Regionstop blev advaret om lange ventetider på kræftbehandling

Ifølge lektor har Region Midtjyllands ledelse kendt til betydelige problemer på kræftområdet.

To rapporter om kræftsagen peger også pilen mod toppen af Region Midtjylland, hvor blandt andre regionsdirektør Pernille Blach Hansen sidder. (Foto: © Mikkel Berg Pedersen, Ritzau Scanpix)

Den øverste top i Region Midtjylland er flere gange i det forgangne år blevet advaret om alvorlige problemer på kræftområdet af ledelsen på Aarhus Universitetshospital.

I begyndelsen af juni sidste år bad hospitalsledelsen lige frem om hjælp til at håndtere stigende ventetider for patienter på blandt andet specialiseret kræftbehandling hos regionens topledelse.

Det viser Kammeradvokatens rapport om kræftsagen, der i tirsdags fik regionsledelsen til at fyre to topchefer på Aarhus Universitetshospital.

I rapporten står der blandt andet, at hospitalsledelsen med hospitalsdirektør Poul Blaabjerg i spidsen skrev direkte til regionsdirektør Pernille Blach Hansen 29. juni 2022 og opfordrede til handling:

- Vi vil endnu engang understrege, at kapacitetspresset har alvorlige konsekvenser for AUH’s mulighed for at løse de opgaver, som kun AUH kan løse i Region Midt. Det giver betydeligt forringede muligheder for at planlægge og gennemføre højt specialiserede behandlinger, herunder kræft.

Og videre i brevet står der:

- Vi mener, at situationen kalder på ledelsesbeslutninger om, hvordan presset på AUH kan reduceres. Vi mener, at AUH i højere grad skal friholdes for hovedfunktionsopgaver fra andre optageområder, så de højtspecialerede behandlinger på AUH beskyttes. Vi ser fortsat med stor alvor på situationen og opfordrer til en drøftelse med direktionen snarligt og forud for direktionens påtænkte arbejde i efteråret.

Lektor: Alvorlig og tydelig bekymring

Ifølge lektor i sundhedsret Kent Kristensen viser henvendelserne fra hospitalsledelsen, at personer i direktionen i Region Midtjylland også kan stilles til ansvar i kræftsagen.

Det skyldes, at det ifølge ham tyder på, at regionsdirektionen var informeret om, at der var et alvorligt kapacitetsmæssigt problem på Aarhus Universitetshospital.

- De skriver endda, at der skal findes en løsning, og at det ikke er noget, de bare kan skrive til hinanden om. De beder også om at blive fritaget fra opgaver, så de kan løse opgaverne med den specialiserede kræftbehandling, siger Kent Kristensen med henvisning til Kammeradvokatens rapport.

- Det er en meget alvorlig og meget tydelig bekymring, der bliver rejst til den øverste regionsledelse, siger Kent Kristensen.

Formand for Venstres gruppe i regionsrådet Anders G. Christensen mener, at regionsledelsen burde have reageret på advarslerne fra hospitalsledelsen.

- Man ved jo, at der er nogle meget skarpe retningslinjer for behandling af kræft i Danmark, siger Anders G. Christensen, der nu kræver nogle "meget klare" forklaringer fra regionstoppen:

- Vi er ikke færdige med at afdække den her sag. Om det får konsekvenser må tiden vise, siger han.

Planlagt møde aflyst

I rapporten fra Kammeradvokaten fremgår det også, at der den 18. maj 2022 var indkaldt til et planlagt dialogmøde mellem hospitalsledelsen på Aarhus Universitetshospital og direktionen i Region Midtjylland.

På dagsordenen var blandt andet "orientering om kapacitetsudfordringer i Mave- og Tarmkirurgi".

- Mave- og Tarmkirurgi (MTK) kan aktuelt ikke tilbyde OP-tider (operation, red.) i overensstemmelse med de maksimale ventetider, fordi der ikke er sengekapacitet til patienterne efter operation:

- I april var der 20 overskridelser, hvor alle patienter har accepteret, at de har den ekstra ventetid. Sengekapaciteten er nedsat, fordi afdelingen aktuelt mangler cirka 25 sygeplejersker og står uden udsigt til ansættelse af mere personale, står der i dagsordenen for mødet.

Det fremgår dog af Kammeradvokatens rapport, at det planlagte møde blev aflyst som følge af en "anden vigtig sag".

Regionsdirektør: Alle hospitaler var pressede

I tirsdags landede der også en rapport om kræftsagen fra konsulentfirmaet Implement bestilt af ledelsen i Region Midtjylland.

Og her står det klart, at også direktionsledelsen i regionen har svigtet ved blandt andet at være "fraværende", pointerer Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet.

To chefer på Aarhus Universitetshospital blev i tirsdags fyret på grund af kræftsagen.

Samtidig konstaterer Implement flere steder i sin rapport, at ansvaret for de store problemer på Aarhus Universitetshospital også ligger hos den politiske ledelse i Region Midtjylland.

- Generelt har der i hele ledelsessystemet fra afdelingsledelse til hospitalsledelse og regional ledelse været for lidt vilje til at reagere, skriver Implement.

Det er i sådan en grad, at udfordringer skal være "meget tydelige og synlige", før ledelsen vil interessere sig for det - og det gælder også ledelsen i Region Midtjylland, også på politisk niveau, slår Implement fast.

- Det er en hård kritik, der bør give anledning til, at man også overvejer, om der skal afskediges personer i direktionen i Region Midtjylland, mener Jes Søgaard.

DR Nyheder har forsøgt at få et interview med Region Midtjyllands ledelse. Det har ikke været muligt, men i en mail skriver regionsdirektør Pernille Blach Hansen om advarslerne:

- Hospitalsledelsen på AUH skrev to breve til direktionen i sommeren 2022 angående et generelt kapacitetspres på hospitalet. Henvendelserne fra AUH handlede ikke specifikt om mave-tarmområdet:

- Direktionen svarede skriftligt på begge henvendelserne, og den ene besvarelse fra direktionen er optrykt i advokatredegørelsen. I Region Midtjylland havde alle hospitaler i sommeren 2022 et stort kapacitetspres, og dette var direktionen løbende i dialog med hospitalerne om, skriver Pernille Blach Hansen.

På et pressemøde i tirsdags blev Pernille Blach Hansen spurgt, om hun havde overvejet at trække sig som regionsdirektør:

- Jeg har selvfølgelig reflekteret over, hvad direktionens ansvar er. Vi har det overordnede ansvar for alt, der foregår i Region Midtjylland. I forhold til den konkrete sag er det dog vurderingen, at det her er den rigtige konsekvens (fyring af to topchefer, red.), sagde Pernille Blach Hansen.

DR Nyheder forsøger at få en kommentar fra regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Claus Thomsen og Poul Blaabjerg meddeler, at de ikke har nogen kommentarer.