Journalist bag 'Børnene på psyk': Det var en stor oplevelse at se optagelserne med børnene og deres familier

Maria Lyhne Høj har gennem et halvt år fulgt livet på en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling. Hun fortæller her, hvad der har gjort størst indtryk på hende.

Maria Lyhne Høj har været med på kanoture og til fødselsdage, under lægekonferencer og når patienter er blevet tvangsbehandlet under sit arbejde med dokumentaren 'Børnene på psyk'. (Foto: © DR Dokumentar, Type 2)

I starten havde journalist Maria Lyhne Høj slet ikke sit kamera med, når hun besøgte den psykiatriske afdeling i Odense, hvor hun helt ekstraordinært havde fået lov at følge dagligdagen for de indlagte børn og unge.

Først efter et stykke tid begyndte hun - og senere en fotograf - at optage de scener, som nu er blevet til dokumentarserien 'Børnene på psyk', der vises på DR fra i aften.

- Så begyndte jeg ligeså stille at filme selv for at se, hvad der skete. Var der noget, der forandrede sig, når jeg tændte for kameraet? Var det stadig reelle situationer, jeg afdækkede, når jeg filmede?, fortæller Maria Lyhne Høj.

- Der var nogle af børnene, der i starten var påvirkede af kameraet, men fordi vi var der så lang tid betød det, at de blev vant til det. Så var det ikke længere så sjovt at spille op til kameraet. De fik også lov selv at stå med kameraet, selv prøve det af. Det var en del af den fase, hvor det bare skulle blive almindeligt, at vi var der.

Sammenlagt har Maria Lyhne Høj fulgt afdelingen i mere end et halvt år og sørget for at være med i alle dele af livet på afdelingen. Både når der blev fejret fødselsdag, under lægekonferencer, når nye patienter er blevet indskrevet på afdelingen, når patienter er blevet tvunget til behandling, når de har fejret farvelfester og været på kanoture.

Fordi dokumentaren viser alle dele af dagligdagen har Maria Lyhne Høj hele vejen gennem forløbet haft mange overvejelser om, hvad der skulle med, og hvordan hun skulle gå til opgaven.

- Jeg har et kæmpestort ansvar i forhold til, at de her børn og unge kommer i fjernsynet, siger hun.

- Før jeg overhovedet selv gik i gang med kameraet - og før jeg fik en fotograf med - har jeg brugt tid på at snakke med børnene og de unge om, hvad det vil sige at være med i en landsdækkende tv-udsendelse. Jeg har forklaret dem, at jeg gerne ville følge dem over tid både i nogle af de svære situationer, men også i alt det gode, siger hun og forklarer, at både børnene, deres familier og ledelsen på afdelingerne har haft mulighed for at se optagelserne igennem.

De største indtryk

De har efterfølgende været glade for resultatet, og det har betydet meget for dem at få lov at fortælle deres historier og få en stemme i debatten, siger Maria Lyhne Høj.

Nogle af de største oplevelser fik hun også, da hun efterfølgende tog rundt og så klippene igennem med familierne.

- Det er noget af det, der har gjort størst indtryk på mig, siger hun.

I en situation oplevede hun, hvordan det først, da hun viste klippene, gik op for en bror til en af de indlagte piger, hvad hans søster havde været igennem under sin indlæggelse. Familien fik efterfølgende en god snak, og det bekræftede Maria Lyhne Høj i, hvor vigtigt det var at fortælle de her historier.

- Det gjorde indtryk på mig, at en bror, der har været i en familie, der har været ramt af de her ting, ikke helt vidste, hvad det handlede om. Og at den her dialog så kom efterfølgende var ret fantastisk, siger hun.

En af de andre ting, der ramte Maria Lyhne Høj hårdest var i de tilfælde, hvor der blev brugt tvang mod patienterne. Det skete blandt andet på et tidspunkt, hvor 15-årige Sofie, der lider af svær anoreksi, bliver bæltefikseret og tvunget til at få mad gennem en sonde.

- Det er klart, at det er noget af det, der har gjort indtryk på mig. Ligesom det gør indtryk på noget af det personale, der kommer på sådan en afdeling første gang, siger Maria Lyhne Høj.

Hun har derfor i dokumentaren også fået en ny læge på afdelingen til at fortælle, hvordan det føltes for ham at opleve tvangssituationerne. På samme tid har det været vigtigt både at vise, hvad patienten selv mente om tvangen og vise de overvejelser, som det professionelle personale gør sig, inden de beslutter at tvinge en patient til behandling.

- Det har været vigtigt for mig og for os at få de svære dilemmaer med, som unægteligt er en del af det at bruge tvang i behandling af børn og unge. Den her tvivl og de dilemmaer, som også er en del af de overvejelser, personalet gør sig. Og som også er i forhold til de overvejelser, børnene og de unge selv gør sig, når de får det rigtig svært, siger hun.