Nu er det et års tid siden, at NRKs overraskende internationale gigahit 'SKAM' sluttede sin fjerde sæson efter i et par år at have været på alles læber.

Dengang kunne man ikke kaste en sten i mediebranchen uden at ramme en tilrettelægger eller en instruktør, der var sikker på, at de havde ideen til det næste ungdomshit, der var 'lidt ligesom SKAM'.

Nu mærker vi for alvor SKAM-effekten, for alle kanaler har satset større på solide ungdomsserier med bred appel end nogensinde før.

DR3 havde POV-komedien 'Anton 90', Viaplay snuppede Tinder-serien 'Yes No Maybe', Yousee Comedy er startet op med '29' til de næsten-helt-voksne, og NRK går sig selv i bedene efter 'SKAM' med post-gymnasie-blues i 'Blank'.

Alle serierne er værd at se for alle i alle aldre og excellerer på forskellige punkter.

Men den mest overbevisende serie på alle parametre er faktisk Mikael Wulffs (jeps, ham med det pjuskede hår, makkeren Morgenthaler og flodhesten Dolph) dybfølte og velsmurte romantiske komedie, 'Perfekte steder', om den kaotiske og alvorlighedsafværgende Rose og det hyperkontrollerede slipsedyr Tobias.

I anden sæson har serien bevæget sig fra den overrumplende forelskelse ind i alvorligere parforholdsfarvand, hvilket overraskende nok klæder universet mindst lige så godt.

Vovet teknik og overlegent skuespil

For det lyder måske let og sikkert at satse på en romantisk komedie, men det er faktisk en notorisk svær genre i serieform. Vi ved jo allesammen godt, at ligeså snart de to hovedpersoner har fundet sammen, så falder tæppet eller rulleteksterne, og så må man ellers selv stå for at forestille sig, hvordan happy ever after ser ud i virkeligheden.

Og som de fleste i længerevarende parforhold vil skrive under på, så er det i hvert fald ikke rendyrket komedie, der er genren.

Dertil kommer, at 'Perfekte Steder' er teknisk imponerende og tager ret mange chancer i udførelsen. Fra første scene er intense nærbilleder en integreret del af fortællingen, en satset stil, når man har med unge relativt nye talenter at gøre. Det kræver ægte stjerneformat at kunne holde sig interessant nok til at seeren gider at være så langt oppe i fjæset på en skuespiller i mange timer.

Men Sara Hjort Ditlevsen og Gustav Dyekjær Giese har en fuldstændig magisk kemi og skaber ekstremt nærværende, åndeløse scener, uanset om det handler om det første skæbnesvangre møde, dårlig samvittighed over en uheldig sms eller en akavet stilhed.

I flere scener er der lange optagelser uden stop, som i scenen hvor parret møder hinanden over en væltet cykel og kameraet cirkulerer om de to skuespillere i stedet for at krydsklippe, hvilket virkelig effektivt understreger den svimlende følelse af tiden der stopper, når kemien med et andet menneske pludselig smasker en i hovedet.

Auteur-vision

Inden for de seneste år er man begyndt at tale om auteur-serier, hvor det er en enkelt persons vision, der er bærende. I modsætning til de tidligere tider, hvor produktionsselskabet hyrede instruktører og manuskriptforfattere i massevis for at kunne levere et utal af afsnit til de populære serier.

Det er især inden for dramedy-genren (med fornemme eksempler som Donald Glovers 'Atlanta', Pamela Adlons 'Better Things' og Jill Soloways 'Transparent'), men ungdomsserien lader til at være et andet godt format til at lade een person føre den kunstneriske pen.

Mikael Wulff nævner selv Donald Glover som et stort forbillede. Han har også fortalt, at det er hans egen musiksmag, der former soundtracket, og at Tobias og Rose er en slags udspaltning af to dele af hans egen personlighed.

Uden at kende produktionsforløbene i detaljen, gør omtrent det samme sig gældende for de andre nævnte ungdomsserier. Julie Andem var hjernen og hjertet bag 'SKAM', Mads Rosenkrantz Grage er det for 'Yes No Maybe', Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag er det for '29' og Knut Næsheim er det for 'Blank'.

Det er en fantastisk udvikling, at ungdomsserien nu bliver taget alvorligt som en kunstnerisk udtryksform, hvilket vi i høj grad kan takke 'SKAM' for.

Begge sæsoner af 'Perfekte steder' er tilgængelig på TV 2 Play.