”Vær forberedt på en fysisk og sansemættet oplevelse på meget lidt plads.”

Gulp. Jeg har aldrig været decideret klaustrofbisk, mørkeræd eller berøringsangst, men der er alligevel noget, der kribler i mig ved tanken om at skulle sidde skulder ved skulder med en masse fremmede mennesker bagest i en mørk, lukket varevogn.

Jeg befinder mig på en forladt, aflåst parkeringsplads ved Dansehallerne i København, og jeg skal om lidt overvære performanceforestillingen Flygtning Transportable, der spiller i forbindelse med teaterfestivalen CPH Stage

Forestillingen har til formål at bringe tilskuerne et lille skridt tættere på forståelsen af, hvad det vil sige at være på flugt - eller erkendelsen af, at det ikke kan lade sig gøre at forstå. Det er et tema, der på denne torsdag den 18. juni forekommer mig mere højaktuelt end sædvanligt.

Foran mig holder en lille, hvid flyttebil, og omkring mig står 15 andre teatergængere, og jeg synes, jeg kan spore en vis nervøsitet i deres blik. Måske er det bare noget, jeg bilder mig ind.

- Om lidt bliver I kaldt ind i vognen én efter én, siger teaterlederen Ulrik til os.

- Jeg lukker ladet, og jeg åbner det først igen om 45 minutter. Det vil ikke være muligt at forlade forestillingen undervejs.

Jeg går ind i bilen som den sidste.

Tomme blikke i mørket

På gulvet i varevognen ligger en ung kvinde på ryggen. Hun er iført en mørkeblå kædeldragt og har lange, lyse lokker. Hendes øjne er underligt glasagtige, og med et tomt blik iagttager hun de fremmødte, der sidder på bænke langs bilens sider. Selvom vi et øjeblik har øjenkontakt, er det som om, kvinden med det lyse hår ser lige igennem mig.

Da mine øjne har vænnet sig til halvmørket i rummet – der kun er lyst op af to svage lysstofrør – får jeg øje på manden i hjørnet. Han sidder klemt inde bag den ene bænk med knæene trukket op til brystet og stirrer lige ud i luften.

Hans blik er tomt ligesom kvindens, og jeg overvejer, hvad de tænker på, da min tankerække bliver afbrudt, idet manden rejser sig og begynder at tale. Langsomt og alvorligt. Alles blikke er rettet mod ham, men kvinden ligger stadig stille på gulvet.

​Umuligt at forstå

Vi lærer, at manden og kvinden ikke er flygtninge og heller ikke skal forestille at være det. De er pæredanske, men først og fremmest nysgerrige performere, som satte sig for at finde ud af, hvordan det føles at være på flugt.

Han fortæller, at de meget hurtigt fandt ud af, at det er umuligt at forstå. Og for ham er det, at han ikke kan forstå det, med til at understrege, hvor forfærdeligt det må være.

Netop som manden har vundet vores alles tillid med sin rolige stemme, farer han frem, og med voldsomme bevægelser tager han fat i kvinden, trækker hende hen ad gulvet og slynger hende mod væggen, mens hun slår og sparker for at komme fri.

Et øredøvende skrig fylder det lille lastrum, og det står klart, at det her er en af den type forestilling, hvor intet er til at forudsige.

Mennesket som udgangspunkt

Forestillingen er en teaterkollage, der tager mig med på de to performere Rasmus og Saras reflektionsrejse gennem en verden, hvor antallet af flygtninge stiger dag for dag. I dag er 60 millioner mennesker på flugt; det svarer til 1 ud af 122 af alle klodens beboere.

Men for os, der lever i nærmest klaustrofobisk magelig sikkerhed, er det svært at forstå, at disse ikke bare er tal. Det er mennesker, som hver og en har en unik og ofte grusom historie at fortælle, men som ofte ikke bliver hørt.

Det er det, der er Rasmus og Saras udgangspunkt. Med krop, følelser og nærhed skal vi blive klogere.

Vi hører om Valerie fra Elfenbenskysten, der som 15-årig, gravid i syvende måned og forældreløs flygter med mand og barn bag på en motorcykel og undervejs aborterer spontant og må efterlade den dødfødte i vejkanten. Jeg vrider hænderne ved tanken.

Bagefter hører vi om den kurdiske far, der sammen med sin søn flygter til Norge og på trods af løftet om aldrig at forlade ham alligevel ender med at efterlade sønnen alene på en togstation i håbet om, at han dermed kan få asyl som uledsaget flygtningebarn. Scenen udfolder sig som en fysisk kamp mellem performerne Rasmus og Sara, der er så overbevisende, at jeg får en klump i halsen.

En kvinde over for mig begynder at græde.

Hvad vil du her?

Flygtning Transportable tager os vidt omkring. Jeg oplever Rasmus og Saras refleksion over, hvordan flygtningeskæbnerne bliver mere håndgribelige - er det ved at opleve ubehag, mens man hører dem? Vil Sara få mere empati for mennesket Valerie, hvis hun selv oplever at blive slået?

Undervejs bliver der både råbt og skreget, grinet, kravlet på væggene og under bænkene og hamret fortvivlet på døren, og på et tidspunkt har jeg fornemmelsen af, at Rasmus og Sara afbryder deres egen forestilling; jeg bliver lyst direkte ind i ansigtet, mens performerne med stirrende øjne og hårde blikke spørger mig, om jeg har søgt asyl i andre lande i Europa.

- Hvorfor vil du gerne hertil? lyder det.

Jeg er usikker på, om jeg skal svare.

Blodige hænder

Den scene, der gør størst indtryk på mig, er den, hvor Rasmus fortæller om Johannes fra Eritrea. Han sidder i en fransk havneby og vil gerne til England. Johannes' hænder er ødelagte og forrevne, fordi han har brugt glødende kul og barberblade til at fjerne sine fingerspidser.

- Hvorfor gør han det? Spørger Sara.

- Det gør han for at fjerne sine fingeraftryk. Hvis han bliver identificeret, bliver han sendt hjem.

Mens Rasmus fortæller, drypper han flydende stearin fra et tændt, rødt stearinlys ned i sin hånd. Som han siger, "et liv er vigtigtere end et fingeraftryk."

Da Rasmus er færdig med at fortælle, dækker den røde, flydende masse hele hans håndflade.

Hvornår har du været flygtning?

Som minutterne går og luften i lastrummet bliver tykkere og tykkere og mere og mere drænet for den ilt, vi deler, begynder jeg at fornemme, hvor frygteligt det må være at være noget der til, hvor flugt på denne måde er den eneste udvej. Jeg ved bare, at jeg kommer ud igen. De ved ikke, om de når frem i live.

Da fyrre minutter er ved at være gået, sætter Rasmus og Sara sig på gulvet ved lastrummets bagvæg. De tager hinanden i hænderne, og langsomt gør vi alle det samme. En kvinde over for mig tøver; måske kom det hele alligevel lidt tæt på. Jeg sidder yderst og kan mærke min sidemakkers hånd i min.

- Hvornår har du været flygtning?

Motoren begynder at brumme. Da bilen sætter i gang, mærker jeg pigen på min venstre side knuge min hånd en lille smule hårdere end før.

Ham Ulrik holder vel, hvad han lovede om at lukke os ud igen, tænker jeg. Gør han ikke?

CPH Stage slutter i morgen i forbindelse med uddelingen af Årets Reumert, der finder sted i Skuespilhuset kl. 20. Følg med på DR K fra kl. 19, hvor vi sender direkte fra den røde løber.