har taget ja-hatten på den aften, og det gør bare, at der er en virkelig god stemning. Alle er enige om, hvad der skal ske og er klar på at have det sjovt.

De sidste 25 år er nytårsfesten blevet holdt hjemme ved Timm Vladimir selv. Han elsker at nørde maden og er vild med at eksperimentere med teknikker og råvarer i køkkenet. Derfor har det også været naturligt, at han var chef for nytårsmenuen år efter år.

En omfattende snack-menu

De sidste par år har Timm Vladimir dog ændret taktik på madfronten og er gået fra de mere klassiske tallerkenanretninger som forret, hovedret og dessert til at lave en del mindre retter, som serveres, når gæsterne lige har lyst til det.

- Jeg er stoppet med at servere en helt klassisk nytårsmenu. I stedet laver jeg det, jeg vil kalde for en ret omfattende snack-menu. En snack kan jo sådan set godt være noget a la det, man ville servere på en stor tallerken, men så koger jeg det bare ned til flere, men mindre serveringer, fortæller Timm Vladimir og fortsætter:

- Det fede ved konceptet er, at jeg kan forberede en masse i dagene op til, så jeg på selve aftenen egentlig bare skal anrette de små retter eller for eksempel lige hurtigt stege noget kød eller snitte et par grøntsager. Det er skide hyggeligt at stå og forberede det sidste, mens folk står ved siden af og snakker med en drink i hånden.

Timm Vladimirs nytårsmenu 2017

Find inspiration i Timm Vladimirs nytårsmenu her:

Østers Vi skal altid have østers. Jeg selv og min kone kan bedst lide dem rå, men hun kan ikke tåle dem sådan, så jeg laver nok også nogle, der er tilberedte. For eksempel vil jeg servere østersen i en lille syltet løgskal.

(Foto: © Birgitte Carol Heiberg, (c) Scanpix)

Hummerbisque Det er en af mine klassikere, som jeg har lavet flere gange til nytårsaften. Jeg laver den blandt andet med Pernod og fennikel. Det giver den sådan en lækker anis-agtig smag. I år serverer jeg den i et lille shotglas, men man kan også sagtens servere den som forret i en tallerken og så tilføje muslinger eller fisk i den.

https://www.dr.dk/mad/opskrift/hummerbisque

Takoyaki Det er en lille æbleskivelignende japansk snack, som smager fantastisk. Når den er ved at være bagt, lægger man lidt blæksprutte og noget syltet ingefær ind i den.

(© (c) Scanpix)

Takoyakierne skal serveres brandvarme og gerne med lidt japansk mayonnaise på og bulldog-sauce til, som er noget japansk barbecue-agtig sauce. Til sidst vil jeg drysse bonito-flager ud over dem. Det er tørrede tunflager, som giver en lækker, tørret fiskesmag til takoyakierne.

Sashimi Det er nemt at lave virkelig lækkert sashimi. Jeg vil lave tre forskellige slags. En af tun, en af laks og en af torsk. Laksen skal være brændt, og torsken skal være helt rå. Jeg vil bruge wasabi, kinaradise og nogle forskellige karser.

(Foto: © Aina C. Hole, (c) Scanpix)

Ribeye Jeg vil lave en masse små slices, som skal grilles i en smal yakitori-grill. Stykkerne skal sættes på spyd.

Secreto fra en gris Det samme vil jeg gøre med det stykke kød fra grisen, som kaldes secreto. Der skal måske rives nogle nødder ud over og måske lidt citron på, men ellers skal det serveres simpelt.

Tatar Jeg elsker tatar, og jeg varierer hele tiden, hvordan jeg laver det. Jeg tænker, at det i år skal serveres på en kold vaffel.

https://www.dr.dk/mad/opskrift/rort-tatar-af-timm-vladimir

Kartoffellasagne Min kartoffellasagne er egentlig bare en form for flødekartofler. Jeg laver en bechamelsauce, og så lægger jeg alle kartoflerne deri og bager dem med masser af ost ovenpå. Jeg ved sgu ikke, om det virker, men nu må vi se. Jeg tror, det bliver lækkert.

Timm Vladimir mangler stadig lige at finde på de sidste små snacks, særligt de søde, inden menuen er helt klar til den 31. december.