Sharp Objects er først og fremmest kendt som serien, du vil kunne lide, hvis du kunne lide sidste forårs superhit, Big Little Lies.

Men nu er vi halvvejs inde og Sharp Objects og den har for længst bevist, at den fortjener at blive husket som meget mere end bare instruktøren bag Big Little Lies nye, krimiagtige serie med kvinder over 40.

Her er tre grunde til, at Sharp Objects fortjener al opmærksomheden og smukt nedbryder grænsen mellem det vedkommende og det vulgære - og tør jeg næsten sige det? - tegner endda til at udvikle sig betydeligt mere sofistikeret og interessant end Big Little Lies.

Den er lige så underholdende som en genreserie, men mindre forudsigelig

Sharp Objects har elementer fra mange genrer, men lader sig ikke begrænse af de regler, der følger med.

Den er på en måde en krimi til dem, der ikke kan lide krimier, en gyser til dem, der ikke kan lide gysere og endda en serie til dem, der ikke gider at se serier.

Den har opklaringen af et potientielt seriemord som motor, men den spilder ikke sin tid på at tvinge seeren til at mistænke en ny landsbybeboer i hvert afsnit, for så at lede mistanken videre i det næste.

Der er dystre sekvenser og døde mennesker, der pludselig dukker op i et bakspejl, men uden følelsen af en producer, der sidder og tæller antal chok i minuttet.

Og så er det også en serie, hvor man når at engagere sig i personernes psykologi, men man ved også, at det er en afsluttet affære på otte afsnit, med alle kendetegnene fra en velsmurt film - lige fra avanceret klipning til store stjerner.

Den giver os seriehistoriens mest creepy hjem

Apropos gyserelementerne i serien, må det hus Amy Adams’ journalist Camille vender tilbage til tage prisen som det mest gennemført ubehagelige i seriehistorien. Og ja, jeg tæller det hjemsøgte hus fra American Horror Story med. Der ville jeg MEGET hellere bo.

Den overfladiske forstadsidyl er komplet med roser, man kan skære hænderne i stykker på, den nye mand, der låser sig inde i sit eget hoved med klassisk musik og moderen, der åbner døren til det perverst renskurede hjem med en foruroligende hyperklirrende drink i hånden: 'Jeg ventede dig ikke. Huset er ikke gjort klar til gæster.'

Man ved ikke, om det mest sygelige er, at hun afviser sin datter, eller at hun ikke kan se, at der snarere er FOR rent. Men det er kun det allerførste lag i en pandoras æske af klamhed, der tæller en afdød søsters værelse, der står uberørt som et alter ikke bare til ære for hende, men nærmere uskyldige piger generelt.

En forældrefantasi, som teenageren Amma spiller op til et grotesk maksimum over for moderen, når de sidder og arbejder på et gigantisk dukkehus, hvor de ombetrækker møblerne sammen, så huset kan være en nøjagtig skaleret kopi af deres eget. Det er et hjem, der er hjemsøgt af sig selv i så mange niveauer, at selv en hærdet gyserfan som undertegnede må bukke sig i ærefrygt for, at de slipper afsted med det.

Den har en overraskende giftig cocktail af sex og selvskade

Gyserbarnet Ammas underlige aldersleg er central for plottet i serien. Det ene øjeblik er hun perverst ung, når hun leger uskyldig rottehale-barn, der laver dukkehus. Men det næste øjeblik er hun perverst gammel, når hun ruller sexet rundt på rulleskøjter, sutter på slikkepinde (Gør hun faktisk det, eller forestiller jeg mig ting?) og ikke kan tale om andet end sex.

Sex er upassende og uharmonisk og enten noget, man undertrykker, eller udlever til fare for sig selv. Det er aldrig bare civiliseret eller hyggeligt.

Lysten er også uløseligt forbundet til ubehag, hvad enten det handler om en tabuiseret fantasi om overgreb, eller som kortvarigt afløb fra en tragisk tilværelse.

Camille tilfredsstiller sig selv, mens hun tænker på et barnligt møde med billeder af kvindelig underkastelse i en hytte i en hendes ungdom, som hun har et mildt sagt kompliceret psykologisk forhold til.

Seriens fungerer også fremragende i klipningen, hvor der hele tiden skiftes mellem sex og vold. Her er introen et godt eksempel, der ironisk blander billeder af skarpe ting som pigtråd, alligatortænder, en pickup på en pladespiller med billeder af mennesker, der tilsyneladende morer sig med dans og leg.

Hvis man tolker lidt videre bliver sex og selvskade (Camille er next level cutter), de eneste måder, personerne kan flygte fra fortidens dæmoner. Og mennesker er skarpe ting, du kan skære dig på.

Der er ingen harmoni, kærlighed eller omsorg, men kun et tyndt lag forstadsfernis over en underliggende dødsdrift. En provokerende pessimistisk grundfilosofi og en brutalt underholdende sammenklipning, man faktisk godt kan skære sig rigtigt på.

Og jeg må med skam meddele, at det føles meget, meget, meget skarpt og lækkert.