Aarhus Letbane kritiserede operatør: Nu er det dem selv som fejler

- De har ikke gjort deres arbejde godt nok, lyder det fra Trafikstyrelsen. Bestyrelsesformand er helt uenig.

- Det er vores vurdering, at Aarhus Letbane som infastrukturforvalter ikke har gjort et grundigt nok stykke arbejde. Og det er desværre også vores vurdering, at assessor ikke har gjort et godt nok stykke arbejde fuldt ud på alle felter, siger Kåre Clemmesen fra Trafikstyrelsen. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

"Et ledelsesmæssigt svigt."

Direktøren fra Aarhus Letbane, Claus Rehfeld Moshøj, var hård i sin kritik af operatøren Keolis, da letbanefesten i Aarhus blev skudt til hjørne i slutningen af september.

Keolis fik nemlig ikke godkendt sit såkaldte ledelsessystem af Trafikstyrelsen, der er et system til at beskrive processer, procedurer og instrukser i forbindelse med sikkerheden af driften. Og det betød blandt andet, at flere personer fra Keolis endte med at blive taget af letbaneprojektet.

Men nu forventer Trafikstyrelsen, at de i næste uge endeligt kan godkende Keolis' system.

Det betyder dog ikke, at de tålmodige aarhusianere kan benytte prestigeprojektet til mere end tre milliarder kroner fra næste uge.

Nu er det nemlig hos selve Aarhus Letbane, at den er gal, og det kommer til at udskyde letbanefesten minimum indtil midten af december.

Det bekræfter både Aarhus Letbane og Trafikstyrelsen. Aarhus Letbane har nemlig ikke fået godkendt sine tekniske sikkerhedsregler.

- Aarhus Letbane fik ret mange kommentarer til de tekniske sikkerhedsregler, som de har arbejdet på. Vi forventer at få en rapport fra assesor (en uvildig tredjepart) om cirka to uger. Det kigger vi på og vurderer helt nøgternt, om det ikke er godt nok til, at vi kan give dem en godkendelse, siger vicedirektør i Trafikstyrelsen, Kåre Clemmesen.

Er det din vurdering, at Aarhus Letbane og assessor ikke har gjort et grundigt nok stykke arbejde?

- Det er vores vurdering, at Aarhus Letbane som infastrukturforvalter ikke har gjort et grundigt nok stykke arbejde. Og det er desværre også vores vurdering, at assessor ikke har gjort et godt nok stykke arbejde fuldt ud på alle felter. Det er de to ting til sammen, der betyder, at vi ikke har givet dem en godkendelse, siger vicedirektøren, der pointerer, at det er meget almindeligt, at man har en proces, hvor der er ting, som skal rettes undervejs.

Forsikrede der var styr på det

I forbindelse med den manglende godkendelse til Aarhus Letbane havde Trafikstyrelsen i slutningen af september i alt 59 kritikpunkter af deres tekniske sikkerhedsregler.

Allerede ugen efter den aflyste åbning bedyrede Aarhus Letbane i en redegørelse, at de allerede havde udbedret 57 ud af 59 af problemerne over en weekend, og at de var uforstående over for, at de ikke havde fået en midlertidig tilladelse til at køre med passagerer.

Det byggede de på, at en uvildig tredjepart, en såkaldt assessor, havde vendt tommelfingeren opad for alle dele af Aarhus Letbane.

Ifølge Trafikstyrelsen er Aarhus Letbane dog ikke kommet helt i mål, mener vicedirektør Kåre Clemmesen, der ikke forholder sig til, om banen er sikker eller ej.

- Opgaven for Aarhus Letbane er at overbevise os om, at de har styr på, hvordan de vil håndtere banen, siger Kåre Clemmesen, der oplister et par af problemerne.

- Der skal for eksempel være regler for, hvordan man skærer en skinne op og svejser den sammen igen. Der skal også være styr på, hvor tunge vogne der må køre og hvor stærkt, siger han.

Kåre Clemmesen fortæller, at Trafikstyrelsen skal bruge cirka to uger på at vurdere assessoren for Aarhus Letbanes rapport. Den modtager de i uge 48, hvorfor han håber, at de endeligt kan give den sidste tilladelse i midten af december.

Artiklen fortsætter under billedet:

Letbaneformand: Vi har leveret det vi skulle

DR Nyheder har forsøgt at få et interview med direktøren fra Aarhus Letbane, Claus Rehfeld Moshøj, om hvorfor han valgte at være så hård i sin kritik af operatøren Keolis, når hans eget firma ikke selv havde styr på de tekniske sikkerhedsregler.

Via letbanens presseafdeling lyder det dog, at man ikke har nogle kommentarer til den nye udvikling ud over den nyhed, som letbanen har lagt på sin hjemmeside.

Til gengæld vil bestyrelsesformand Johnny B. Hansen gerne kommentere den nye udvikling. Han undrer sig over, at Aarhus Letbane ikke har fået den endelige godkendelse af Trafikstyrelsen.

- Vi står stadig, hvor vi stod i slutningen af september med en dyb undren over, at vi ikke kører. Vi har yderligere en assesor-rapport (rapport fra uvildig tredjepart, red), der siger, at letbanen kan køre, siger Johnny B. Hansen, bestyrelsesformand i Aarhus Letbane.

Aarhus Letbane har overholdt aftaler

Hvem er det, som er skyld i, at Aarhus Letbane ikke kører med passagerer?

- Jeg kan sige, at Aarhus Letbane har leveret det, som Aarhus Letbane skulle. De har overholdt alle deres aftaler, og derfor undrer vi os over, at den godkendelse ikke er kommet, siger han.

Men det er Aarhus Letbane, som ikke har fået godkendt banen. Hvilke konsekvenser skal det have for letbanens ledelse?

- Det er et helt fejlfokus. Sagen er, at Aarhus Letbane med den uafhængige assessors ord har været klar til at køre siden september. Vi har selvfølgelig arbejdet videre siden der, men det ændrer ikke det faktum, at letbanen sagtens kunne køre, siger bestyrelsesformanden.

Trafikstyrelsen er af en lidt anden opfattelse. Hvordan kan der være så stor en kontrast mellem de to udlægninger, mener du, at styrelsen tager fejl?

- Jeg prøver på en pæn måde at sige, at det undrer mig, at vi ikke er ude at køre.

Det er dig som bestyrelsesformand, som i sidste ende er ansvarlig for, at ledelsen får godkendt letbanen. Bør sagen have nogle konsekvenser for dig som bestyrelsesformand?

- Det er helt op til ejerne og interessenterne af Aarhus Letbane. Jeg er af den opfattelse, at både bestyrelsen og ledelsen har arbejdet for fuldt tryk både før og efter september for at få det her på plads, siger Johnny B. Hansen.

FAKTA OM LETBANEN

  • Op mod 90 letbaneførerer skal betjene de i alt 26 letbanetog.

  • Togene blev produceret i både Schweiz og Tyskland for et beløb på 773 millioner kroner.

  • Der er tale om to forskellige togtyper, Variobahn og Tango, der har en topfart på henholdsvis 80 og 100 kilometer i timen.

  • Togene har plads til op til 256 passagerer.

  • Hele letbanen har et budget på 3,5 milliarder kroner og finansieres af stat, kommune og region.

  • Første strækning af Letbanen i Aarhus, der skulle indvies i september, går fra banegården til Aarhus Universitetshospital i Skejby.

  • Første strækning har 12 stop.

  • Letbanen består af i alt 49 stationer, hvoraf 19 perroner er nybyggede.

  • Jørgen Leth har indtalt standsningssteder, servicemeddelelser og hilsener til Letbanens passagerer. Kilde: Aarhus Letbane I/S