I flere måneder har selskabet Aarhus Letbane kæmpet med at få letbanen på skinner denne lørdag, men i aftes måtte de meddele, at Trafikstyrelsen havde vendt tommelfingeren ned og dermed blev der ingen folkefest i dag med kransekage, boller og det celebre bysbarn Jørgen Leth i Danmarks næststørste by.
Bestyrelsesformand i Aarhus Letbane, Johnny B. Hansen, fortalte tidligere i dag til DR Nyheder, at sagen ikke har fået bestyrelsen til at miste tilliden til ledelsen, der er hovedansvarlig for det 3,5 milliarder kroner dyre projekt.
Retorikken er dog anderledes skarp hos Region Midtjylland, der ejer lige over 12 procent af letbanen - Aarhus Kommune ejer den resterende del. Her var man sikker på, at åbningen gik helt efter planen, og derfor fik man noget af en overraskelse, da man blev briefet om problemer med tilladelsen i denne uge.
- Det er fuldstændigt uacceptabelt. Det er chokerende, og jeg tror, at jeg er lige så målløs som alle andre, siger regionrådsformand Bent Hansen.
Han fortæller videre, at hans direktør, Jakob Stengaard Madsen, onsdag eftermiddag blev ringet op af direktøren for letbanen, og at det var det første tidspunkt, at man hørte om problemerne på.
Bent Hansen: Bestyrelsesmedlemmer kendte heller ikke til problemerne
Dagen efter forsikrede letbaneledelsen, at man nok skulle nå at få tilladelserne på plads før åbningsfesten, inden Trafiksstyrelsen gav det endelige åbningsdødsstød i går, fortæller Bent Hansen.
- Det ryster mig, at direktøren siger, at han har kendt til problemer i flere uger, og at han så ikke giver den viden videre – hverken til os ejere eller til sin egen bestyrelse, siger formanden.
Her refererer han til, at diretøren for letbanen, Claus Rehfeld Moshøj, i aftes i TV Avisen sagde, at han i en længere periode havde været i dialog med Trafiksstyrelsen om problemerne med de nødvendige tilladelser.
- Vi har to medlemmer af bestyrelsen, og de har intet hørt, og det var os, der måtte informere dem i går eftermiddag. Det er en fuldstændig grotesk situation, siger Bent Hansen.
Bent Hansen mener dog, at det er for tidligt at sige, om der er nogen, der skal holdes ansvarlig for udskydelsen af letbanen. Det skal det videre forløb vise. Men ingen tvivl om, at Claus Rehfeld Moshøj er i søgelyset.
- Jeg vil først og fremmest se på, hvordan direktøren har arbejdet, og hvorfor man ikke har inddraget ejerne langt tidligere, siger han.
Ledelsen i krisemøde
Ledelsen i selskabet bag letbanen holdt her til formiddag møde, hvor de skulle forsøge at finde ud af, hvordan de får de endelige tilladelser hurtigst muligt, så letbanen kan åbnes.
Ifølge Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, så er et af problemerne, at firmaet Keolis, der skal køre letbanen i Aarhus, ikke har fået godkendt deres sikkerhedssystem af styrelsen.
Vicedirektør Kåre Clemmensen fra styrelsen mener, at det kommer til at tage mindst halvanden måned, før tingene er bragt endeligt i orden.
- Min umiddelbare tro er, at hvis de prioriterer det stærkt, så er det noget, der kan gøres inden for halvanden til to måneder. Det er i hvert fald helt urealistisk, at det skal ske inden for et par uger, siger han til Ritzau.
Letbanen
- •
Op mod 90 chauffører skal betjene de i alt 26 letbanetog.
- •
Togene blev produceret i både Schweiz og Tyskland for et beløb på 773 millioner kroner.
- •
Der er tale om to forskellige togtyper, Variobahn og Tango, der har en topfart på henholdsvis 80 og 100 kilometer i timen.
- •
Togene har plads til op til 256 passagerer.
- •
Hele letbanen har et budget på 3,5 milliarder kroner og finansieres af stat, kommune og region.
- •
Første strækning af Letbanen i Aarhus, der skulle indvies lørdag, går fra banegården til Aarhus Universitetshospital i Skejby.
- •
Første strækning har 12 stop.
- •
Letbanen består af i alt 49 stationer, hvoraf 19 perroner er nybyggede.
- •
Jørgen Leth har indtalt standsningssteder, servicemeddelelser og hilsener til Letbanens passagerer. Kilde: Aarhus Letbane I/S