UGENS ALBUM: Ola Gjeilo

Musikken af Ola Gjeilo stryger dig med hårene. Ikke mærkeligt, at han er blevet et hit.

Ola Gjeilo

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:57705881a11f9f18c40c4222

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:57705881a11f9f18c40c421f

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:57705881a11f9f18c40c421c

En ung norsk komponist er blevet et hit i USA. Ola Gjeilo er født 1978 i Oslo, men da han som 23-årig komponist ville studere videre i New York, blev han hængende derovre. I dag bor han på Manhattan, taler amerikansk og komponerer i ”amerikansk” stil. Han er ved at klatre op på listen over de mest opførte korkomponister i USA. Korsangere, både amatører og professionelle, labber hans musik i sig, og publikum falder pladask for hans sound.

Skamløst smuk musik

Ola Gjeilo er del af den bølge i ny klassisk musik, som vender tilbage til smukke, enkle melodier og simpel dur og mol. Rendyrket, ublu skønhed i dvælende tempo. Teksterne er bibelcitater og andre kristne vers på latin.

Betragtet med gammeldags, protestantiske briller er hans musik skamløst smuk! ”Fabulous, gorgeous, deeply moving” kalder de det ovre i Amerika, hvor Ola Gjeilo har det som en fisk i vandet.

En cocktail der virker

Han skriver næsten udelukkende for kor, gerne tilsat strygere og klaver. Det er en besætning, der kan holde tonerne og klangene svævende i luften, og der har Ola Gjeilos musik hjemme. Han har lært af minimalmusikken, at man godt kan nøjes med meget få toner ad gangen, men han løsner sig fra de klassiske forpligtelser med en ubekymret påvirkning fra både pop og jazz og filmmusik. Ola Gjeilo blander sin cocktail perfekt.

Forløsning ved klaveret

Hvis du i P2 har hørt ny amerikansk kormusik af Eric Whitacre og Morten Lauridsen (som har danske rødder), vil du kunne genkende den silkebløde stil. Ola Gjeilo har dog det særkende, at han også er en rigtig lækker pianist. Det virker intuitivt og naturligt, når han spiller med på sine korværker, og derfor falder man for det.

”Min musik skal have en forløsende virkning”, siger han. ”Den skal være tæt på hjertet og ikke alt for intellektuel.” Det er ærlig snak, ligesom albummets titel, der simpelthen hedder det samme som hans eget navn. Med maksimal tydelighed skal det slås fast, hvilket fænomen, vi har med at gøre.