BILLEDER En Sambo-pude til far og en støvsuger til mor - sådan så julen ud i de gamle dameblade

20'erne og 30'ernes dameblade havde svar på alt, man havde brug for at vide i julen. Hvilket tøj er passende, hvordan ser den smukkeste borddækning ud - og hvad skal der gives i gave?

  • Næsten alle damebladenes forsider var håndtegnede. Fra venstre er det Nordisk Mønster Tidende 1927, Flittige Hænder fra 1940, Illustreret Familie-Journal 1921 og bladet med den lumre ældre herre med den unge skønjomfru er Nordisk Mønster Tidende fra 1935.
  • Gymnastik for kvinder var yderst populært i 1923, hvor denne artikel i Tidens Kvinder er fra. "I Aarevis har Amerika og England haft sit 'Daily Dozen', der er blevet dyrket mindst lige så meget som den kosmetiske Skønhedspleje," fortælles det om baggrunden for damebladets forslag til 12 daglige øvelser, som man kan lave derhjemme. Øvelserne skulle passe ind i kvinders travle liv. "...vi har dog i Første række ønsket at hjælpe det store Flertal af Kvinder, som vanskeligt kan forlade Hjemmet og deres Arbejdssted for at kultivere deres Legeme."
  • En satiretegning i Tidens Kvinder illustrerer tydeligt, hvem der typisk sad på pengene i 1923. "Rørende scene fra dagene, hvor Julegaverne bestemmes," lyder billedteksten.
  • Modetendenserne kom i 20'erne især fra Paris og New York. Her er storbyernes juletendenser præsenteret. Blandt andet en hermelinskåbe, som er "...vidunderlig, men kostbar. Især for Brunetter er den ganske bedaarende." (Tidens Kvinder 1923)
  • Borddækning var en kunstart for husmødre i 20'erne - og til jul var forventningerne ekstra høje. Her viser Tidens Kvinder fra 1924, hvordan en centerdekoration kan se ud, hvis man altså har et par dage til at lave den.
  • Modeeksperten Madame Tildi er i Tidens Kvinder fra 1929 glad for, at 1930's hårmode ikke længere er helt kort. "Der var engang, da kor Haar var ensbetydende med en drengeklippet Nakke og ubarnhjertigt udskillede Øren. Hvor unge Damers ideal var at komme til at ligne halvvoksne Skoledrenge og til den ældre Generations Rædsel kopierede disse haabefulde Væseners hvalpede Bevægelser og Slangudtryk. Heldigvis har den moderne Mode fuldstændig ændret Retning," lyder det lettet i artiklen. Madame Tidli har også en god idé om, hvor den nye blonde og kun halvkorte hårmode kommer fra: "Skulde det være den idiotisk morsomme Bog, 'Gentelmen prefer blondes', der har bragt den straagule ja næsten hvide Haarfarve i Vælten?"
  • De såkaldte 'advertorials' - altså reklamer som ligner artikler - fandtes også i 1930. Her reklamerer 'A. Fonnesbech A/S' i Damernes Magasin for kjoler til julen.
  • Nordisk Mønster Tidende fra 1935 foreslår at lave en pude til Automobilejeren med illustration af "Sambo" som bliver forskrækket, da et bildæk eksploderer. Hvordan mon den gave ville blive modtaget i dag?
  • Kong Christian d. 10.'s hustru dronning Alexandrine havde fødselsdag den 24. december og var derfor et naturligt indslag i julenummeret af Flittige Hænder fra 1940. Her beskrives det, hvordan også dronningen er ved at blive ferm til at bruge den smarte nye skrivemaskine og 10-finger-systemet. "Med sin skrivemaskine er Dronningen blevet en glimrende hjælper for Kongen, og første Gang hun havde haft et brev til Renskrivning, kan Dronningen bagefter med stolthed fortælle sin lærerinde, at der næsten ingen Fejl havde været," lyder det i teksten.
  • Damebladene var op mod jul dengang såvel som i dag naturligvis spækket med reklamer. Her er det Gillette, som ligesom i dag reklamerer med at være "ny og forbedret".
  • Nilfisk-reklamen i Nordisk Mønster Tidende fra 1935 stiller også kønrollerne skarpt op - og målretter sig i høj grad kvinderne. "Hver eneste dag Aaret rundt vil den hjælpe hende, give hende mere Hvile og mere Tid til at tage sig af Børnene," lyder salgsteksten. Kun en specialfunktion til sprøjtelakering af bilen - henvender sig til manden i huset.
1 / 11

Kønsrollerne er skarp trukket op i de gamle dameblade fra juletid i 1920'erne og 1930'erne. Men bladene giver et indblik i, hvordan julegaverne, moden og hjemmet så ud i mellemkrigstidens Danmark.

For eksempel anbefaler Nordisk Mønster Tidende i december 1935 at give en hjemmebroderet pude med illustration af en forskrækket sort "Sambo".

- En automobilejer vil altid være henrykt for nogle fornøjelige Puder til sin Vogn (...) De er lette og hurtige at udføre og vil skaffe Damerne et fornøjeligt Tidsfordriv, forklares det i billedteksten som beskriver billedet således:

- Billedet er med den stakkels Sambo, der dødeligt forskrækket flyver til Vejrs med Haaret strittende af Rædsel.