Bliv klogere på OCD: Tvangshandlingerne var en djævel for Jess

Når man har OCD, lider man af tvangstanker, der for eksempel kan få en til at vaske hænder unaturligt mange gange.

Jess på 11 år har svært ved at nå ud og lege i frikvarteret.

Når klokken ringer, skal han for eksempel røre ved væggen 32 gange, før han må gå ud. Eller han skal trampe i gulvet 16 gange. Jess har OCD, hvilket betyder, at han har tvangstanker, der får ham til at udføre blandt andet ovennævnte ritualer.

- Jeg synes, jeg mister venner på grund af OCD'en, siger 11-årige Jess.

Han er et af de børn fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Odense, der fortæller om sin psykiske lidelse i DR-dokumentaren 'Børnene på psyk'.

Overdrevet behov for orden

OCD kan forekomme i forskellige sværhedsgrader. Man kan have det i mild grad, hvor tvangstankerne kun dukker op engang imellem. De kan for eksempel vise sig ved et overdrevet behov for orden eller symmetri. Måske skal papirerne ligge helt parallelt med bordet, men det påvirker ikke ens hverdage mere, end man kan klare det.

Når en person har OCD i svær grad, kan det styre hele personens liv, fordi tvangshandlingerne fylder så meget.

Når 11-årige Jess skal beskrive sin sygdom, så tegner han en djævel, der altid har en snor i ham og en pisk klar, hvis djævelen vil have Jess til at gøre noget.

Jess er kommet i behandling på afdelingen i Odense, fordi han havde svært ved at få hverdagen og skolen til at fungere. Det er svært at være med til en leg, når tvangstanken gør, at man skal røre ved væggen 40 gange, før man kan løbe ud.

Djævelen bliver til en lille skid

Niels Bilenberg er professor og forskningsleder på Børne- og Ungdomspsykiatri Odense, og han siger, at behandlingen af OCD først og fremmest er i form af kognitiv terapi.

- Det vil sige, at man skal aflære tvangshandlingerne, så man oplever, at man ikke bliver syg eller dør, selvom man ikke vasker hænder hele tiden, siger professoren, og tilføjer, at hvis ikke det virker, kan næste skridt være medicinering.

Tvangshandlinger er ofte en reaktion på tvangstanker, og de har til formål at forhindre indbildte, frygtede hændelser. Det kan for eksempel være tanker a la "hvis du træder på de sorte streger mellem fliserne i fortovet, sker der en katastrofe".

OCD kan virke sindssygt udefra, men der er ifølge Niels Bilenberg en vigtig forskel på sindssyge og OCD.

- Dem, der er sindssyge, de har en virkelighedsforvrænget idé om, hvorfor de gør, som de gør. Hvorimod én med OCD er helt klar over, at idéen, tankerne og handlingerne kommer fra dem selv.

Jess oplever, at OCD'en bliver værre, mens han er på afdelingen i Odense, men efter han begynder at få medicin, får han bedre styr på sine tvangshandlinger, og djævelen er slet ikke så farlig længere.

- Djævelen bliver til en lille skid, der ikke kan så meget mere, siger Jess i programmet.

Niels Bilenberg fortæller, at hvis man som forælder oplever, at ens barn får tvangstanker, behøver man ikke blive bekymret med det samme.

- I lettere grad, skal man ikke gøre noget. Det går over af sig selv. Men begynder det at påvirke hverdagen, skal man opsøge hjælp, siger professoren.

Hvis man søger hjælp, er der gode udsigter for delvis helbredelse eller i hvert fald lindring af symptomerne. En del oplever at blive helt fri for deres symptomer i lange perioder af deres liv, og de fleste kan få reduceret symptomerne så meget, at de kan leve et helt normalt liv.

Du kan følge Jess og andre børn i DR Dokumentarserien Børnene på psyk. Første del vises på DR1 mandag, d. 6. marts kl. 20.45 og herefter også på DR TV.